Oscar-vinderne!

Skuespilleren Hugh Jackman var vært, da årets Oscar-statuetter blev uddelt søndag aften i Kodak Theatre i hjertet af Hollywood. Og Jackman var den perfekte vært ved et show, der var mere intimt end normalt, og hvor flere ting var ændret.

Der var dog ikke de store overraskelser blandt vinderne. Danny Boyles Slumdog Millionaire blev årets store vinder med hele 8 Oscars. Sean Penn vandt sin Oscar nr. 2, og Kate Winslet fik på sin 6. nominering endelig sin første statuette. Birolle-priserne gik til Penélope Cruz og afdøde Heath Ledger. Hans far, mor og søster kom på scenen for at modtage prisen på hans vegne.

Det var forventet, at Slumdog Millionaire ville dominere årets Oscar-uddeling, og da den gjorde det, blev showet alt i alt en ensartet affære. De nye tiltag producenterne havde lavet, bl.a. den måde man præsenterede skuespils-kategorierne på, gik udmærket, og showet som helhed havde en dejlig atmosfære. Vi glæder os allerede til næste år!

-Oscar-vinderne 2009:

Bedste film:
Slumdog Millionaire, produceret af Christian Colson.

Bedste mandlige hovedrolle:
Sean Penn - Milk

Bedste kvindelige hovedrolle:
Kate Winslet - The Reader

Bedste mandlige birolle:
Heath Ledger - The Dark Knight

Bedste kvindelige birolle:
Penélope Cruz - Vicky Cristina Barcelona

Bedste instruktion:
Danny Boyle - Slumdog Millionaire

Bedste manuskript (originalt):
Dustin Lance Black - Milk

Bedste manuskript (baseret på andet materiale):
Simon Beaufoy - Slumdog Millionaire

Bedste animationsfilm:
Wall-E, af Andrew Stanton.

Bedste dokumentarfilm:
Man on Wire, af James Marsh & Simon Chinn.

Bedste ikke-engelsk sprogede film:
Departures (Japan), af Yojiro Takita.

Bedste fotografering:
Anthony Dod Mantle - Slumdog Millionaire

Bedste klipning:
Chris Dickens - Slumdog Millionaire

Bedste art direction:
Donald Graham Burt & Victor J. Zolfo - Benjamin Buttons forunderlige liv

Bedste kostumer:
Michael O'Connor - The Duchess

Bedste make-up:
Greg Cannom - Benjamin Buttons forunderlige liv

Bedste musik:
A.R. Rahman - Slumdog Millionaire

Bedste sang:
"Jai Ho" fra Slumdog Millionaire, af A.R. Rahman & Gulzar.

Bedste lyd-klip:
The Dark Knight, af Richard King.

Bedste lyd-mix:
Slumdog Millionaire, af Ian Tapp, Richard Pryke & Resul Pookutty.

Bedste visuelle effekter:
Benjamin Buttons forunderlige liv, af Eric Barba, Steve Preeg, Burt Dalton & Craig Barron.

Bedste kortfilm:
Spielzeugland (Toyland), af Jochen Alexander Freydank.

Bedste animations-kortfilm:
La Maison en Petits Cubes, af Kunio Kato.

Bedste dokumentar-kortfilm:
Smile Pinki, af Megan Mylan.

Jean Hersholt humanitær-pris:
Jerry Lewis

www.oscar.com

Independent Spirit Awards

Dagen før Oscar-uddelingen blev der traditionen tro afholdt årets Independent Spirit Awards. Priserne blev godt fordelt, men Darren Aronofskys The Wrestler tog flest priser hjem. 3 blev det til i alt. Bl.a. for årets bedste film.

-Independent Spirit Awards:

Bedste film:
The Wrestler

Bedste mandlige hovedrolle:
Mickey Rourke - The Wrestler

Bedste kvindelige hovedrolle:
Melissa Leo - Frozen River

Bedste mandlige birolle:
James Franco - Milk

Bedste kvindelige birolle:
Penélope Cruz - Vicky Cristina Barcelona

Bedste instruktion:
Tom McCarthy - The Visitor

Bedste manuskript:
Woody Allen - Vicky Cristina Barcelona

Bedste dokumentarfilm:
Man on Wire

Bedste udenlandske film:
The Class (Frankrig)

