Biografanmeldelse: The Green Hornet

instruktion: Michel Gondry.
med bl.a.: Seth Rogen, Jay Chou, Cameron Diaz, Christoph Waltz.
bio-premiere d.: 27 januar 2011.
distributør: Walt Disney/Sony Pictures DK.






I den efterhånden endeløse række af superheltefilmatiseringer, er turen nu kommet til en af de ældste af dem alle. The Green Hornet så dagens lys som radiospil i 1936, og fik senere sin egen tegneserie. I biografens mørke kunne han i 1940'erne ses i en serie af kortfilm, og sidenhen dukkede han op på den lille tv-skærm i 1960'erne, hvor legendariske Bruce Lee spillede den grønne hveps' makker Kato.

Men nu er det altså en stor Hollywood-film der fortæller historien om rigmandssønnen Britt Reid, som efter faderen dør af en tilsyneladende allergisk reaktion på et bistik, begynder at bekæmpe kriminelle. Komikeren Seth Rogen står selv bag manuskriptet til filmen, og spiller hovedrollen som Britt/Green Hornet. Og han gør det udmærket. Ved første øjekast er han ikke en type der passer ind i en rolle som denne, men det viser sig hurtigt, at han, på grund af den vinkel man vælger at give filmen, hvor humoren spiller en stor rolle, alligevel passer ganske fint ind i filmens univers.

(copyright: Walt Disney/Sony Pictures DK)

Filmen løber desværre ind i selvskabte problemer, fordi dens komiske univers langt fra fungerer så velsmurt som det kunne have gjort. På papiret har man ellers en god kombination. Instruktøren Michel Gondry har før stået bag intelligente og udfordrende romantiske komediedramaer som Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep, og han er om nogen mand for at få det skæve gjort seværdigt. Der er bare alt for langt mellem de seværdige øjeblikke i The Green Hornet.

Det hjælper heller ikke på det, at det af og til virker som om man glemmer filmens skurk, som vi bliver introduceret for tidligt i filmen, men som bliver brugt alt for lidt. Og det er mærkværdigt, for østrigske Christoph Waltz, der fik sit internationale gennembrud forrige år i sin Oscar-vindende rolle i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, gør sit bedste for at gøre skurken uforglemmelig på den helt rigtige klichéagtige måde som en tegneserie-superskurk helst skal være.

Hvis The Green Hornet havde holdt fast i sine rene komiske sider, og ikke smidt ligegyldige og klodsede tematikker om mediernes rolle i samfundet ind i billedet, for ikke at tale om de kønsløse og for lange actionscener, der er ualmindelig svære at engagere sig i, ville vi have haft at gøre med en film, der havde sin helt egen stemme. Men den ender i stedet som en vægelsindet bi, der ikke ved om den skal stikke eller flyve sin vej igen.

Nyt i biografen - uge 4

I denne uge kommer endnu en film i rækken af tegneseriefilmatiseringer. I The Green Hornet er denne gang Seth Rogen der er krøbet i superheltekostumet. Ugens anden amerikanske film er komedien Morning Glory, hvor Rachel McAdams prøver at få skabt et succesfuldt morgen Tv-show. Harrison Ford og Diane Keaton er værterne på showet.

Den engelske mesterinstruktør Mike Leighs senste film Another Year, kan opleves i København, Århus og Odense, og årets første danske film kommer i skikkelse af Dreng, som handler om en 18-årig dreng der indleder et kærlighedsforhold til en dobbelt så gammel kvinde. Filmen er skuespiller Peter Gantzlers spillefilmsdebut som instruktør, og den har en lidt utraditionel premiere, da Gantzler selv tager den på en tur til både større og mindre byer rundt omkring i landet i den næste måneds tid. Startende i denne uge i det østjyske.

Anmeldelser af The Green Hornet og Morning Glory er på vej her på Filmhjørnet.

Biografanmeldelse: Black Swan

instruktion: Darren Aronofsky.
med bl.a.: Natalie Portman, Vincent Cassel, Mila Kunis, Barbara Hershey, Winona Ryder.
bio-premiere d.: 20 januar 2011.
distributør: 20th Century Fox.





