31 July 2008

Biografanmeldelse: Dig og mig

Dig og mig

instruktion: Christian E. Christiansen.
med bl.a.: Laura Christensen, Julie R. Ølgaard, Neel Rønholt.






I januar måned i år blev Christian E. Christiansens Om natten nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Det blev samtidig startskuddet til at Christiansen kunne udvide historien om tre unge kræftramte piger, til spillefilmslængde, og resultatet er blevet Dig og mig, en stærk og kompromisløs film, hvor vi foruden at følge pigerne på kræftafdelingen og det venskab de har fået der, også ser på deres liv før og under det sygdomsforløb som de tre er i forskellige faser af.

Der er ikke nogen facitliste, når man skal lave en film med et meget alvorligt emne, og som Dig og mig så godt viser, så reagerer mennesker forskelligt på det at opleve en alvorlig sygdom. Mette ser undrende til, mens hendes meget religiøse forældre mest af alt opfører sig som om de har affundet sig med deres datters skæbne. Sara er blevet revet ud af sit liv som konkurrencesvømmer, som var styret af hendes ambitiøse far, og Stephanie vil helst klare kampen mod kræften selv, og skubber bevidst dem hun holder af væk fra sig.

Alle tre hovedrolleindehavere, som gentager deres roller fra kortfilmen Om natten, gør det rigtig godt, men det er især Julie R. Ølgaard som markerer sig i rollen som Stephanie. En flot præstation, der virker meget ægte og ubesværet.

(copyright: Nordisk Film)

Instruktør Christian E. Christiansen viste allerede med sin debutfilm Råzone fra 2006, at han tør gribe ud efter publikum, og få et hårdt tag i dem, uden at give slip igen. Det samme gør han med Dig og mig, og det er nok meget individuelt hvordan publikum reagerer på det. Christiansen gør bl.a. det godt, at han hele tiden holder den alvorlige tone i filmen. Der er bestemt humor i spillet mellem de tre veninder, men der er ikke en påklistret humor over selve det seriøse emne, som mange filmmagere ellers godt kan forfalde til. At få lidt solskin frem, når det bliver for alvorligt. Det er bare ikke altid det bliver gjort med omtanke, og dermed kan det blive ødelæggende for en film. Men det er ikke et problem man skal lede efter i Dig og mig. Filmen forholder sig hele tiden nøgternt til historiens alvor, og det gør den til en meget stærk oplevelse.

Der er et klart overblik over de tre pigers historier, og de supplerer fint hinanden og samler filmen, som med en spilletid på kun lige under 1½ time, er meget stramt fortalt. Christiansen er ikke bange for at lade scenerne trække ud, og der er hele tiden en skarp fokusering på hovedpersonernes oplevelser af sygdommens følger. I mange af scenerne fomår man på fornem vis at fokusere på blikkene. De spørgende blikke fra Stephanie, Sara og Mette, som prøver at finde en mening med det der sker, og gør det ved stille at observere menneskene omkring sig.

Dig og mig er ikke nogen fejlfri film. De tre pigers forhistorier er på den ene side godt skildret, men det er lidt et problem, at man har tvunget en kærlighedshistorie ind i alle tre. Netop kærligheden har åbenlyst været et vigtigt tema, men det er faktisk kun i den ene af historierne, at dette fungerer helt optimalt.

Men heldigvis udmærker filmen sig på så mange andre områder, og foruden at være en film om kærlighed og håb, så er den måske i endnu større grad en film om frygt. Frygten for selve sygdommen selvfølgelig, men også det paradoksale i, at være bange for at gå igennem sygdomsforløbet alene, samtidig med at man er bange for at involvere for mange af dem man holder af, af frygt for at opleve både medlidenhed og svigt.

Dig og mig er en film som tør fremprovokere følelser hos publikum, og den gør det uden at tøve én eneste gang. Det er en stor kvalitet.

27 July 2008

DVD-opdatering - 27/7

To uger er gået - og en stak nye DVD'er har fået plads i min samling.


I'm Not There
Fantastisk film fra Todd Haynes, som i 2002 lavede mesterværket Far From Heaven. Seks forskellige personer spiller seks forskellige versioner af Bob Dylan, i denne vidunderlige film. Jeg fik filmen til anmeldelse på Filmnet.dk, og min anmeldelse kan læses lige her.

Absence of Malice
Sabrina
Random Hearts

Endnu tre Sydney Pollack-film til samlingen. Den første har jeg ikke set endnu, Sabrina er en ganske god genindspilning af Billy Wilders klassiker af samme navn, og Random Hearts er også en fin, men dog noget anonym Sydney Pollack-film.