Bedste fotografering:
Maryse Alberti - The Wrestler

Bedste debutfilm:
Charlie Kaufman - Synecdoche, New York

Bedste debutmanuskript:
Dustin Lance Black - Milk

John Cassavetes Award:
Alex Holdridge, Seth Caplan & Scoot McNairy - In Search of a Midnight Kiss

Someone to Watch Award:
Lynn Shelton - My Effortless Brilliance

Truer Than Fiction Award:
Margaret Brown - The Order of Myths

Producer's Award:
Heather Rae - Frozen River og Ibid

Robert Altman Award:
Synecdoche, New York

www.spiritawards.com

Nyt i biografen - uge 8

Et par Oscar-nominerede film, en actionfilm, en komedie og en kinesisk storfilm kom op i de danske biografer i uge 8.

Doubt var i søndags nomineret til 5 Oscars, hele fire af dem var skuespils-nomineringer, og den israelske animationsfilm Waltz with Bashir var nomineret til bedste ikke-engelsk sprogede film.

Edward Norton og Colin Farrell står overfor hinanden i Pride and Glory, og Steve Martin har hovedrollen i The Pink Panther 2.

John Woo står bag den kinesiske storfilm The Battle of Red Cliff, som er den dyreste kinesiske film nogensinde, og har den asiatiske megastjerne Tony Leung i hovedrollen.

Jeg har anmeldt Doubt og Waltz with Bashir på FilmNet.dk. Og begge film er helt fantastiske! Anmeldelsen af Doubt kan læses her og anmeldelsen af Waltz with Bashir her.

Anmeldelser af alle ugens nye film kan som sædvanlig læses hos bl.a. CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Frost/Nixon

Frost/Nixon

instruktion: Ron Howard.
med bl.a.: Michael Sheen, Frank Langella, Kevin Bacon, Oliver Platt, Sam Rockwell, Matthew Macfadyen, Rebecca Hall, Toby Jones.





Snart 55-årige Ron Howard er nået langt siden han var barnestjerne i The Andy Griffith Show i 1960'erne, og fik stor succes i midten af 70'erne som Richie Cunningham i den populære Tv-serie Happy Days. Han begyndte allerede på instruktørgerningen da han var i starten af 20'erne, har siden fået et ry som en af Hollywoods mest solide filmhåndværkere, og har stået bag underholdende film som bl.a. Splash, Cocoon, Willow og Apollo 13, mens det blev til 2 Oscars i 2002 for A Beautiful Mind. Ron Howard er en mand branchen kan stole på, og med den 5-dobbelte Oscar-nominerede Frost/Nixon når han endnu engang store højder som filmfortæller på den klassiske måde.

Baseret på teaterstykket af samme navn, fortæller Frost/Nixon historien om journalisten David Frosts interview i 1977 med den tidligere amerikanske præsident Richard Nixon, få år efter denne måtte træde af i skam efter Watergate-skandalen. David Frost er en engelsk Tv-journalist, som efter at have prøvet lykken i USA, har fået et talkshow i Australien. Lidt af en spradebasse, med et stort skærmtække.

Drevet af et ønske om succes på de amerikanske Tv-skærme, får Frost den idé, at lave en række interviews med Richard Nixon. Frost får med et stort pengebeløb overtalt Nixon til at stille op, og Frost får muligheden for at opnå den anerkendelse som han så brændende ønsker. Hvis han kan få Nixon til at komme med indrømmelser, er succesen uundgåelig.

(copyright: Imagine Entertainment/Working Title Films/UIP)

Frost/Nixon er i bund og grund en boksefilm. Ja, det lyder underligt, men det har karakter af en boksekamp, når Frost og Nixon sidder overfor hinanden. Frost kommer med skarpe spørgsmål, Nixon forsvarer sig med ligeså skarpe svar, og bagved står deres respektive medbragte folk og følger hver bevægelse i kampen. Som en træner i hjørnet af bokseringen. Det er meget medrivende, og for begge mænd er det en vigtig kamp. Vigtig for Frosts videre karriere som troværdig journalist, og for Nixon en kamp for at kaste et pænt lys over sig selv, efter ydmygelsen da han måtte træde af som præsident foran hele den amerikanske befolkning.