Lige siden debutfilmen Pi i 1998 har filminstruktøren Darren Aronofsky fokuseret på den menneskelige psyke i sine film. Om det er den indre kamp mod tankerne som i Pi, kampen mod stofmisbrug som i Requiem for a Dream, eller kampen for at overvinde sig egen krops begrænsninger som i The Wrestler. Dette er ikke anderledes i Black Swan, hvor hovedpersonen må kæmpe med både kroppens formåen og den menneskelige psykes spidsfindigheder.

Natalie Portman yder en enestående præstation som balletdanserinden Nina Sayers. Nina lever en beskyttet tilværelse hjemme hos sin mor, og er tilknyttet balletten i New York, hvor hun stræber efter hovedrollen i opsætningen af Tjajkovskijs Svanesøen. Den grænseoverskridende instruktør på balletten giver hende rollen, og Nina må nu bevise, at hun på samme tid kan være den uskyldige hvide svane, og den mørke, sensuelle sorte svane. Transformationen på scenen flyder sammen med Ninas eget liv, og på et tidspunkt kan hun ikke skelne mellem hvad der er virkelighed, og hvad der kun foregår i sindets afkroge.

(copyright: 20th Century Fox)

Black Swan begynder som en ganske traditionel fortælling om ambitioner, men man aner hurtigt, at der gemmer sig noget under overfladen. Darren Aronofsky iscenesætter det hele på en meget virtuos måde, og flere scener er så velkonstrueret, at de tager pusten fra en på grund af den måde som fotografering og musik kommer til at gå op i en højere enhed. Der er ingen tvivl om, at Black Swan i den grad tilhører to personer. Aronofsky selv, og Portman, som er storfavorit til at vinde en Oscar for sin præstation, når dette års gyldne statuetter bliver uddelt d. 27 februar.

Der er en stor opmærksomhed på detaljerne i Black Swan, og den formår på en troværdig måde at skildre balletten og de fysiske udfordringer den kræver. En enkelt detalje som jeg dog mener bliver forsømt lidt i filmen, og godt kunne have haft brug for lidt mere fokus og indsigt, er Ninas privatliv sammen med moderen. Spillet mellem den voksne Nina på sit værelse fyldt med bamser, og moderen som en årvågen beskytter. Deres forhold udspiller sig flere gange på en meget upassende og ildevarslende måde, men man går i mine øjne ikke helt i bunden med dette mere håndgribelige pyskologiske aspekt af historien, men retter mere fokus på Ninas sindstilstand, der bliver mere og mere udfordret.

Faktisk bliver den så udfordret, at Black Swan nærmest går over i en klassisk Grand Guignol-gyserfortælling, og det er sammen med iscenesættelsen og skuespillet den helt store styrke i Black Swan, at den formår at udvikle sig til meget mere end den ser ud til på overfladen.

Biografanmeldelse: Season of the Witch

instruktion: Dominic Sena.
med bl.a.: Nicolas Cage, Ron Perlman, Claire Foy, Ulrich Thomsen.
bio-premiere d.: 20 januar 2011.
distributør: Nordisk Film.






Personligt mener jeg, at det altid er værd at have paraderne oppe, når et næsten samlet anmelderkorps er enige om, at en given film er ubegribelig dårlig. For lur mig om ikke der hos nogle kan gå lidt sport i den med at svine filmen mest muligt til, og derfor måske overdrive en smule.

Så det var med åbent sind jeg satte mig til rette for at se Season of the Witch, en film der blev haglet ned af de amerikanske anmeldere da den havde premiere lige efter nytår, og netop har fået samme brutale medfart af de danske anmeldere.

Handlingen udspiller sig i et pesthærget Europa i midten af 1300-tallet. De to venner Behmen (Nicolas Cage) og Felson (Ron Perlman) er netop vendt hjem fra korstogene (hvilke korstoge der her er tale om er meget uklart, for de slag vi får fortalt at Behmen og Felson deltager i, passer slet ikke med tiden filmen foregår i!). Men det er en mindre ting. Husk det åbne sind! Behmen og Felson påtager sig ved hjemkomsten en farlig opgave. En ung kvinde er under anklage for hekseri, og de skal hjælpe med at eskortere hende til et afsidesliggende kloster, hvor man håber at drive det onde ud af hende.

