29 June 2008

DVD-opdatering - 29/6

Velkommen til første indslag af en ny ting jeg vil prøve her på Filmhjørnet. Jeg samler på film. Det er ingen hemmelighed. Men hvilke film jeg får ind i samlingen, vil jeg fortælle om her. Jeg vil prøve at gøre det, at jeg hver anden uge fortæller lidt om de nye DVD'er jeg har fået ind i samlingen i løbet af de to foregående uger. Men penge spiller selvfølgelig også en rolle. Så hvis der er nogle tidspunkter hvor jeg ikke køber ret meget, kan det være, at DVD-opdateringerne nogle gange kun bliver f.eks. en enkelt gang om måneden. Men lad os se.

Her er det jeg har fået ind i samlingen i løbet af de sidste to uger i juni:


National Treasure 2: Book of Secrets
Ikke en vildt god film. Slet ikke på højde med 1'eren, men ikke desto mindre en ganske fin eventyrfilm, som jeg fik gratis, da jeg skulle anmelde den hos Filmnet.dk. Min anmeldelse kan læses lige her.

Funny Games
Michael Haneke har genindspillet sin egen østrigske film af samme navn fra 1997. Denne gang er Naomi Watts og Tim Roth i rollerne som ægteparret der bliver terroriseret af et par unge psykopater. Hanekes bidske og provokerende kommentar til vores voldsfascination er hård at sidde igennem, og filmen er ligeså svær at holde af, som den er svær at afskrive.

Charlie Wilson's War
Jeg anmeldte Charlie Wilson's War her på Filmhjørnet, da den havde biografpremiere (læs anmeldelsen her). Filmen er god, men ikke helt det jeg havde håbet på fra Mike Nichols. Men bestemt en værdig tilføjelse til hans fine filmografi.

The Postman Always Rings Twice
og
Detective Story
Jeg kan rigtig godt lide film-noir genren, og især den første film her er en af de store klassikere i genren. I starten af 80'erne blev filmen genindspillet med Jack Nicholson og Jessica Lange i hovedrollerne, og selvom den faktisk er en ganske seværdig film, så er den originale med Lana Turner og John Garfield klart bedre. Detective Story er instrueret af Oscar-vinderen William Wyler. Han lavede mange fremragende film, bl.a. en af mine favoritter i noir-genren, The Desperate Hours, der kom nogle år efter Detective Story, som jeg i øvrigt aldrig har set. Så det glæder jeg mig til.

Rambo
Ja, der er ikke så meget at sige her. Denne skulle selvfølgelig hjem på reolen. Den udkommer faktisk først officielt i den kommende uge, men da min lokale DVD-biks havde fået den hjem lidt tidligere, snuppede jeg den med det samme. Og den er også allerede set igen, og var præcis ligeså god som da jeg så den i biografen (anmeldelse her). Bare kom med 5'eren Sly!

Hollywoodland
Samtidig med Rambo købte jeg de næste to film her. Hollywoodland er en flot og stemningsfyldt moderne noir med Adrien Brody i hovedrollen som privatdetektiv. Det er dog Ben Affleck der stjæler billedet som George Reeves, manden der spillede Superman på Tv i 1950'erne. Affleck vandt prisen for bedste skuespiller på Venedig Film Festival i 2006, og blev også nomineret til en Golden Globe. Helt skandaløst blev han dog ikke nomineret til en Oscar. Det havde han i den grad fortjent.

Small Time Crooks
En af de mindre interessante Woody Allen-film. Men jeg samler på hans film, og han er uden tvivl en af mine yndlingsinstruktører. Small Time Crooks er min Woody Allen-film nr. 27 i samlingen. Så nu manger jeg kun 10! (Indtil videre. Det er svært at følge med, når den gode Woody stadigvæk laver en film om året).

Pinky
og
Splendor in the Grass
Elia Kazan er en anden af mine yndlingsinstruktører, og hans film samler jeg selvfølgelig også på. Jeg har aldrig set Pinky, men Splendor in the Grass er en meget stærk film, der var Warren Beattys debutfilm, og gjorde ham til en stjerne med det samme. Filmen byder også på endnu en flot præstation af smukke Natalie Wood, som blev Oscar-nomineret for rollen.