Veteranen Frank Langella troner over alle andre i Frost/Nixon som Richard Nixon. Han ligner ikke den tidligere præsident synderligt meget, men han bliver så meget et med rollen, at det ikke gør noget. Langella portrætterer Nixon som en mand der hele tiden prøver at opretholde en facade overfor befolkningen, selvom han inderst inde godt ved, at han aldrig vil blive tilgivet for den måde han sværtede præsidentembedet til på.

Michael Sheen er også virkelig god som David Frost, en mand med en stor tiltro til egne evner og charme. I birollerne er både Oliver Platt og Sam Rockwell gode som Frosts medarbejdere i kulisserne, og smukke Rebecca Hall, som i 2008 også var så god i Woody Allens Vicky Cristina Barcelona, fylder godt som Frosts nye unge flamme.

Ron Howard fortæller historien i Frost/Nixon meget konventionelt. Det er, som altid med Ron Howard, glimrende håndværk. Det er en film om Tv'ets magt. Om hvor svært det er at gemme sine fejltagelser når lamperne lyser mod dig. Howard er klog nok til ikke at dæmonisere Nixon og hans gerninger. Det ville have været en helt anden slags film. Men han viser ham som en mand, der troede fuldt og fast på, at han gjorde det rette. En kynisk politiker, som aldrig var bange for at manipulere med sine omgivelser for at opnå resultater.

Og resultater opnår Frost/Nixon også, selvom den ind imellem tager sig lidt for god tid inden den når til selve kernen af historien - den medrivende duel, hvor to stærke mænds personlige oprejsning er på spil.

Biografanmeldelse: Fredag den 13

Fredag den 13

instruktion: Marcus Nispel.
med bl.a.: Jared Padalecki, Amanda Righetti, Danielle Panabaker, Derek Mears.






Festglade unge uden bekymringer, masser af alkohol og bare bryster - og en sindssyg massemorder. Ak ja, nogle ting ændrer sig aldrig! Marcus Nispel (det er også ham med den ganske hæderlige genindspilning af Motorsavsmassakren) står bag kameraet på denne opdatering af Fredag den 13, en af gyser/slasher-genrens store klassikere, og desuden en film der har fået et hav af mere eller mindre tvivlsomme efterfølgere.

Vi får dog ikke en rigtig genindspilning med denne nye Fredag den 13. Ikke direkte. Filmen tager flere momenter fra de tre første film i Fredag den 13-serien, og genstarter på den måde historien om morderen Jason Voorhees fra Crystal Lake. En gruppe unge ankommer til søen mange år efter handlingen i den originale film har fundet sted. De camperer, drikker nogle øl og hygger sig i teltene, men idyllen bliver hurtigt smadret, da Jason dukker op og slagter de unge en efter en.

Det er lige på og hårdt fra starten, og først herefter begynder den egentlige historie. Clay ankommer på sin motorcykel til området omkring søen. Han leder efter sin søster, som forsvandt for 1½ måned siden. Hun er en af dem vi ser i starten af filmen. Samtidig med at Clay kører rundt i området, ankommer en anden gruppe unge til et sommerhus som er ejet af forældrene til den ene. En lidt ubehagelig og arrogant type. Clay mødes med dem, jalousi flyver gennem luften, og ude i skoven befinder en knotten Jason sig...

(copyright: New Line Cinema/Paramount Pictures/UIP)

Men som i enhver anden af denne slags film, så er handlingen ikke særlig vigtig. Det hele leder os hen til ét eneste formål - at få en skræmmende og intens oplevelse. Og det formår Fredag den 13 at give os. Filmen skaber en god uhygge med flere gode chokeffekter, og den er brutal på den ligefremme måde. Jason bruger både bue og pil, økse og machete til at slå sine ofre ihjel. En bliver endda ristet over et bål i sin sovepose. Velbekomme!

Filmen undgår ikke helt at gå i tomgang, især i den sidste halvdel, og Fredag den 13 byder ikke på noget nyt i sin handling. Det bliver i længden lidt trættende at se på, og her adskiller filmen sig ikke fra de fleste andre nye film i genren. Filmen byder på de traditionelle genreklichéer, men det skal siges, at den et par steder formår at overraske på en frisk og fræk måde.