(copyright: Nordisk Film)

I store dele af Season of the Witch var jeg faktisk udmærket underholdt, og på turen som vore venner begiver sig ud på, er der nogle fine og atmosfærefyldte scener i bjerge og skove, som næsten minder om en fantasy-eventyr film fra 80'erne. Men én ting er underholdningen. Det er ikke kun gode film der kan være underholdende. En anden ting er f.eks. dialogen, og her er Season of the Witch meget, meget gumpetung. Til tider er den ulidelig selvhøjtidelig, og andre gange er replikkerne mellem Cage og Perlmans figurer så tåbelige, at man tror at et par drikkekammerater fra den lokale bodega er rejst tilbage i tiden.

Hvis jeg ikke havde set det sidste kvarters tid af Season of the Witch, ville jeg sige, at anmelderne har overdrevet, og filmen da ikke er direkte dårlig. Bare lidt ligegyldig. Men jeg så desværre det sidste kvarter af filmen, og her mister den fuldstændig forstanden. Vi er simpelthen ude i en film der er så skizofren, at den pludselig virker som en helt anden film. Ud af det blå ændrer den karakter til at blive noget, som en Sam Raimi kunne have lavet. Problemet er bare, at en Sam Raimi film som f.eks. Army of Darkness skal være komisk. Intet i Season of the Witch tyder på, at dens mange komiske øjeblikke er tilsigtet. Men om det i sig selv er en kvalitet, at være ufrivillig komisk, er så spørgsmålet...

Nyt i biografen - uge 3

Denne uge får to store amerikanske film premiere. Nicolas Cage spiller hovedrollen i Season of the Witch, der foregår i et pesthærget Europa, hvor en ung kvinde bliver beskyldt for at være heks. På rollelisten er bl.a. også Ron Perlman, Christopher Lee og danske Ulrich Thomsen.

I Black Swan ses Natalie Portman i hovedrollen som en balletdanserinde der presser sig selv til det yderste, for at få drømmerollen. Darren Aronofskys film har vundet masser af priser, og Natalie Portman vandt en Golden Globe for rollen i søndags. Mange anser hende også for at være favorit til at vinde årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

Desuden er der premiere på to dokumentarfilm. "Månedens dokumentar" i Cinemateket i København er den amerikanske The Parking Lot Movie, der fortæller en historie om en gruppe unge parkeringsvagter. Den vises fra d. 18 til d. 23 januar. Flere steder i landet kan den franske Yves Saint Laurent: Den store kærlighed ses. Og ja, det er selvfølgelig en film om den berømte modeskaber Yves Saint Laurent.

Her på Filmhjørnet anmelder jeg Black Swan og Season of the Witch i de kommende dage.

Biografanmeldelse: The Next Three Days

instruktion: Paul Haggis.
med bl.a.: Russell Crowe, Elizabeth Banks, Olivia Wilde, Brian Dennehy, Liam Neeson.
bio-premiere d.: 13 januar 2011.
distributør: SF Film.





Selv ellers altid ultrakølige Jack Nicholson havde et overrasket udtryk i ansigtet en februar aften i 2006, da Paul Haggis' Crash vandt Oscaren for årets bedste film foran storfavoritten Brokeback Mountain. En svær succes at følge op på, men Haggis gjorde det godt med dramaet In the Valley of Elah, og nu prøver han så kræfter med en mere actionpræget film, der dog samtidig indeholder mange af de elementer af menneskeligt drama, som hans tidligere film har haft.

The Next Three Days er en genindspilning af den franske film Alt for hende, som havde en begrænset biografkørsel i Danmark sidste sommer, og faktisk netop er udkommet på DVD for et par dage siden. I denne nye version spiller Russell Crowe hovedrollen som John. En helt almindelig mand med et helt almindeligt familieliv, et godt job, en smuk kone og et dejligt barn. Men det hele ændrer sig, da konen pludselig bliver anholdt for mordet på sin egen chef. Selvom beviserne er stærke, er John dog overbevist om, at denne person som han kender allerbedst, ikke kunne have begået sådan en udåd, så da alle muligheder for at få hende frikendt er opbrugt, udtænker John en snedig og farlig plan om at befri hende.