<-- Elia Kazans Pinky er udgivet i denne "Cinema Classics Collection" i region 1, og indeholder bl.a. en håndfuld såkaldte "Lobby Cards" (klik på billedet for større version).



Shaun of the Dead
Herlig skamløs zombie-komedie-sjasker fra det skøre britiske makkerpar Edgar Wright og Simon Pegg. Filmen er fyldt med sjove optrin og er gennemsyret af en herlig underspillet humor. Simpelthen bare ren og skær skæg og ballade.

Eraserhead
Det kan man derimod ikke sige om David Lynchs debutfilm Eraserhead. Muligvis den mest mærkelige film jeg nogensinde har set. Den er dybt grotesk, men der er også noget underligt dragende og hypnotiserende over den. Bestemt ikke for alle, men helt sikkert en oplevelse værd.

This Property is Condemned
Castle Keep

og
Havana
Instruktør Sydney Pollack døde desværre alt for tidligt. Han bukkede under for kræften i sidste måned. Kun 73 år gammel (læs mine mindeord om ham her). Pollack var en meget respekteret og meget solid filminstruktør, og da han døde fandt jeg ud af, at jeg faktisk kun havde 1/4 af hans film på DVD. Det besluttede jeg mig for at gøre noget ved, og disse tre købte jeg brugt hos Second Spin.

This Property is Condemned byder på endnu en flot Natalie Wood præstation. Denne gang overfor Robert Redford i en af hans første filmroller. Castle Keep kom samme år som Pollack fik sit helt store gennembrud med den 9-dobbelte Oscar-nominerede Jamen, man skyder da heste, og Havana er det meget ambitiøse projekt der fulgte efter Pollacks succes med Mit Afrika. Havana blev dog ikke den store succes hos hverken publikum eller anmeldere.


Ja, det var så det jeg har fået ind i samlingen i de sidste to uger. Husk også, at du altid kan se hele min filmsamling via linket til højre her på siden (eller lige her). Vi ses til en ny DVD-opdatering om 2 uger. Indtil da - se en masse gode film!

27 June 2008

Biografanmeldelse: The Incredible Hulk

The Incredible Hulk

instruktion: Louis Leterrier.
med bl.a.: Edward Norton, Liv Tyler, Tim Roth, William Hurt.






Den utrolige Hulk så første gang dagens lys i 1960’erne som tegneserie. Senere kom den populære Tv-serie med Lou Ferrigno som videnskabsmanden der bliver til den frygtindgydende grønne kæmpe når han bliver vred, og i 2003 instruerede Ang Lee filmen Hulk, som dog ikke blev nogen stor succes.

Siden da, har Marvel Comics, via selskabet Marvel Studios, fået mere og mere kontrol med filmatiseringerne af deres tegneserier. Det har især været tydeligt i år, med først Iron Man og nu The Incredible Hulk. At Marvel Studios selv kan stå for det økonomiske gør, at de har langt mere frihed til at udvikle filmprojekterne i deres egen ånd, hvilket The Incredible Hulk i meget stor grad bærer præg af. Filmen er fyldt med fine små hentydninger til hele Marvel-universet, som fans vil lægge mærke til.

The Incredible Hulk er ikke nogen egentlig fortsættelse til Ang Lees Hulk, men den følger dog alligevel op på historien, og inden vi finder Bruce Banner i Brasilien, hvor han prøver at finde en løsning på sit problem, får vi hurtigt fortalt hvad der er sket førhen.

(copyright: Marvel Studios/UIP)

Edward Norton er en af sin generations bedste skuespillere, men desværre har han ikke foldet sig rigtig ud siden hovedrollen i Spike Lees meget flotte post-9/11 iagttagende 25th Hour i 2002. Det siger næsten sig selv, at der heller ikke er plads til det i en film som denne. Men alligevel gør Edward Norton det man kan forvente, og han fungerer rigtig godt i rollen som Bruce Banner. Det samme kan dog ikke siges om Liv Tyler, som denne gang har overtaget rollen som Betty fra Jennifer Connelly. Tyler er ikke nogen stor skuespiller, og der var betydelig mere liv i Jennifer Connellys Betty Ross.