Fredag den 13 er hverken markant værre eller bedre end den originale film. Filmen fra 1980 har tiden på sin side, og fortjener den status den har, men hvis man skal se nøgternt på det, så er det ikke en film der på nogen måde sætter standarden for filmisk kvalitet. Den er langt fra ligeså raffineret en slasher-film som John Carpenters to år ældre og mesterlige Halloween, og den bruger sine virkemidler på præcis samme måde som denne nye film gør, og selvom tiden og publikum har ændret sig, så opnår de det samme resultat. Man kan være sikker på en masse hvineri i biografens mørke. Præcis som det skal være.

Nyt i biografen - uge 7

Kun to nye film i denne uge. Den ene er gyserfilmen Fredag den 13. Ikke en ren genindspilning af klassikeren fra 1980, men en genfortælling af de første tre film i serien. Og sikkert også en genstart, der vil byde på flere film med Jason.

I en helt anden genre finder vi Ron Howards Oscar-nominerede Frost/Nixon. Den fortæller historien om den engelske journalist David Frosts interview med Richard Nixon i 1977, efter den amerikanske præsident var gået af på grund af Watergate-skandalen.

Anmeldelser af ugens nye film kan læses på bl.a. CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Operation Valkyrie

Operation Valkyrie

instruktion: Bryan Singer.
med bl.a.: Tom Cruise, Bill Nighy, Terence Stamp, Tom Wilkinson, Christian Berkel, Eddie Izzard, Carice van Houten, Kenneth Branagh.





Operation Valkyrie har ikke haft en nem vej til det store lærred. Først var der problemer og modstand da filmen skulle optages i Tyskland, på grund af hovedrolleindehaver Tom Cruises tilknytning til Scientology. Senere var der flere scener der skulle optages om, og filmens premieredato blev flyttet frem og tilbage op til flere gange, hvilket skabte rygter om noget værre makværk. Men det er på ingen måde sandt. Operation Valkyrie er en filmteknisk imponerende bedrift, og som spændingsfilm er den uhyre effektiv, hvilket er flot opnået, da vi kender historiens udfald.

Ikke alle tyskere var begejstret for Hitlers tredje rige, og selv i de militære rækker var der modstand. Hitler overlevede flere attentater, og Operation Valkyrie fortæller om et af dem, udført af en gruppe militærfolk og ledere af modstandsbevægelsen. Fælles for dem alle var, at de ikke kunne stå inde for det rige Hitler ville skabe. "Ved at tjene mit land, har jeg bedraget min samvittighed", siger filmens hovedperson Claus von Stauffenberg. Så man planlægger at dræbe Hitler og overtage magten, og Stauffenberg er manden der skal placere en bombe nær Hitler, men hvis den minutiøse planlægning slår fejl, bliver både de selv og deres familier jaget vildt.

Tom Cruise står i spidsen for en lang række fremragende engelske skuespillere, som alle gør det godt i Operation Valkyrie. Selv spiller Cruise sin rolle meget neddæmpet, og han får god støtte af især Bill Nighy og Terence Stamp som to af missionens ledere, og Tom Wilkinson som den vægelsindede General Fromm, mens både Kenneth Branagh og Eddie Izzard gør det godt i mindre roller, som desværre er alt for små, set i forhold til hvor interessante deres karakterer er.

(copyright: MGM/United Artists/SF Film)

Manuskriptforfatter Christopher McQuarrie leverede det Oscar-vindende manuskript til Operation Valkyrie-instruktør Bryan Singers gennembrudsfilm The Usual Suepcts i 1995, men det er meget begrænset hvad han har bedrevet siden da. McQuarries manuskript til Operation Valkyrie byder ikke på den mindste skygge af de genialiteter han kom med i The Usual Suspects, og filmen mangler i den grad en karakterskildring af alle personerne vi stifter bekendtskab med.

Personerne er såmænd troværdige nok i sig selv, men de har ingen dybde, og vi lærer dem ikke at kende som mennesker. Det er figurer som opfylder de krav filmen fortællermæssigt stiller til dem. Ikke andet. Læs en bog om de virkelige mennesker, og man ville uden tvivl få meget mere af vide om deres bevæggrunde for at gøre som de gjorde. Det er mere de historiske begivenheder McQuarrie fokuserer på med sit manuskript, og det er derimod fremragende udført.