(copyright: SF Film)

Russell Crowe gør det rigtig fint i The Next Three Days. Crowe har efterhånden gjort en karriere ud af at spille de hårde karakterer, der på samme tid ofte indeholder en blød side. Rollen som John er ingen undtagelse, og for at filmen skal fungere, kræver det, at man tror på at John kan forvandle sig fra familiefar, til desperat at forfølge den sandhed som han selv fuldt og fast tror på. Crowe udfylder rolle til perfektion, og får os til at tro på ham. Men også filmen selv er klar over, at det hele ikke skal være for nemt for denne mand, som aldrig nogensinde har prøvet noget lignende. Han er ikke nogen actionhelt. Han er en helt almindelig mand der begår dumme fejl.

At dette element fungerer så godt, betyder meget, for filmen har nogle små problemer her og der. Selvom den anerkender sin hovedpersons almindelighed, virker det på et tipdsunkt som om den alligevel har svært ved at bestemme sig til hvor let spil John skal have. Det begynder godt og virker meget naturligt, når John er usikker og laver fejl, men pludselig sætter tilfældighederne ind og tager for meget over. At dette mest sker i den afsluttende fase, hvor tempoet sættes i vejret, er en formildende omstændighed, for når filmen beholder fokus og troværdighed, så er den virkelig en medrivende spændingsfilm.

Biografanmeldelse: Devil

instruktion: John Erick Dowdle.
med bl.a.: Chris Messina, Logan Marshall-Green, Jenny O'Hara.
bio-premiere d.: 13 januar 2011.
distributør: UIP Danmark.






Åbningssekvensen i den amerikanske gyser Devil, er så uventet og så frækt udført, og sætter tonen for filmen så perfekt, at man er lige ved at se gennem fingre med de mangler filmen ellers har i den forholdsvis korte spilletid på under 1½ time.

Devil markerer første forsøg i en forventet serie af gysere, der bærer betegnelsen "The Night Chronicles". Det er Den sjette sans-instruktør M. Night Shyamalan der kommer med en idé, og producerer så filmen som andre instruerer og skriver selve manuskriptet til. Som vi ved fra Shyamalans egne film, så er han fuld af idéer, og bedømt ud fra Devil, så kan man sagtens se frem til flere små, stramt fortalte film i denne serie.

Historien i Devil er meget enkel, og udspiller sig over kort tid på et begrænset område. Vi befinder os i en amerikansk storby, og fem fremmede er gået ind i en elevator i et højhus. På vej opad går elevatoren i stå, og det der først bare begynder som irritation, for både dem i elevatoren og medarbejderne i højhuset der må prøve at hjælpe, ender med at blive en desperat kamp for at overleve. For noget ondt er løs i bygningen, og det giver ikke op, før den sidste sjæl i elevatoren er taget!

(copyright: UIP)

Devil er ikke en gyser der er ude på at skræmme sine tilskuere hvert femte minut. Den tager sig god tid til at sætte sin historie i scene, og på den måde får den skabt en stemning, som er filmens allerstørste force. Man bruger mørket til at skjule det slemme der sker. Lyset i elevatoren går ud, og når det kommer tilbage, er en af de indespærrede passagerer død. Men vi hører lyden af det der sker imens det er mørkt, og lydbilledet er i det hele taget meget gennemført i Devil, hvor musikken er tydeligt inspireret af kompositionerne i mange af Hitchcocks film.

Men jeg nævnte nogle mangler, og en af dem er, at der mangler kød på historien. På trods af filmens korte spilletid, så føles det alligevel som om den ind imellem går for meget i stå og gentager sig selv. Vi kommer ikke tæt nok ind på livet af ofrene i elevatoren, og deres reaktionsmønstre er meget præget af den måde historien skal udfolde sig på.

Her mangler filmen den tid, som den ikke giver sig selv, og det kommer også til udtryk, da den prøver at komme ind på nogle temaer som skyld og tilgivelse. Men når Devil spiller på den rene spænding, så gør den det godt. Den er stemningsfyldt og opfindsom i sit filmiske sprog, og sammenlagt bliver det i sidste ende nok til, at filmen gør sig godt som en lille ond gyserfortælling.

