Biografanmeldelse: Vicky Cristina Barcelona

Vicky Cristina Barcelona

instruktion: Woody Allen.
med bl.a.: Scarlett Johansson, Javier Bardem, Penélope Cruz, Rebecca Hall, Patricia Clarkson.






Et filmår er ikke et rigtigt filmår uden en ny Woody Allen-film! Jeg er stor fan af Allen, og nyder også hans mindre vellykkede film, som der dog heldigvis ikke er voldsomt mange af blandt de nu 38 spillefilm han har lavet siden instruktørdebuten i 1969. For Woody Allen-fans er hans årlige film et tilbagevendende højdepunkt hvert år, og selvom Allen med hastige skridt nærmer sig 73 år, er der intet der tyder på, at hans obligatoriske ene film om året bliver ændret lige med det samme. Den næste er allerede i kassen, og vi skal faktisk helt tilbage til 1991 for at finde et år uden en Woody Allen-film. Men så kom der selvfølgelig to nye fra hans hånd i 1992!

I 2005 var Allen taget væk fra sit elskede New York og havde slået sig ned i London, hvor han har lavet tre film i træk, men med Vicky Cristina Barcelona er han igen draget videre. Denne gang til Spanien og den katalanske hovedby Barcelona. Dog er Woody Allen alligevel tilbage i mere velkendt territorium, hvilket måske lyder lidt underligt, men der er en forklaring. Det er nemlig personerne han har placeret i Spanien der er velkendte. Disse velhavende og veluddannede new yorkere er figurer taget ud af en typisk Allen-film, men det specielle er så, at han denne gang har placeret dem så langt væk fra New York.

Det hele starter da Vicky og Cristina ankommer til Barcelona, hvor de skal tilbringe sommeren. En aften opsøger maleren Juan Antonio dem, og på sin ligefremme måde inviterer han dem på en weekend til Oviedo, hvor de, efter hans mening, gerne skulle ende i seng sammen alle tre. Mens Vicky med det samme afslår tilbuddet fra den spanske storcharmør, er Cristina åben for et eventyr, og det ender da også med, at Cristina får Vicky overtalt til at tage med, og så tage den derfra. Weekenden i Oviedo går dog ikke helt som hverken Juan Antonio, Vicky eller Cristina havde regnet med, og resten af sommeren bliver et opgør med de tanker og ønsker de hver især har om livet og kærligheden.

(copyright: The Weinstein Company/Scanbox)

Som altid i en Woody Allen-film er der to ting i fokus - Skuespillerne og dialogen. Og begge dele blomstrer i fuldt flor i Vicky Cristina Barcelona. Javier Bardem er virkelig god som den selvsikre Juan Antonio, og præstationen som den velmenende og ligefremme kunstner er perfekt. Bardems samspil med både Scarlett Johansson og Rebecca Hall er sensuelt og ægte, men det er dog når Penélope Cruz træder ind på scenen som Juan Antonios ekskone Maria Elena, at det virkelig slår gnister.

De første par scener med Penélope Cruz byder på sydlandsk kvindeligt temperament når det er allerbedst, og Woody Allens skrappe replikker til Cruz sidder lige i øjet. Hvor gode disse to end er, så er det dog den mere ukendte Rebecca Hall der stjæler billedet i rollen som Vicky, og Hall formår, at få Vicky til at leve som person meget mere end Scarlett Johansson gør med rollen som Cristina.

Woody Allen har sammen med sin spanske filmfotograf Javier Aguirresarobe skabt et solbeskinnet glansbilledagtigt portræt af storbyen Barcelona og den omkringliggende spanske idyl, og byen bliver med sin arkitektur og kunst en karakter i filmen.

Det samme er den altvidende og skarpt observerende fortællerstemme, som guider os igennem filmen. Den er med til at opretholde en distance til historien, og dermed sidder man som tilskuer og er lidt i tvivl om hvor meget vi egentlig ved om disse personer, da fortælleren ind imellem ironiserer over deres forskellige syn på livet, hvori de klassiske Woody Allen-temaer kommer frem til overfladen. Usikkerheden om sine egne evner og ønsker, og den intellektuelle debateren om tilværelsens både små og store spørgsmål. Det hele medvirker til at gøre Vicky Cristina Barcelona til en varmblodet hyldest til livet, kunsten og kærligheden.

Nyt i biografen - uge 47

Første biograf-uge i 2008 så Woody Allens 37. spillefilm som instruktør, og i denne uge får vi hans film nr. 38! Vicky Cristina Barcelona er en solbeskinnet kærlighedskomedie med et forrygende firkløver af skuespillere. Jeg var inde og se filmen i fredags, og en anmeldelse af den er på vej.