Der er lagt et stort arbejde i detaljerne i filmen, og på intet tidspunkt virker den utroværdig. Fra Hitlers Ulveskanse, til Berlins store hovedkvarterer for nazi-regimets styre, er det som om vi bliver ført tilbage i tiden, og produktionsmæssigt er Operation Valkyrie simpelthen fantastisk. Det er den også spændingsmæssigt, og filmen skaber mange nervepirrende scener. Både elementært og veludført spænding når Stauffenberg og de andre planlægger attentatet og håndterer sprængstoffer, men også flere mere dystre spændingsmomenter, og bl.a. når Stauffenberg ankommer til Hitlers private residens og træder ind i rummet hvor Goebbels, Himmler og Hitler selv befinder sig, har filmen en af sine mange dybt intense scener.

Efter at have leget med film som X-Men og Superman Returns, har Bryan Singer med Operation Valkyrie begået sin klart bedste film siden han brød igennem med The Usual Suspects. Operation Valkyrie har sine mangler, men den vinder på håndværket, og er en spændingsfilm i absolut topklasse.

Bafta-vinderne

The Royal Opera House i London dannede sidste søndag rammen om årets Bafta-uddeling, det engelske filmakademis filmpris. De fleste ting gik som ventet, og aftenens store vinder blev Slumdog Millionaire. 7 priser kunne den gå hjem med. Bl.a. for årets bedste film. David Finchers Benjamin Buttons forunderlige liv vandt fortjent 3 tekniske priser, og en glad Terry Gilliam modtog akademiets "Fellowship" æres-pris.

-Bafta-vinderne:

-Bedste film:
Slumdog Millionaire

-Bedste engelske film:
Man on Wire

-Bedste mandlige hovedrolle:
Mickey Rourke - The Wrestler

-Bedste kvindelige hovedrolle:
Kate Winslet - The Reader

-Bedste mandlige birolle:
Heath Ledger - The Dark Knight

-Bedste kvindelige birolle:
Penélope Cruz - Vicky Cristina Barcelona

-Bedste instruktion:
Danny Boyle - Slumdog Millionaire

-Bedste manuskript (originalt):
Martin McDonagh - In Bruges

-Bedste manuskript (baseret på andet materiale):
Simon Beaufoy - Slumdog Millionaire

-Bedste ikke-engelsk sprogede film:
I've Loved You So Long (Frankrig)

-Bedste animationsfilm:
Wall-E

-Bedste fotografering:
Anthony Dod Mantle - Slumdog Millionaire

-Bedste klipning:
Chris Dickens - Slumdog Millionaire

-Bedste kostumer:
The Duchess

-Bedste make up:
Benjamin Buttons forunderlige liv

-Bedste production design:
Benjamin Buttons forunderlige liv

-Bedste musik:
A.R. Rahman - Slumdog Millionaire

-Bedste lyd:
Slumdog Millionaire

-Bedste special effects:
Benjamin Buttons forunderlige liv

-Bedste kortfilm:
September

-Bedste animationskortfilm:
Wallace and Gromit: A Matter of Loaf and Death

-The Carl Foreman Award for bedste debut:
Steve McQueen - Hunger

-Orange Rising Star Award:
Noel Clarke

-Outstanding British Contribution to Cinema:
Pinewood Studios & Shepperton Studios

-The Academy Fellowship:
Terry Gilliam

www.bafta.org

Hattrick til Slumdog Millionaire

I de seneste uger har Danny Boyles prissluger Slumdog Millionaire vundet flere af branchens store priser. Ja, faktisk har den taget et hattrick hos de tre store "Guilds".

Først vandt den prisen som årets bedste film fra Producers Guild, og siden vandt Danny Boyle årets Directors Guild. Filmen fuldendte hattricket ved at vinde Writers Guild for bedste manuskript baseret på andet materiale.

Slumdog Millionaire har premiere i de danske biografer d. 6 marts og er nomineret til 10 Oscars.

-Producers Guild-vinderne:

Bedste film:
Slumdog Millionaire

Bedste animationsfilm:
Wall-E

Bedste dokumentarfilm:
Man on Wire

Bedste Tv-film/mini-serie:
John Adams

Æres-pris:
Michael Douglas

www.producersguild.org

-Directors Guild-vinderne:

Bedste instruktion (spillefilm):
Danny Boyle - Slumdog Millionaire

Bedste instruktion (dokumentarfilm):
Ari Folman - Waltz with Bashir

Bedste instruktion (Tv-film/mini-serie):
Jay Roach - Recount

www.dga.org

-Writers Guild-vinderne:

Bedste manuskript (originalt):
Dustin Lance Black - Milk

Bedste manuskript (baseret på andet materiale):
Simon Beaufoy - Slumdog Millionaire

Bedste manuskript (dokumentarfilm):
Ari Folman - Waltz with Bashir

www.wga.org

Biografanmeldelse: Bolt

Bolt

instruktion: Byron Howard & Chris Williams.
med stemmer af bl.a.: John Travolta, Miley Cyrus (danske stemmer af bl.a.: Camilla Tellefsen, David Owe, Vicki Berlin, Sebastian Dorset).