Biografanmeldelse: Alt hvad du har

kommer snart

Nyt i biografen - uge 2

Masser af nye film i denne uge, hvor den store premierefilm er den amerikanske komedie Alt hvad du har. Filmen af James L. Brooks har bl.a. Oscarvinderne Reese Witherspoon og Jack Nicholson på rollelisten, og har premiere i omkring 75 biografer landet over som en del af Biografklub Danmark.

Landets større byer får fornøjelsen af spændingsfilmen The Next Three Days med Russell Crowe i hovedrollen. Filmen er en genindspilning af den franske film Alt for hende, der i en kort overgang kunne ses i få danske biografer sidste sommer, og som netop er udkommet på DVD.

I København og Århus er der premiere på gyseren Devil, der er baseret på en historie af Den sjette sans-instruktør M. Night Shyamalan, og i de to byer kan man også se Julian Schnabels Miral, en film om en idealistisk kvindes oprettelse af et børnehjem i Jerusalem i 1948. Aalborg får sammen med København og Århus premiere på det rumænske drama Tirsdag efter jul, samt den svenske Miss Kicki med Pernilla August i hovedrollen, mens der i København er premiere på dokumentarfilmen Waiting for Superman, der tager pulsen på det amerikanske skolevæsen.

Jeg vil i de kommende dage anmelde Alt hvad du har, Devil og The Next Three Days her på Filmhjørnet.

Biografanmeldelse: Winter's Bone

instruktion: Debra Granik.
med bl.a.: Jennifer Lawrence, John Hawkes, Dale Dickey.
bio-premiere d.: 6 januar 2011.
distributør: Miracle Film.






Selvom det er Hollywood vi ofte forbinder med amerikansk film, så bliver der produceret masser af amerikanske film som er lavet langt væk fra filmbyens blitzlys og røde løbere. Ofte med et budget der er langt mindre, end hvad mange danske film koster at lave. Disse film kan godt forsvinde i mængden af større film med større stjerner i hovedrollerne, men af og til dukker der en film op, som har det der skal til, og netop fordi den har alle kvaliteterne, pludselig befinder sig i blitzlyset og på de røde løbere.

En sådan film er Winter's Bone. Historien udspiller sig i en øde, fattig egn i Ozark-bjergene i det sydlige Missouri, og det amerikanske filminstitut har allerede udnævnt filmen som en af 2010s ti bedste amerikanske film, mens den unge hovedrolleindehaver Jennifer Lawrence er blevet nomineret til store priser for sin præstation. Næste stop kunne meget vel bliver Oscaruddelingen til februar, og det vil være fuldt fortjent, hvis hun om et par uger får den Oscarnominering, som mange forventer hun vil få.

(copyright: Miracle Film)

Lawrence er nemlig intet mindre end imponerende som den 17-årige Ree. Hun er som en forælder for sine to mindre søskende. Moderen sidder syg i en stol hele dagen, og den kriminelle far er pludselig forsvundet. Han er involveret i methamfetaminproduktion, og skulle have været i retten inden længe. Huset blev ved hans løsladelse sat i kaution, og hvis ikke Ree finder faderen snart, mister de huset. Så hun begiver sig ud på de støvede veje for at lede, men hun bliver mødt af lukkede døre og familiehemmeligheder.

Rees meget viljestærke og hårde ydre fanger Lawrence perfekt, men Ree er også bare et barn, der er blevet tvunget til at blive voksen for hurtigt, og den usikkerhed det utvivlsomt fører med sig, ses på samme tid i Lawrences præstation, der på overbevisende måde fanger alle nuancer i figuren hun spiller. Jennifer Lawrence har før gjort sig bemærket i den oversete The Burning Plain, og der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at høre meget mere til hende i de næste mange år.

Winter's Bone tager på et tidspunkt en brat drejning, og udvikler sig fra at være et socialrealistisk portræt, til at være en decideret thriller. Det er en ændring som jeg personligt havde lidt svært ved at godtage lige med det samme, men filmen formår at finde sporet igen, og udvikler sig derfra på en måde, så vi ikke er i tvivl om, at disse mennesker må og skal være lige så hårdføre som det grå og trøstesløse landskab som de kalder for hjem.