Cloverfield
En af årets indtil videre mest positive biografoplevelser. Jeg anede ikke hvad jeg kunne forvente, da jeg en dag i februar satte mig til rette i biografens mørke, men Cloverfield blæste mig fuldstændig væk (min anmeldelse kan læses her). Nu har jeg ikke fået set den siden jeg købte den, så jeg er spændt på hvordan den fungerer på den lille skærm.

The Three Faces of Eve
Leave Her to Heaven

Disse to film hører til i serien "Fox Studio Classics", som er en lang række af klassikere fra Fox-studierne. Der er i alt udgivet 40 titler indtil videre, og jeg har nu 30 af dem. Jeg glæder mig meget til at se disse to. Leave Her to Heaven, med sine film-noir momenter, og The Three Faces of Eve med en Oscar-vindende præstation af Joanne Woodward.

Black Angel
Endnu en film i en DVD-serie. Udgivet i Universals "Noir Collection", som de desværre forsømte af følge op på. Filmen byder på en af mine absolutte yndlingsskuespillere, Peter Lorre, som var så fantastisk i Fritz Langs mesterværk M, og ligeså uforglemmelig i filmserien om detektiven Mr. Moto.

Love and Death
En meget anderledes Woody Allen-film, der blander klassisk litteratur og filosofi med Allens helt specielle form for humor. Jeg synes ikke det er en af hans bedste (det gør han selv), men det er en film der har mange kvaliteter, og jeg glæder mig til et gensyn med den. Allens film er altid værd at se.

High Plains Drifter
Clint Eastwoods film er også altid værd at se. High Plains Drifter var Eastwoods anden film som instruktør, og han fulgte op på den stærke debut Play Misty for Me med at begive sig ud i western-genren, som han kendte så godt som skuespiller.

The Electric Horseman
En Sydney Pollack-film som jeg intet kender til. Men den er en af hans mange film sammen med Robert Redford, og overfor ham ses Jane Fonda. Med så stærke navne burde denne moderne western være et interessant bekendtskab.

Mr. Magorium's Wonder Emporium
Instruktørdebut fra Zach Helm, som skrev manuskriptet til den finurlige Stranger Than Fiction for et par år siden. Filmen kom fornylig ud i de danske biografer med titlen Den magiske legetøjsbutik, og har Dustin Hoffman i hovedrollen som den 243-årige butiksindehaver Mr. Magorium.

Carnal Knowledge
The Day of the Dolphin

To film af instruktøren Mike Nichols til samlingen af hans film. Glæder mig meget til at se disse to af hans film, da jeg kun har set lidt af Carnal Knowledge, som skabte stor debat da den havde premiere i 1971.

Kiss Me, Stupid
Endnu en Billy Wilder-film til samlingen. Denne er endnu en af hans mange forrygende komedier, skabt med makkeren "Izzy" Diamond, og byder bl.a. på en Dean Martin i topform.

Heavenly Creatures
Peter Jacksons måske allerbedste film har jeg nu endelig fået taget mig sammen til at købe. Det er en såkaldt "Uncut Version", som er ca. 10 minutter længere end den udgave der skulle være Peter Jacksons foretrukne. Så vidt jeg lige kan finde ud af, så skulle den version være tilgængelig på DVD i bl.a. Tyskland og Frankrig, men nu valgte jeg at købe denne amerikanske region 1, da jeg nemlig har den "korte" udgave på ca. 99 min. på LaserDisc. Filmen? Ja, den er fantastisk, og jeg kan ikke rigtig beslutte mig til om det er denne eller den første Ringenes Herre-film, som jeg ville pege på som Jacksons bedste.

Shock
Dangerous Crossing

To film i "Fox Film Noir"-serien. Der er udgivet 24 titler i denne serie indtil videre, og jeg har nu de 21 af dem. Også den sjældne Boomerang!, som nåede ud i få butikker inden dem blev kaldt tilbage på grund af rettighedsproblemer. Jeg har ikke set disse to, men hvis de er af ligeså høj kvalitet som de fleste film i serien, så er de meget seværdige.


Det var så det jeg har fået ind i samlingen i de sidste to uger. Nu må vi se hvordan det ser ud til næste DVD-opdatering. Jeg ved ikke hvor meget jeg vil komme til at købe i de næste par uge, for jeg har faktisk slet ikke noget på vej med posten lige nu. Jeg har fået den store stak fra Second Spin som jeg ventede, og faktisk er det kun to af de ovenstående DVD'er som jeg ikke har fået derfra!

Men ellers skal der nok sker noget her på Filmhjørnet i de næste par uger. Den nye X-Files film har premiere på fredag, og den vil der helt sikkert komme en anmeldelse af. En anden film der har premiere på fredag er den danske Dig og mig, som jeg så i forgårs til en for-premiere, hvor også instruktør Christian E. Christiansen og hovedrolleindehavere Laura Christensen, Julie R. Ølgaard og Neel Rønholt var til stede for at fortælle om filmen. Jeg var meget positivt overrasket over filmen, og en anmeldelse af den kommer engang i løbet af næste uge.