Der er også noget for de mindste i denne uge. Animationsfilmen Madagascar blev en stor succes for tre år siden, og nu er Madagascar 2 landet i biograferne.

Spænding er der i Lakeview Terrace med Samuel L. Jackson i hovedrollen som en politibetjent der ikke er helt fin i kanten, og fra Norge kommer Mig og Yngve, en film om det svære teenage-liv.

Anmeldelser af ugens nye film kan læses på CinemaZone.dk.

DVD-opdatering - 17/11

Selvom privatøkonomien stadigvæk ikke er hvad den har været, så er der da blevet købt lidt ind i den måned der er gået siden sidste DVD-opdatering her på Filmhjørnet. Da det lige har været Halloween, er der forøvrigt kommet en del gysere kommet ind i samlingen.

Wanted
Denne fanden-i-voldske og farvestrålende actionfilm fra den russiske instruktør Timur Bekmambetov, har jeg købt hjem fra England (udkommer i DK til december). Filmen er en adrenalinpumpende omgang, og bare ren og skær ballade. Desværre prøver den at være lidt for filosofisk, og det klæder den ikke. Men seværdig er den bestemt.

Morten og Peter - det komplette gak gak
Nick Horups livsbekræftende Tv-programmer om Morten og Peter er udkommet på DVD, og jeg fik denne til anmeldelse på Filmnet.dk. Min anmeldelse kan læses lige her.

30 Days of Night
Night of the Living Dead
Disse to film blev købt i anledning af Halloween for et par uger siden. Den første er en blodig og ret fremragende vampyrfilm som var oppe i de danske biografer sidste år, og den anden er George Romeros udødelige zombie klassiker. Mange gange imiteret, aldrig overgået og utallige gange hyldet i andre gysere.

Radio Days
Endnu en Woody Allen-film til samlingen (nu mangler jeg kun 2!). Radio Days er et dejligt nostalgisk tilbageblik på Allens egen barndom, en hyldest til New York og tiden hvor tonerne fra radioen fyldte gaderne.

A Nightmare on Elm Street
Alle filmene i denne serie er fornylig blevet udsent i nye udgaver til 50 kr. stk., og jeg købte den første i serien hos Fona. Mere bliver det ikke til, for jeg er ikke særlig begejstret for efterfølgerne. Den første er den klart bedste, og er uden tvivl en af gysergenrens store hovedværker.

The Strangers
Miss Pettigrew Lives for a Day
To biografakutelle film som jeg bestilte hjem fra Axel Music, da de allerede er udkommet på DVD i region 1. Jeg har kun fået set den ene. The Strangers er en bemærkelsesværdig instruktørdebut, og giver et godt brutalt gys, men det er også en lidt ujævn og forudsigelig film. Miss Pettigrew har jeg ikke fået set endnu, men det sker snart. En komedie med uimodståelige Amy Adams i den ene hovedrolle kan kun være seværdig!

Klovn: 5. sæson
Nyeste sæson af Klovn kan ikke helt hamle op med de tidligere sæsoner, men der er dog nogle afsnit i sæsonen som er helt i top. Sæson 6 er i skrivende stund i produktion, og jeg glæder mig meget til endnu en omgang klovnerier med Frank Hvam og Casper Christensen. De har virkelig gjort det godt med denne serie.

Nosferatu
Tysk stumfilmsgyser fra 1922 holder stadigvæk den dag i dag. Jeg havde faktisk planlagt, at skulle se filmen til Halloween, men det tog forhandleren jeg bestilte den hos hele tre uger at skaffe den hjem, så jeg nåede desværre ikke at have den til Halloween-aften d. 31 oktober. Filmen kan selvfølgelig også ses alle andre tider på året, og denne 2 disc udgivelse fra selskabet Kino er virkelig flot.

Indiana Jones og krystalkraniets kongerige
Jeg kan ikke skjule, at jeg var skuffet over denne nye Indiana Joens-film. Den første film i serien er en af mine absolutte yndlingsfilm, og jeg synes meget af magien fra de første film mangler i denne nye. Men det er alligevel en fin oplevelse, og selvfølgelig skulle den hjem på hylden. Jeg anmeldte filmen her på Filmhjørnet da den havde biografpremiere, og den anmeldelse kan læses her.

Nyt i biografen - uge 46

En stille uge her midt i november. Kun to nye film er kommet til landet.

Den ene er dansk, og hedder Lille soldat. Et drama om bl.a. krigstraumer fra Annette K. Olesen. Den anden er fra Frankrig og hedder Et juleeventyr. Det er dog ikke helt så hyggeligt som det måske lyder, for familien, som filmen handler om, har mange alvorlige problemer at slås med.

Anmeldelser af ugens nye film kan som altid læses på CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Quantum of Solace

Quantum of Solace

instruktion: Marc Forster.
med bl.a.: Daniel Craig, Olga Kurylenko, Mathieu Amalric, Judi Dench, Jesper Christensen, Jeffrey Wright.