Biografanmeldelse: Love & Other Drugs

instruktion: Edward Zwick.
med bl.a.: Jake Gyllenhaal, Anne Hathaway, Oliver Platt, Hank Azaria.
bio-premiere d.: 6 januar 2011.
distributør: 20th Century Fox/SF Film.






Edward Zwick har i de senere år instrueret stort opsatte actiondramaer som The Last Samurai, Blood Diamond og Modstand, men med sin seneste film er han gået tilbage til rødderne og de romantiske forhold, som han tidligere i karrieren belyste i bl.a. Dig og mig og tv-serien Livet omkring de 30. Desværre er det denne gang langt fra så vellykket som tidligere.

De unge stjerner Jake Gyllenhaal og Anne Hathaway er i front i Love & Other Drugs. Gyllenhaal som Jamie, en ung og selvtillidsfyldt kvindebedårer, der nærmest ved et tilfælde er endt som sælger for medicinalindustrien. Hathaway som Maggie, en sygdomsramt kunstner, der ved et tilfælde møder Jamie hos sin læge. Gyllenhaal og Hathaways altid naturlige charme i lige meget hvad de foretager sig, og deres endnu engang meget karismatiske præstationer, er til dels grunden til at Love & Other Drugs er seværdig, for fortællermæssigt halter den alt for meget.

(copyright: 20th Century Fox)

Filmen har flere gange meget svært ved at finde den rette tone. Let på tå det ene øjeblik og alvorlig det andet, og pludselig bliver der smidt platheder fra forskellige biroller ind midt i det hele, mens et sideplot hvor Jamie bliver Viagra-sælger, mest af alt fungerer som et regulært "slap-stick" indslag. Det hele bliver flere gange en mærkværdig sammenblanding, som aldrig rigtig fungerer, og oveni det bliver selve grundhistorien, Jamie og Maggies forhold, aldrig for alvor troværdigt. Man har for travlt med at få dem til at kaste sig over hinanden og smide tøjet (hvilket de gør meget!), og forholdet forbliver på et overfladisk plan i alt for store dele af filmen.

Men nu skal det ikke lyde som om det hele er skidt, for det er det slet ikke. Filmen har et velsammensat soundtrack af både kendte og mindte kendte pophits, den holder tydeligvis af sine hovedpersoner, og den formår på et tidspunkt at finde nogle reelle følelser frem, for da Maggies sygdom - hun lider af Parkinsons - pludselig begynder at spille ind i forholdet, kommer der elementer med mere bid, substans og ægte sødme.

Love & Other Drugs er på bundlinien en tematisk set utrolig rodet film, på samme tid som det er en film man næsten føler fortjener bedre, end det indtryk som den ender med at efterlade.

Biografanmeldelse: Due Date

instruktion: Todd Phillips.
med bl.a.: Robert Downey Jr., Zach Galifianakis, Michelle Monaghan, Jamie Foxx.
bio-premiere d.: 6 januar 2011.
distributør: Sandrew Metronome.






John Hughes 80'er-klassikeren Plains, Trains and Automobiles, der også går under den mere mundrette danske titel Røvtur på 1. klasse, har ikke levet forgæves, for årets første grinetur i biografen skylder filmen med Steve Martin og John Candy i hovedrollerne rigtig meget.

Det hele begynder da arkitekten Peter Highman skal hjem til Los Angeles i tide til at være med til at konen skal føde ved kejsersnit. Allerede ved ankomsten til lufthavnen i Atlanta går det dog galt. Han render ind i den håbefulde skuespiller Ethan Tremblay, som er på vej til Hollywood. Den klodsede klumpe-dumpe Ethan formår at få smidt dem begge af flyet, og Peter mister både sin bagage og sin tegnebog, så han er nødsaget til at sætte kurs mod Los Angeles i bil sammen med Ethan, som har lidt penge at bruge på turen.