24 July 2008

Biografanmeldelse: The Dark Knight

The Dark Knight

instruktion: Christopher Nolan.
med bl.a.: Christian Bale, Heath Ledger, Gary Oldman, Michael Caine, Morgan Freeman, Aaron Eckhart, Maggie Gyllenhaal.





Efter Tim Burtons to ganske fine og vellykkede Batman-film i 1989 og 1992, var instruktør Joel Schumacher næsten egenhændigt ved at ødelægge seriens renomé med de forfærdelige Batman Forever og Batman and Robin. Det skulle blive den engelske instruktør Christopher Nolan der reddede Batman, da han nulstillede historien om Gothams beskytter i Batman Begins fra 2005, og gav os hele baggrunden for rigmanden Bruce Waynes "opfindelse" af den mørke ridder.

Nu fortsætter historien i The Dark Knight, der faktisk gør den allerede fremragende Batman Begins endnu bedre, og slet ikke ville have fungeret ligeså godt uden den. The Dark Knight fortsætter hvor Batman Begins slap, men denne gang er det mere dystert. Mens Bruce Wayne selv tænker over om det han gør nu er rigtigt, eller om hans selvtægt overfor forbryderne bare skaber mere ballade, er en djævelsk skikkelse løs i byen. En mand uden skrupler, en mand som vil grave det værste og mørkeste frem i alle mennesker han støder ind i på sin vej.

(copyright: Warner Bros./Sandrew Metronome)

Alt hvad der er blevet sagt og skrevet om Heath Ledger i rollen som Jokeren, er sandt. Han er fuldstændig fantastisk, og en Oscar-nominering burde være en formsag. Jokeren er en hensynsløs og navnløs psykopat, som ikke har noget bestemt mål med sine morderiske gerninger. Han vil bare have det sjovt! Med en nervøs gang og gumlende og tyggede på hvert et ord der kommer ud af de skamferede mundvige, forsvinder Ledger totalt ind i denne figur, og for at sige det rent ud - når han ikke er til stede oppe på lærredet, så sidder man og venter på ham, og efter at have set Ledger folde sig ud som Jokeren, kan det være svært at tage selveste Jack Nicholson alvorligt i rollen i filmen fra 1989.

Heath Ledger døde tragisk i januar måned i år, og når man ser en præstation som denne, kan man ikke lade være med at begræde dette tab endnu mere, end vi gjorde for syv måneder siden (hvor jeg skrev denne hyldest til ham). Det Ledger nåede at vise i film som Brokeback Mountain, Candy, I'm Not There og altså nu The Dark Knight, i de sidste få år af sit alt for korte liv, er mere imponerende end hvad mange andre skuespillere når at vise på et langt liv. Med Ledgers tragiske død mistede filmbranchen et af sine største talenter, og nu hvor vi har set hvad han byder på i The Dark Knight, har han muligheden for at blive ophævet til et udødeligt ikon. Intet mindre.

Det hele skal selvfølgelig ikke handle om Heath Ledger, selvom det er svært at slippe ham. Christian Bale gentager rollen som Batman, og han er igen god. Der er ikke så meget at sige om ham. Han gør det han skal som både Batman og Bruce Wayne. Fra Batman Begins dukker også Gary Oldman, Michael Caine og Morgen Freeman op igen, og især Gary Oldman sætter sit præg på denne film. Det samme gør Aaron Eckhart i rollen som statsanklageren Harvey Dent, som Batman ser som den modige mand der via retssalene kan overtage rollen med at bekæmpe skurke i Gotham City. Maggie Gyllenhaal har overtaget rollen som Bruce Waynes' barndomsveninde Rachel fra Katie Holmes, og hun virker mere overbevisende som fremadstormende karrierekvinde, end Katie Holmes gjorde i Batman Begins.

(copyright: Warner Bros./Sandrew Metronome)

Det Christopher Nolan og Co. har skabt med først Batman Begins og nu The Dark Knight, er enestående. Men man kan så også sige, at man netop med Batman har muligheden for at skabe en superheltefilm der bryder grænser i genren. Batman er ikke en superhelt med overnaturlige kræfter. Han er en helt almindelig mand, som bruger al sin energi og kræfter på at bekæmpe kriminalitet og uretfærdighed, og det gør netop, at man kan bringe realisme og psykologisk dybde ind i historien. Især Joel Schumachers to Batman-film var på denne led ubrugelige, og her havde man samtidig de mest overdrevne og karikerede skurke. I Batman Begins bragte man realismen ind i historien på fornem vis, og det fortsætter man med i The Dark Knight, der i 90-95% af filmen lige så godt kunne være enhver anden intelligent, hæsblæsende og tempofyldt actionfilm. Men problemerne ligger så i de sidste 5-10%. Desværre er flere af Batmans forskellige dimser og dingenoter i The Dark Knight lige end tand for smarte og fantastiske, og det er med til at trække filmens ellers så realistiske baggrund væk. Også skurken Two Face bliver en tand for tegneserieagtig, og netop Two Face er den største indvendning jeg har mod The Dark Knight.