Den forrige James Bond-film Casino Royale blev en stor succes hos både publikum og anmeldere, og måske vigtigst af alt; også de fleste Bond-fans var begejstrede for den nye stil filmen lagde an. Nu er den officielle Bond-film nr. 22 her så, og den fortsætter hvor Casino Royale sluttede. Bogstavelig talt. Bond vil afsløre den organisation som han kom i karambolage med i Casino Royale, og det fører ham ud i et verdensomspændende ræs, hvor korruption, hensynsløshed og hævntørst florerer i bedste velgående.

Det er al ære værd, at man begyndende med Casino Royale prøvede at kickstarte James Bond til en ny tid, men man skal også passe på, at den rigtige Bond ikke bliver helt væk, og her er Quantum of Solace af og til ved at køre sig selv ud på et sidespor. Der mangler noget, som burde være der. Bl.a. replikken "Bond, James Bond" er lagt på hylden. Vodka-martinien er også væk, og den nærmest obligatoriske scene, hvor Bond affyrer sin pistol ud mod publikum, får vi heller ikke i filmens indledning. Det er selvfølgelig småting, og selvfølgelig er det ikke noget der går ud over filmens kvalitet overhovedet, men det giver anledning til nogle tanker om hvor serien er på vej hen, at man udelader disse klassiske særpræg.

Et andet problem er den måde man har fået disse nyeste film i serien til at hænge sammen. Hvor Casino Royale sagtens kan stå for sig selv, så er Quantum of Solace ikke kun en direkte fortsættelse, som vil være meget svær at følge med i uden at have Casino Royale med i baghovedet, men det er også en film der i stor grad lægger op til endnu en efterfølger. I mine øjne er det meget vigtigt, at det ikke sker, men at man derimod finder på noget helt nyt i den næste film, som handlingsmæssigt ikke har noget at gøre med disse to nyeste film i serien.

(copyright: MGM, Columbia Pictures, Sony)

Den tysk/schweiziske instruktør Marc Forster var et overraskende valg som instruktør af Quantum of Solace, da hans tidligere dramaer Monster's Ball, Finding Neverland og Drageløberen ikke ligefrem giver løfter om en instruktør der kan håndtere de hårdkogte actionscener som en James Bond-film skal byde på. Men Forster har overordnet set lavet et godt stykke professionalt arbejde, selvom man godt kan se, at der ikke er noget nyskabende lagt ind i actionscenerne, som med sin intensitet låner en del fra det Paul Greengrass skabte med de to Bourne-film The Bourne Supremacy og The Bourne Ultimatum. Forster har bestemt skruet scenerne godt sammen, men de mangler noget originalitet og personlighed i deres udtryk.

Daniel Craig er endnu en gang fremragende som 007, og den spirrende brutalitet og kynisme Bond lagde for dagen i Casino Royale, som var langt mere fremtrædende end i de tidligere film med den elegante gentleman-agent, fortsætter i den grad i Quantum of Solace. Der er smæk for skillingen lige fra første billede, og filmen byder på en håndfuld centrale actionscener, hvor især en scene på et afsidesliggende ørkenhotel i Bolivia er overbevisende iscenesat. Man har desuden smidt en masse referencer og hyldester til tidligere Bond-film ind i Quantum of Solace, og det er både frækt og meget vellykket.

Som James Bond-film er Quantum of Solace en lidt mærkværdig størrelse, for den fungerer mest af alt som et appendiks til Casino Royale, som på så fornem vis førte Bond på vej ind i fremtiden. Men selvom den mangler nogle elementer, så er Quantum of Solace bevidst om sin plads i Bond-serien, og uanset hvad, så bliver det spændende at følge med på den vej James Bond har begivet sig ud af.

Biografanmeldelse: Frygtelig lykkelig

Frygtelig lykkelig

instruktion: Henrik Ruben Genz.
med bl.a.: Jakob Cedergren, Lene Maria Christensen, Kim Bodnia, Lars Brygmann.






kommer snart

Nyt i biografen - uge 45

Et par små film og et gigantisk monster af en film landede i de danske biografer i denne uge.

Fra Norge kommer dramaet De usynlige, som har danske Trine Dyrholm i hovedrollen, og fra Holland kommer børnefilmen Hvor er Winkys hest?, fortsættelsen til Winkys hest, som var i biograferne i Danmark sidste år.

Ugens store film er selvfølgelig den nye James Bond-film Quantum of Solace. Daniel Craig er tilbage som agenten med licens til at dræbe, og der er ikke mange stille øjeblikke i dette hæsblæsende 22. afsnit i James Bond-serien. Jeg var inde og se filmen i fredags, og en anmeldelse skulle gerne være lige på trapperne.