Hvor Ang Lees Hulk fokuserede meget på det psykologiske og Bruce Banners forskning, så var den samtidig en meget stilfuld og kulørt film. The Incredible Hulk er mere rå, og det er mere action lige på og hårdt. Man har i den franske instruktør Louis Leterrier fået fat i en instruktør, som virkelig ved hvordan man iscenesætter de rendyrkede actionscener, og det klæder filmen meget. Der er nogle ikke helt problemfri huller i historien, men én ting er sikkert. Man har ikke tid til at kede sig.

Jeg har det generelt noget svært med moderne CGI-computereffekter. Ikke fordi jeg har noget imod det, men fordi man har en tendens til at misbruge det. Den nye Indiana Jones-film var et eksempel herpå. The Incredible Hulk finder derimod en god middelvej. Effekterne bruges i stor stil, men det er kun hen imod den endelige kamp i den lidt for langstrakte slutning, at de bliver decideret misbrugt. Midt i al den bulder og brag, har man i selve filmens historie ikke helt formået, at få balancen rigtig. Mange steder mangler filmen en dramaturgisk fremdrift, når vi er vidne til den ene jagt efter den anden på Bruce Banner. Det kan godt blive lidt trættende i længden, og her må især slutningen igen fremhæves som værende for lang, set i forhold til den grundlæggende historie om Bruce Banner og hans kvaler.

Men filmen vinder meget på det der kommer inden, og The Incredible Hulk er et tempofyldt og adrenalinpumpende actionbrag, som nok skal tilfredsstille de fleste fans af både Hulken og genren.

Nyt i biografen - uge 26

I maj måned kom Iron Man op i biograferne, og i denne uge er det blevet tid til endnu en af sommerens store superhelte-blockbusters. Edward Norton er Bruce Banner i The Incredible Hulk.

For de yngre, nok især piger, er der masser af dans og hip hop i filmen Step Up 2 the Streets, og for børn i alle aldre, vender manden der er hurtigere end sin egen skygge tilbage i tegnefilmen Lucky Luke: Mod vest.

København, Århus og Odense kan byde på den underfundige israelske film The Band's Visit. Filmen har vundet masser af priser, bl.a. en European Film Award sidste år for årets bedste skuespiller, og instruktør Eran Kolirin blev ved samme lejlighed udnævnt til "European Discovery of the Year".

Anmeldelser af ugens nye film kan som altid findes på CinemaZone.dk, og jeg er netop på vej ind for at se The Incredible Hulk, så en anmeldelse af den skulle være klar her på Filmhjørnet i løbet af weekenden.

23 June 2008

Biografanmeldelse: Det som ingen ved

Det som ingen ved

instruktion: Søren Kragh-Jacobsen.
med bl.a.: Anders W. Berthelsen, Maria Bonnevie, Ghita Nørby, Henning Jensen, Sonja Richter.






Det er fem år siden Søren Kragh-Jacobsen sidst lavede en film. Og måske har pausen været god for dogme-broderen, for den engelsk-sprogede Skagerrak var sandelig ikke noget at råbe hurra for. Nu har Kragh-Jacobsen slået sig sammen med manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, som også var med til at skrive manuskriptet til Nikolaj Arcels imponerende debutfilm Kongekabale i 2004. Kongekabale var en dansk politisk thriller med et fornemt internationalt snit, og det er præcis det samme Kragh-Jacobsen og Heisterberg har kreeret med Det som ingen ved.

Anders W. Berthelsen spiller Thomas, som ernærer sig ved at køre rundt i sin gamle bil, og optræde med dukketeater på folkeskoler. Da Thomas' søster Charlotte omkommer ved en mystisk drukneulykke, bliver Thomas hvirvlet ind i et net om ulovligheder blandt efterretningstjenestens absolutte top. En sag der fører spor til Thomas' egen fortid, hans nu afdøde far, og faderens hemmelige arbejde for staten.