I Batman Begins havde man plads til både Ra's Al Ghul og Scarecrow som skurke, og de supplerede fint hinanden i filmens historie, men i The Dark Knight er Jokeren så stor en naturkraft, at placeringen af Two Face som skurk bare virker distraherende. Man burde efter min mening havde ventet med at introducere Two Face til den forventede 3'er, præcis som man i Batman Begins sluttede med at lægge op til Batmans kamp mod Jokeren. Altså selvfølgelig ikke vente med at introducere den person der bliver til Two Face, for han er nødvendig for filmen, men selve forandringen til Two Face mener jeg man burde have ventet med, og kun antydet i slutningen. Det ville i mine øjne have givet denne 2½ time lange film et mere fokuseret handlingsforløb.

På trods af de små problemer jeg har med The Dark Knight, så vil jeg ikke tøve med at kalde den for et hovedværk i genren. Ikke bare i superhelte-genren, hvor den viser sig som en af de bedste, men også i action-genren generelt. Her har den dog lidt af de problemer som mange actionfilm har, nemlig at de stort opsatte actionsekvenser trækker alt for langt ud, og helt ærligt, så keder det mig. Men det er mere mit problem, end det er filmens problem.

Visuelt set er filmen af høj klasse. Fotograf Wally Pfister (som var Oscar-nomineret for Batman Begins) har skabt nogle virtuose kamerature, og krydret med makkerparret James Newton Howard og Hans Zimmers ildevarslende musik, og nogle special effects hvor CGI-computereffekterne er befriende neddæmpet, er The Dark Knight en af årets mest uundgåelige biografoplevelser.

Nyt i biografen - uge 30

Årets måske største film ramte Danmark i går. Jeg taler selvfølgelig om den nye Batman-film The Dark Knight. Filmen havde premiere i USA i fredags, og den satte flere rekorder i weekenden. For det første, slog den med en indtjening på 67 millioner dollars om fredagen, rekorden som den film der har indspillet flest penge på premieredagen, og da weekenden var omme, havde den med hele 158 millioner dollars slået rekorden som den film der har indspillet flest penge henover en premiere-weekend. Og som om det ikke var nok, så slog den tirsdag i denne uge rekorden som den film der hurtigst har indspillet for 200 millioner dollars. Så The Dark Knight har som forventet vist sig som en ustoppelig kolos. Og at filmen så har fået meget fornemme anmeldelser, gør det bestemt ikke mindre interessant.

I skyggen af The Dark Knight har to små film også premiere i denne uge. I den ene, komedien Lars and the Real Girl, spiller Ryan Gosling hovedrollen som en lidt speciel ung mand, der forelsker sig i en dukke! Den anden, den østrigske Import/Export, er en kulsort sag, hvor instruktøren Ulrich Seidl viser os menneskeligt forfald i den moderne verden.

Jeg var inde og se The Dark Knight i går, og en anmeldelsen af den er lige på trapperne. Anmeldelser af de to andre nye film kan læses på CinemaZone.dk fra i morgen, og en anmeldelse af The Dark Knight er tilgængelig nu.

18 July 2008

Nyt i biografen - uge 29

Igen i denne uge kan biograferne byde på tre nye film.

Onsdag havde Will Smith-filmen Hancock premiere, og folk har allerede valfartet ind og se den i de sidste par dage. Filmen blev også en kæmpe succes i USA, da den havde premiere for et par uger siden, og Will Smith viste endnu engang, at han er kongen af blockbusters. Hancock er hans 8. film i træk der runder de magiske $100 millioner i de amerikanske biografer!

En anden af årets store amerikanske succeser, er animationsfilmen Kung Fu Panda, som i øjeblikket er den tredje mest sete film i de amerikanske biografer i år.

Fra Danmark kommer den eksperimenterende MollyCam, af instruktøren Aage Rais-Nordentoft, som i 1998 stod bag den vidunderlige Tøser + Drengerøve. Med MollyCam dykker han endnu engang ned i ungdommen, i historien om 16-årige Molly, som filmer sit liv med et videokamera.

Anmeldelser af ugens nye film kan som altid læses på CinemaZone.dk.

17 July 2008

Biografanmeldelse: Mamma Mia!