Anmeldelser af alle ugens nye film kan findes på CinemaZone.dk.

Nyt i biografen - uge 44

Lidt nyt fra forskellige steder i verden i uge 44.

Fra Sverige kommer Jan Troells (ham med de klassiske Udvandrerne og Nybyggerne) Maria Larssons evige øjeblik. Filmen har fået nogle gode anmeldelser, og er dette års svenske bidrag i kampen om en Oscarnominering for bedste ikke-engelsk sprogede film.

Skønne naturbilleder er der i den franske Pigen og ræven og den kinesiske Rejsen hjem, mens vi fra England får herlig komedie i Miss Pettigrews fantastiske forvandling, med vidunderlige Amy Adams i en af hovedrollerne.

Det var jo Halloween i fredags, og det blev markeret med to nye gyserfilm i biograferne. Saw 5 er nyeste del af Saw-serien, som efter min mening ikke har været særlig meget ved siden den udmærkede 1'er. Instruktørgerningen er denne gang overladt til debutanten David Hackl. Debutant er også Bryan Bertino, som står bag ugens anden gyser, The Strangers, om et ungt par der får et uventet besøg som udvikler sig til et voldsomt mareridt.

Anmeldelser af ugens nye film kan som altid findes hos CinemaZone.dk.

Der har været stille her på Filmhjørnet på det sidste. Men sådan er det jo desværre engang imellem. Nogle gange bliver ens fritidsinteresser forsømt. Men jeg håber meget, at jeg kan få skrevet anmeldelser af Max Payne og Frygtelig lykkelig, som jeg så sidste fredag. Indtil da vil jeg her benytte lejligheden til at anbefale Frygtelig lykkelig på det varmeste. En af årets bedste danske film. En skæv og lun film med sort, sort humor.

Biografanmeldelse: Max Payne

Max Payne

instruktion: John Moore.
med bl.a.: Mark Wahlberg, Mila Kunis, Beau Bridges, Chris 'Ludacris' Bridges, Chris O'Donnell, Olga Kurylenko.





Det har vist sig, at være meget svært, at overføre populære computerspil til biografens lærred. Mange har prøvet, og stort set alle har fejlet på den ene eller den anden måde. Præcis hvorfor, er svært at gøre sig klog på, men et bud kan være, at computerspil indeholder så mange facetter i den måde historien udvikler sig på for hver individuel spiller, at det bliver næsten umuligt, at tilfredsstille alle fans af spillet, og dermed ender man tit med en rodet fortælling på det store lærred.

Max Payne er nyeste skud på stammen af film der er baseret på computerspil. Spillet så første gang dagens lys til PC i 2001, og med sin dystre stil og actionprægede form, blev det hurtigt en stor succes. Personligt sætter jeg mig ikke ned til en film som denne med en forudindtaget holdning eller forventning, da jeg ikke kender meget til denne slags computerspil, og min umiddelbare konklusion er, at filmen stilmæssigt er ret vellykket, men historiemæssigt halter på alt for mange punkter.

(copyright: 20th Century Fox/SF Film)

Handlingen i filmen lægger sig en stor del af tiden tæt op ad spillets. Vi er i en kold verden, hvor sneen og regnen falder ned over storbyens gader. Max Payne er politibetjent, og er opsat på at finde ud af hvem der slog hans kone Michelle og deres barn ihjel. Der sker flere mord, som måske har en forbindelse til konen og barnets drabsmænd, og Payne slår sig sammen med den barske Mona, hvis søster også er blevet slået ihjel, og sammen drager de ind i mørket i jagten på gerningsmændene. En rejse der åbner for dystre hemmeligheder og hallucinerende narkotiske stoffer med mytologisk forbindelse.

Max Payne er overordnet set en underholdende film, og man formår at skabe en rigtig god stemning, men det kniber dog lidt med selve historien, som simpelthen er alt, alt for forudsigelig og har svært ved at træde i karakter, fordi den kommer alt for vidt omkring og dermed ikke rigtig formår, at holde fokus rettet på filmens grundpræmis. Mark Wahlberg er en træmand i hovedrollen, men det er måske også som det skal være. Det virker meget som om filmen forventer, at man kender selve karakteren Max Payne, og derfor bliver det en lidt utaknemmelig opgave for Wahlberg at puste liv i ham.

Filmen er ikke voldsomt fyldt med action, men den prøver at skabe en mørk og dyster stemning, hvilket den formår ganske godt, selvom den her og der bliver lidt for kold og distancerende. Max Payne er ikke nogen fantastisk actionfilm, dertil er der for lidt rigtig action, men hvis man ser bort fra de fortællermæssige problemer, så er det en ok spændingsfilm, med en fin knivspids mytologi oveni.