(copyright: Sandrew Metronome)

Der er en klar nutidig politisk vinkel på Det som ingen ved. Frygten for "Big Brother". Overvågningssamfundet. Det lurer om hvert et hjørne, og manuskriptet favner meget bredt, da vi også kommer ind på det tætte samarbejde mellem danske politikere og amerikanske CIA, som blev indledt lige efter 2. verdenskrigs slutning. Det er en højaktuel historie om hvor langt politikere må og skal gå for at beskytte borgerne, fædrelandet og sig selv, og om hvornår det går over den grænse, hvor man sætter almindelige rettigheder ud af spil.

Søren Kragh-Jacobsen har drejet en meget solid fortælling ud af dette, men flere steder kan filmen ikke undgå at blive for karikeret. Idéen med den helt almindelige mand, som pludselig sættes overfor en politisk sammensværgelse, er i sig selv god, men her og der bliver det simpelthen for meget. Vi har som publikum flere steder svært ved at følge med i hvad baggrunden er for det hele, og den iskolde måde skurkene jager Thomas på, nærmer sig enkelte steder et overdrev.

Når vi når filmens klimaks, når man får udredet hvordan det hele hænger sammen, og hvad Thomas har sat livet på spil for, sidder man og tænker; "var det virkelig det?", og det tager lidt væk fra en ellers meget spændende og flot produceret film, at den har en noget flad og uinspireret afslutning på hele den ellers så sprængfarlige affære.

Det som ingen ved når ikke de samme højder som de internationale forbilleder, men set fra dansk films synspunkt, så er den både vellykket, og på trods af enkelte problemer, ganske overbevisende.

22 June 2008

Biografanmeldelse: The Happening

The Happening

instruktion: M. Night Shyamalan.
med bl.a.: Mark Wahlberg, Zooey Deschanel, John Leguizamo.






Efter to små og anonyme film, fik den indiskfødte amerikanske instruktør M. Night Shyamalan i 1999 sit store gennmembrud med gigant-hittet Den sjette sans. Filmen med Bruce Willis i hovedrollen, og lille Haley Joel Osment i en Oscarnomineret præstation, indspillede for mere end 3 milliarder kroner på verdensplan, og satte det svært udtalelige navn Shyamalan på alles læber. Og han var ikke en gang fyldt 30 endnu! Med sin næste film, Unbreakable, beviste Shyamalan, at han har sin helt eget stil. En stil han senere har ført videre med stor succes.

Shyamalan har før vist sig som en mester i langsomt at opbygge en spænding. I The Happening hopper han bogstavelig talt ud i det med det samme, da en kvinde i filmens første scene begår selvmord i Central Park, og bygningsarbejdere begynder at hoppe ud fra taget af en bygning tæt ved. Folk stopper pludselig med det de er i gang med, og begår selvmord. Hvorfor? Hvad sker der? Det skal ikke afsløres her, hvad der er sket, men det kan sagtens konstateres, at Shyamalan endnu engang viser sit talent for at skabe en intens atmosfære, selvom det dog ikke er så udtalt som i de bedste af hans film.

(copyright: 20th Century Fox)

Det ville være synd at sige, at dialogen altid har været Shyamalans store styrke. Han har en fantastisk fantasi i sine manuskripter, men dialogen har altid haltet en lille smule. Og et af The Happenings store problemer er netop dette. Dialogen virker ualmindelig gumpetung, og skuespillerne kæmper hårdt for at få replikkerne til at lyde troværdige. At filmen så samtidig har en underlig humor, som man ikke rigtig ved hvordan man skal forholde sig overfor, gør det ikke bedre. Når Mark Wahlberg står og taler til en "levende" plante i et hus, kun for at opdage, at den er uægte og af plastik, er humoren fin og forståelig, men et andet af filmens store problemer er, at den flere steder simpelthen virker ufrivillig morsom.

The Happening er en betydelig bedre film, end Shyamalans forrige film, den skrækkelige Lady in the Water. Jeg ved bare ikke helt, om Shyamalan har taget fusen på mig. Er det meningen, at The Happening skal være en hyldest til 50'ernes paranoia-katastrofe film, med alt hvad det indebærer af klodset dialog og kluntet skuespil? I så fald er det ikke noget man har givet udtryk for i reklamematerialet til filmen, hvor det hele ser alvorligt nok ud.