Mamma Mia!

instruktion: Phyllida Lloyd.
med bl.a.: Meryl Streep, Amanda Seyfried, Pierce Brosnan, Colin Firth, Stellan Skarsgård, Christine Baranski, Julie Walters, Dominic Cooper.





Der var vel ikke mange, som i 1970'erne kunne skære en ligeså velkomponeret, vellykket og rendyrket popsang som svenske ABBA kunne. Efter sejren ved det europæiske Melodi Grand Prix i 1974, begyndte vejen mod toppen, og ABBA er i dag en af de bedst sælgende grupper nogensinde.

Problemer i privatlivet betød dog, at deres album The Visitors fra 1981, blev deres sidste studiealbum. Siden kom en lang række Greatest Hits albums, som holdt ABBAs popularitet i live, og i 1999 blev det endnu engang bevist, at ABBA-mania stadigvæk lever i bedste velgående, da musicalen Mamma Mia! havde premiere i London. Den enkle historie om en ung pige der skal giftes og prøver at finde sin far, blev en bragende succes over hele verden. Historien, der er skrevet så ABBAs sange passer til handlingen, er nu blevet omsat til film, med samme instruktør og manuskriptforfatter som skabte musicalen på teatret.

Vi er på en lille ø i det solbeskinnede Grækenland. Den unge Sophie skal giftes, og hendes største ønske er, at finde ud af hvem hendes far er. Men da hun sniger til at læse sin mors dagbog, finder hun ud af, at hele tre mænd kan være den ukendte far. Så hun inviterer alle tre mænd til sit bryllup, og så er scenen ellers sat til nogle hektiske dage med masser af forviklinger og glemte og gemte følelser.

(copyright: UIP)

Det er anden gang på kort tid, at vi får en film, som fortæller sin historie via populære sange fra en af musikhistoriens mest succesfulde grupper. Julie Taymors Across the Universe havde premiere i sidste måned, og den fortalte sin historie ved hjælp af musik af The Beatles. Across the Universe har det problem, at den ikke fungerer som en glidende fortælling. Det er en fantastisk flot og opfindsom film, men den virker også voldsomt fragmenteret, fordi sangene sætter filmens generelle historie i stå. Men det problem har Mamma Mia! ikke, og her fungerer alle sangene perfekt som en ramme til historien, og fører dermed filmens fortælling gnidningsløst frem.

Man kan dog godt se, at instruktør Phyllida Lloyd er teaterinstruktør, og der er mest liv i filmen når musikken spiller. Ind imellem kniber det med personskildringen hos især birollerne, og Sophies to tanter, Rosie og Tanya, fungerer meget overfladiske som karakterer. Det bliver ikke gjort bedre af, at de to roller bliver for overspillet, og det er simpelthen for teatralsk, for fjollet og for overskruet, og det brød jeg mig ikke rigtig om. Men nu skal jeg ikke lyde som en gnavpot. Hvis jeg nogensinde bliver så kynisk, at jeg ikke kan nyde en film som Mamma Mia!, så håber jeg, at der er nogen der vil prikke mig på skulderen, og sige; "Hør lige her makker...".

Filmens musicalscener er klart det der fungerer bedst, og uden at byde på ligeså imponerende koreografi som flere andre nye musicals, så er de opført med så meget liv, glæde og glimt i øjet, at det slet ikke burde være anderledes. De medvirkende giver alt de har i sig, og selvom flere af skuespillerne ikke er store sangere, så passer deres sang perfekt til filmens charme og uhøjtidelighed.

(copyright: UIP)

Meryl Streep viser sig dog endnu engang som en god sanger, hvilket hun også har gjort i andre film, og hun og den nye stjerne Amanda Seyfried, i rollerne som mor og datter, er filmens oplevelser på skuespilssiden. Amanda Seyfried har haft enkelte forholdsvis store roller på film og Tv, men Mamma Mia! ser ud til at blive hendes store gennembrud. Det er da heller ikke så mærkeligt, at hun i netop denne måned pryder forsiden af det toneangivende trendmagasin Vanity Fair, som en af Hollywoods nye unge stjerner.

Mamma Mia! er generelt set en total nydelse af en filmmusical. Filmen spræller af en lyst til at underholde og skabe glæde, og det kan ikke undgå at smitte af på publikum. Et uimodståeligt og velkomment sommerpostkort, med en vedlagt hyldest til livet og kærligheden.

14 July 2008

DVD-opdatering - 14/7

To uger er gået siden sidste DVD-opdatering, og en stor stak DVD'er har fået plads på de efterhånden tæt pakkede reoler.