En begivenhedsrig tur venter forude for det umage makkerpar, og Peter oplever i løbet af de få dage i selskab med Ethan, at blive skudt med en gummikugle af en flybetjent, få tæv af en krigsveteran i kørestol og brække armen i et biluheld. Og det er kun en lille del af det der sker med den hårdt prøvede Peter.

(copyright: Sandrew Metronome)

Instruktøren Todd Phillips, der stod bag den populære The Hangover, som i de danske biografer gik under titlen Tømmermænd i Vegas, har i Due Date genbrugt et af sin forrige films helt store aktiver, nemlig komikeren Zach Galifianakis, og hans figur i Due Date er som taget direkte ud af The Hangover. Igen spiller han en mand uden skyggen af sociale færdigheder. En mand som kan sige de mest absurde og bizare ting, men på samme tid få det til at lyde ganske normalt! Overfor ham er Robert Downey Jr. perfekt som den lidt arrogante Peter, og Due Date byder på et herligt samspil mellem de to på deres tur tværs over USA.

Due Date er hårdt men ærligt sagt ikke en komedie der vil blive husket for noget som helst. Men den leverer det den skal. Godt med grin og sjove situationer, samt et par yderst veloplagte hovedrolleindehavere. Flere situationer i løbet af filmen går desværre ud på et overdrev, og ender med at blive lidet troværdige. F.eks. da Ethan er kørt forkert og de to rejsekammerater er endt i Mexico, og her må prøve at slippe væk fra nogle grove mexicanske grænsebetjente.

Men alligevel kommer Due Date ind med mere end bare skindet på næsen, og det er ikke mindst grundet samspillet mellem Downey Jr. og Galifianakis, og den herlige måde hvorpå de leverer manuskriptets af og til ganske kvikke replikker.

Nyt i biografen - uge 1

Ugens store biografpremiere i den første uge i det nye år, er komedien Due Date med Robert Downey Jr. og Zach Galifianakis. I Tømmermænd i Las Vegas-instruktør Todd Phillips' nye film kommer det umage par ud på en begivenhedsrig køretur tværs over USA. Filmen har premiere i omkring 50 biografer landet over.

Ca. halvt så mange steder kan man se dramakomedien Love & Other Drugs med Jake Gyllenhaal og Anne Hathaway i hovedrollerne, og i begrænset premiere i København, Århus, Odense og Aalborg kommer den lille amerikanske film Winter's Bone, som har høstet mange roser siden den for et års tid siden vandt hovedprisen på Sundance Film Festival.

"Månedens film" i Cinemateket i København er dramaet The Messenger, der fik to Oscarnomineringer sidste år. Filmen bliver vist fra d. 6 til den 16 januar, men er i mine øjne et lidt besynderligt valg som månedens film, da filmen har været ude på DVD i tre måneder.

I de kommende dage vil der komme anmeldelser af Due Date, Love & Other Drugs og Winter's Bone her på Filmhjørnet.

Godt nytår - og velkommen tilbage

Ja, som overskriften siger. Godt nytår og velkommen tilbage! Et nyt år er begyndt, og jeg vil i den anledning prøve at få gang i Filmhjørnet igen, efter der blev lukket for det varme vand for et lille halvt år siden...

Som man kan se, hvis man har læst med før, så har jeg også besluttet at give mit hjørne et nyt design, og jeg vil nu prøve at komme i gang med at skrive filmanmeldelser igen, for det er der problemet har været. Selvom jeg ikke skrev herinde i sidste halvdel af 2010, så betød det nemlig ikke, at jeg så færre film. Jeg så dog ikke nogle der var bedre end to film som jeg nåede at anmelde herinde og gav topkarakterer til. Det hvide bånd og Up in the Air.

De sidste par år har jeg herinde lavet en top 10 over året der gik, og jeg kan da lige for syns skyld fortælle hvordan min liste over de bedste film fra året der er gået ser ud:

10. The Social Network
  9. The Town
  8. An Education
  7. Precious
  6. The Ghost Writer
  5. Armadillo
  4. The American
  3. A Single Man
  2. Det hvide bånd
  1. Up in the Air

Således. Et år er slut og et nyt er begyndt. De første nye film i det nye år har set dagens lys, og Filmhjørnet er forhåbentlig vågnet rigtig op til dåd igen.