Der er ingen tvivl om, at The Happening er en til tider spændende film, med en helt speciel uhygge, men udover det åbenlyse budskab om at vi skal passe på vores jordklode, så har jeg svært ved at gennemskue præcis hvad Shyamalan vil med den.

20 June 2008

Nyt i biografen - uge 24 & 25

Der er meget stille i øjeblikket her på Filmhjørnet. Det skyldes flere ting. For det første ser jeg ikke så mange af de nye film på denne tid af året, og for det andet har mit lille job som anmelder på Filmnet.dk taget en del af min tid på det sidste. Men der er da lidt nyt på vej herinde.

I sidste uge var der premiere på Søren Kragh-Jacobsens nye film Det som ingen ved. Jeg har været inde og se den, så en anmeldelse af den skulle gerne være klar snart. Det samme skulle en anmeldelse af M. Night Shyamalans The Happening, som også havde premiere i sidste uge.

De to andre film der havde premiere i uge 24, var eventyrfilmen The Water Horse og komedien Semi-Pro.

Uge 25 byder på en del interessante film. I 1999 fik instruktøren Kimberly Peirce en flot debut med Boys Don't Cry, som Hilary Swank vandt en Oscar for. Nu er Peirce endelig tilbage med en ny film. Den hedder Stop-Loss, og handler om irak-krigens påvirkning af det amerikanske samfund. Filmen bliver sat op i København og Århus. Det samme gør den danske film One Shot, der som titlen antyder, er optaget i én lang optagelse. Linda Wendel, som stod bag 80'er-klassikerne Ballerup Boulevard og Da Lotte blev usynlig, har instrueret. I Århus er der også premiere på Det perfekte kup, spillefilmsdebuten for instruktør Dennis Holck Petersen, som i år 2000 vandt kortfilmskonkurrencen CloseUp for filmen Kuppet. Det perfekte kup er en fortsættelse af den.

Foruden Stop-Loss byder uge 25 på fire andre amerikanske film. Den største er Speed Racer. Første film fra Wachowski-brødrene siden Matrix-trilogien blev afsluttet. Zach Helm skrev i 2005 det fine manuskript til komedien Stranger Than Fiction, og han får sin instruktørdebut med denne uges premiere Den magiske legetøjsbutik, hvori vi bl.a. ser Dustin Hoffman som den 243-årige(!) butiksindehaver Mr. Magorium.

21 er en film om et matematik-geni som prøver lykken i Las Vegas. Det unge geni Ben bliver spillet af det nye navn Jim Sturgess, og han er såmænd også med i ugens sidste nye film, Julie Taymors Across the Universe. En musical der fortæller sin historie til tonerne af musik fra The Beatles.

Besøg CinemaZone.dk for anmeldelser af disse film.

06 June 2008

Nyt i biografen - uge 23

Jeg har aldrig rigtig forstået fascinationen af Tv-serien Sex and the City. Serien kørte over 6 sæsoner fra 1998 til 2004, og blev en meget stor succes i en stor del af verden. Nu er Sex and the City-filmen her så. Filmen havde premiere i USA i sidste uge, hvor den indspillede for mere end 250 millioner kroner i premiereweekenden. Der er ingen tvivl om, at den også nok skal blive en forholdsvis stor succes her i Danmark.

De mindre titler der er nye i denne uge er den franske instruktør Francois Ozons Angel, som er endnu en engelsk-sproget film fra den franske ener. Fra England kommer splatterfilmen Doomsday. Instrutøren Neil Marshall, som også gav os den bloddryppende gyser The Descent, står bag.

Filminstruktør og satiretegner Anders Morgenthaler havde problemer med at tage sine små børn med i biografen. De kunne ikke koncentrere sig om en film i så lang tid, så hvad gør man så? Man laver en biograffilm der er direkte rettet mod småbørn i 3-6 års alderen. Morgenthaler har sammen med fem andre instruktører lavet filmen Carsten og Gittes filmballade, som er 6 små film i én 45 minutters forestilling. Om filmen, hvor vi bl.a. møder en prinsesse som putter ærter i ørerne, en fjumrefant og tre dovne bævere, bliver den succes hos de mindste som det forventes, vil tiden vise.

Anmeldelser af alle ugens nye film kan findes hos CinemaZone.dk.