Dette er det nye der er kommet ind i min samling i de sidste to uger:


The Directors: Robert Altman
The Directors: Clint Eastwood
The Directors: Michael Mann
The Directors: Sydney Pollack

Disse DVD'er er udgivet af det amerikanske filminstitut, og der findes en lang række udgivelser om forskellige instruktører. Jeg samler på film af disse fire instruktører, så da Second Spin nærmest forærede disse DVD'er væk, slog jeg til. Indholdet er ca. en time lang, og der er interviews med instruktørerne og flere af de skuespillere de har arbejdet sammen med. Ganske interessant.






The Life of Emile Zola
Skuespilleren Paul Muni var en af de absolut bedste til sit fag i 1930'erne. Efter store præstationer i film som bl.a. Scarface, I Am a Fugitive from a Chain Gang og den Oscar-vindende præstation i The Story of Louis Pasteur, viste han endnu engang format i 1937 som forfatteren og politisk aktivist Emile Zola, i denne film der vandt Oscaren for årets bedste film. Paul Muni var en fantastisk skuespiller, men efter 30'erne blev der desværre mere stille omkring ham. I 1959, efter at have været væk fra det storre lærred i flere år, blev han Oscar-nomineret for filmen The Last Angry Man, som også skulle blive Munis sidste film. Han døde i 1967 i en alder af 72 år.

Jesse James
En anden af 30'ernes store skuespillere var Tyrone Power. Han var en stor kvindebedårer i både 30'erne og 40'erne, men også en rigtig god skuespiller. I Jesse James fra 1939 spiller Power den berygtede og berømte "outlaw" Jesse James, mens Henry Fonda er broderen Frank. Filmen er instrueret af Henry King, og han og Tyrone Power lavede en lang række meget vellykkede film sammen.

Bottle Rocket
Instruktør Wes Anderson er en unik amerikansk filmskaber. Alle hans film har et særligt kendetegn, og der er kælet for selv de mindste detaljer. Bottle Rocket er Andersons debutfilm, og selvom hans skæve fingeraftryk ikke er helt så tydeligt som i f.eks. The Royal Tenenbaums og The Darjeeling Limited, så er Bottle Rocket en dejlig film.

Death Sentence
Selvtægtsfilm af instruktøren bag Saw. Filmen er baseret på en bog af den samme forfatter der skrev klassikeren En mand ser rødt med Charles Bronson. Kevin Bacon spiller i Death Sentence en helt almindelig familiefar hvis søn bliver dræbt, hvorefter faderen går på et blodigt hævntogt. Ikke nogen stor film, men herlig underholdende og voldelig..!

Once
Lille film om to musikere der mødes i Dublins gader, og sød musik opstår... Filmen fik en meget flot modtagelse sidste år, og vandt en meget, meget fortjent Oscar for bedste sang. Jeg skriver en anmeldelse af den her på Filmhjørnet, når filmen har forventet dansk biografpremiere d. 5 august.

The Spirit of St. Louis
Witness for the Prosecution

Billy Wilders The Apartment er en af mine absolutte yndlingsfilm, og Wilder selv en af mine yndlingsinstruktører. Så jeg samler selvfølgelig på hans film. Disse to er begge fra 1957. Witness for the Prosecution er et fremragende retsals-drama, hvor førnævnte Tyrone Power har hovedrollen. I den biografiske film The Spirit of St. Louis spiller James Stewart Charles Lindbergh. To rigtig gode film, der hver især viser hvor stor en instruktør Billy Wilder var.

Beetlejuice
Michael Keaton er forrygende i denne absurde gyser-komedie fra Tim Burton. Også store navne som Alec Baldwin, Geena Davis og Winona Ryder er på rollelisten i denne film der var en af 1988s mest populære.

September
En lidt atypisk Woody Allen-film. Ikke desto mindre en fremragende film, hvor man kan se hvilken stor betydning en instruktør som Ingmar Bergman altid har haft for Woody Allen. Der er den sjove historie ved filmen, at den faktisk blev optaget to gange med forskellige skuespillere, fordi Allen ikke var tilfreds med det første resultat.

White Hunter Black Heart
Flot og stemingsfyldt film som Clint Eastwood har instrueret og spiller hovedrollen i. Filmen er baseret på en bog af forfatteren Peter Viertel, og omhandler dennes oplevelser med instruktøren John Huston. Endnu en af Clint Eastwoods store præstationer som både instruktør og skuespiller.

<-- Clint Eastwood som John Wilson i White Heart Black Hunter. En karakter der er baseret på filminstruktøren John Huston.




Sleeper
En til Woody Allen-film til samlingen. Sleeper er en fjollet lille komedie om en mand der vågner op i år 2173, efter at have været nedfrosset i 200 år. Ikke en af Allens bedste komedier, men helt sikkert et grin værd hvis man kan lide Woody Allen.

The Most Dangerous Game
Instrueret af Ernest B. Schoedsack, som året efter lavede klassikeren King Kong sammen med Merian C. Cooper. Filmen er en spændende historie om en greve der driver jagt på mennesker på sin egen private ø.

This Gun for Hire
Endnu en film noir til noir-samlingen. This Gun for Hire byder på ikonet Veronica Lake, og er baseret på en roman af forfatteren Graham Greene. Alan Ladd er fremragende som lejemorder i denne hans første store filmrolle.

Waitress
Dejlig lille film med Keri Russell i hovedrollen som hårdt prøvet servitrice. Filmen er instrueret af Adrienne Shelly, som på tragisk vis blev slået ihjel inden filmen her havde premiere. Det kan ikke undgå at kaste en sort skygge over denne ellers fine film.

Walk Hard: The Dewey Cox Story
Skæv komedie med den herlige John C. Reilly i hovedrollen som den fiktive musiklegende Dewey Cox. Filmen spiller mange steder som en parodi på de mange forskellige biografiske musikfilm som bl.a. Ray og Walk the Line, men jeg må nu indrømme, at jeg var lidt skuffet. John C. Reilly beviser dog sit talent som komiker.

Resurrecting the Champ
En film jeg fik til anmeldelse på Filmnet.dk. Jeg havde ikke de store forventninger, men blev positivt overrasket. Filmens store oplevelse er Samuel L. Jackson som tidligere bokser. Min anmeldelse af filmen kan læses her.

In Bruges
Herlig action/komedie med Colin Farrell og Brendan Gleeson som to lejemordere der, efter et job er gået galt, bliver sendt til Brügge i Belgien. Det viser sig dog hurtigt, at der er meget stor sandsynlighed for, at de ikke slipper levede væk derfra. In Bruges er en både sjov og alvorlig film, som i en meget høj grad lever på en fantastisk sprudlende dialog.

Stop-Loss
Kimberly Peirce fik sin debut som spillefilmsinstruktør tilbage i 1999 med Boys Don't Cry, der gav Hilary Swank en Oscar, men Peirce har først nu lavet en film igen. Stop-Loss er et stærkt drama, omhandlende nutidens amerikanske ungdom og den påvirkning Irak-krigen har på dem. Ikke på højde med Peirces debutfilm, men alligevel en meget seværdig film. Vi må ikke håbe, at der går 9 år igen inden hendes næste film kommer!

De unge år
Death Sentence
Dragon Squad
Arn - Tempelridderen
Ekko
Sweeney Todd

Hvis man nu undrer sig over, at Death Sentence er her igen..! Så er det fordi jeg har fået denne stak til anmeldelse på Filmnet.dk.

Disse er selvfølgelig de danske udgivelser, mens den udgave af Death Sentence jeg selv købte, er den amerikanske. De unge år har jeg fået anmeldt (læs anmeldelsen her), og de andre skal jeg bruge det næste stykke tid til at få anmeldt derinde. Både Arn og Ekko har jeg dog anmeldt her på Filmhjørnet da de havde biografpremiere (her og her).


Det var så det jeg har fået af nye DVD'er i samlingen i de sidste to uger. Men meget mere er på vej til næste DVD-opdatering, og inden det sker, vil der bl.a. komme biografanmeldelser af Mamma Mia! og den nye Batman-film The Dark Knight her på Filmhjørnet. Så hæng på!

11 July 2008

Nyt i biografen - uge 28

En musical og to dokumentarfilm kan uge 28 byde på.

Berlin er Julian Schnabels koncertfilm om Lou Reeds opførelse af sit Berlin-album i St. Ann's Warehouse i Brooklyn, mens dokumentaristen Rob Stewart i Sharkwater viser os den ødelæggende rovdrift hajer er udsat for på grund af deres finner, som flere steder anses for en delikatesse. Berlin kan fanges i Grand Teatret i København, mens Sharkwater går i Gloria-biografen.

I sidste uge kunne man se de fire ABBA-medlemmer Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid sammen i offentlighedens lys for første gang i mere end 20 år, da musicalen Mamma Mia! havde premiere i Stockholm. Daily Mail har en artikel om begivenheden, inkl. masser af billeder. I dag har filmen, der er baseret på den succesfulde verdensomspændende teater-musical, så premiere i Danmark.

Jeg skal ind og se Mamma Mia! en af de kommende dage, så en anmeldelse af den kan forventes her på Filmhjørnet engang i næste uge. Indtil da kan anmeldelser af ugens nye film læses hos CinemaZone.dk.

04 July 2008

Nyt i biografen - uge 27

Kun tre nye film her i uge 27s sommervarme.

Den ene er dog gigantisk. Den første film om Narnia, Løven, heksen og garderobeskabet fra 2005, indspillede for omkring 3½ milliard kroner på verdensplan, og Narnia: Prins Caspian, som er denne uges store premiere, har allerede rundet den ene millard. Jeg holder meget af Løven, heksen og garderobeskabet, så det var ikke uden forventninger jeg gik ind til Prins Caspian i onsdags da den havde premiere. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev skuffet. Min anmeldelse af filmen kan læses lige nedenunder dette indlæg.

Også den romantiske komedie Droppet af Sarah Marshall får premiere i denne uge, og Terry Gilliams Tideland har fundet vej til en enkelt dansk biograf (Grand Teatret i København), her næsten tre år efter den havde premiere på Toronto Film Festival.

Læs som altid anmeldelser af ugens nye film på CinemaZone.dk.

02 July 2008

Biografanmeldelse: Narnia: Prins Caspian

Narnia: Prins Caspian

instruktion: Andrew Adamson.
med bl.a.: Ben Barnes, William Moseley, Anna Popplewell, Georgie Henley, Skandar Keynes, Sergio Castellitto, Peter Dinklage, Warwick Davis.




Da Disney og Walden Media besluttede sig for at filmatisere C.S. Lewis' fantastiske bøger om det eventyrlige land Narnia, var det noget af en udfordring, da Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi netop havde taget verden med storm, og Harry Potter-bøgerne blev filmatiseret og blev meget populære i biograferne. Første Narnia-film, Løven, heksen og garderobeskabet, blev dog en meget stor succes, og indspillede for omkring 3½ milliard kroner på verdensplan. Så det er ikke overraskende, at man nu prøver igen med Prins Caspian, mens Morgenvandrerens rejse allerede er på tegnebrættet.

Løven, heksen og garderobeskabet havde alt det et godt eventyr skal have, og man havde formået at skabe det fortryllede land Narnia på allerbedste vis. Efter oplevelserne i Narnia er Peter, Lucy, Susan og Edmund tilbage i krigstidens London. Et år er gået siden de vendte hjem igen, og de længes alle fire tilbage. En dag i undergrundsbanen sker det. Døren til Narnia åbner sig igen.

Men noget er forandret. Slottet hvor børnene regerede Narnia fra, er nu en ruin, og de finder ud af, at der er gået mange hundrede år. Deres tid i Narnia er en saga blot, og skabningerne i Narnia har for mange år siden udkæmpet en tragisk krig mod det menneskelige Telmarine-folk. Telmariner-prinsen Caspian, som er på flugt fra sin onkel, den onde kong Miraz, har blæst i det magiske horn, der ifølge legenden kan bringe Peter, Lucy, Susan og Edmund tilbage, og det er netop det der er sket, så nu må de fire igen kæmpe for Narnias frihed.

(copyright: Walt Disney Pictures/Walden Media/Buena Vista)

Narnia: Prins Caspian fungerer godt i starten, når de fire søskende kommer tilbage til Narnia, og finder ud af hvad der er sket, og ser, at de nu selv er blevet en del af Narnias ældgamle historie. Men herefter går filmen i stå, og vi mangler i den grad følelsen af at være med i Narnia, som den første film på så fornem vis formåede. Fortællermæssigt byder Prins Caspian ikke på særlig meget, og filmens dramatiske højdepunkter er en række kampscener, mens de hovedpersoner vi kom til at kende og holde af i den første film, næsten kun bliver brugt som skakbrikker heri.

Det sidste og afgørende slag i Prins Caspian er meget imponerende iscenesat, og man tilgiver næsten, at filmen, minus den første 1/4 del, har stået stille indtil det tidspunkt. Men også kun næsten. For Prins Caspian kan på ingen måde leve op til den første film i serien. Men skal den det? Ja, selvfølgelig skal den det til en vis grad, men da de to historier er meget, meget forskellige, så er det måske ikke helt retfærdigt, at sammenligne dem så meget som jeg gerne vil. Men hvis jeg lader være med det, så ændrer det ikke på det faktum, at Prins Caspian som selvstændig film er en stor og tung kolos, som har svært ved at finde det rette ben at stå på, og det største problem med Prins Caspian er simpelthen, at historien ikke har substans nok til at retfærdiggøre en film på mere end to timer.

Narnia: Prins Caspian prøver at være mere mørk og dyster end den første film, og det er den bestemt også flere steder, men ondskaben i form at Kong Miraz og hans følge, kan slet ikke hamle op med isdronningen, den hvide heks, i Løven, heksen og garderobeskabet. Prins Caspian er uden tvivl en meget flot film. Teknisk set er den tæt på perfekt, men den lider meget under, at historien stort set ikke rører sig ud af stedet før til slut.

Men det bliver spændende, at følge de kommende filmatiseringer i Narnia-serien, for jeg kunne godt forestille mig, at Prins Caspian ville kunne komme til at stå stærkere i en samlet helhed. Lige nu er den dog tættere på de 3 stjerner end de 4.