Selvom Pixar-studierne er en del af Disney-koncernen, så er der uden tvivl nogle studiebosser på gangene i Disneys hovedkvarter, som er lidt frustrerede over det solide greb Pixar-folkene har om kvalitetsfilm i animationsgenren i disse tider. Men at Disney stadigvæk godt kan selv, bevises til fulde med den helt igennem vidunderlige Bolt. Bolt er blevet tildelt æren af at blive betegnet som Disney-klassiker nr. 48, og det er mere end fortjent, for det er noget af det bedste Disney har lavet i mange år.

Superhunden Bolt lever et liv fuld af action og farer. Han har superkræfter og beskytter sin ejer, pigen Penny. Efter de mange begivenhedsrige dage hvor Bolt redder dagen, trækker Bolt sig tilbage i sin trailer, mens Penny tager hjem. Hov, hvad er nu det? Hvorfor bor Bolt alene? Jo, tingene er ikke som de ser ud, for Bolt er nemlig bare med i en Tv-serie, og Penny er en skuespiller i den serie og er slet ikke i fare. Men Bolt ved intet om sandheden, for producenterne mener, at det er mere troværdigt, hvis Bolt virkelig tror han beskytter Penny. Så da han en dag slipper ud af traileren, og ved et tilfælde ender i en kasse der skal transporteres til New York, tror han stadigvæk, at Penny er i fare.

(copyright: Walt Disney Pictures)

Bolt udvikler sig herefter til både en film om at finde hjem, og om at finde sig selv. Det kan lyde banalt, men det er det på ingen måde. Det er tværtimod intelligent og hylende morsomt. Bolt får på sin vej hjem hjælp af baggårdskatten Mittens, som han først tager til fange, fordi han tror, at den er en af den onde Dr. Calicos håndlangere! Senere får de to selskab af den overvægtige men energiske hamster Rhino på deres færd tilbage mod Hollywood. En rejse der på mere end én måde åbner Bolts øjne for hvordan den rigtige verden uden superkræfter ser ud.

Som forventet, så er animationen i Bolt i høj klasse, men det er filmens sprudlende manuskript der er den virkelige styrke, og når vi følger de tre umage følgesvende på tur tværs over USA, kan de små se det sjove i disse dyr, som på vanlig Dinsey-vis har fået menneskelige egenskaber, og de ældre kan se de vittige og opmærksomme observationer hunden, katten og hamsteren kommer med. Filmen byder fra starten på masser af action, som ved første øjekast virker lidt for overdrevet, men da man så har fået fastslået, at det bare er en del af den hæsblæsende Tv-serie Bolt medvirker i, sættes tempoet lidt ned, og vi får lov til at fokusere på de mange sjove figurer.

Jeg er lidt i tvivl om Bolt kan holde denne høje karakter ved et gensyn. Historiemæssigt er filmen ikke decideret original eller nyskabende. Idéen om en figur i en animationsfilm som tror på sine egne ikke-eksisterende superkræfter, blev også brugt for mere end 10 år siden i Toy Story, men Bolt er bare så vanvittig morsom, charmerende og underholdende, at man næsten sidder og klapper begejstret i sine små hænder.

Biografanmeldelse: Han er bare ikke vild med dig

Han er bare ikke vild med dig

instruktion: Ken Kwapis.
med bl.a.: Ginnifer Goodwin, Jennifer Aniston, Scarlett Johansson, Jennifer Connelly, Ben Affleck, Justin Long, Kevin Connolly, Bradley Cooper, Drew Barrymore.




Han er bare ikke vild med dig er en rigtig tøsefilm, men fyrene kan nu også godt være med, for selvom pigerne i filmen får smidt rigelige brokkerier ud over fyre som ikke er til at stole på, så konkluderer filmen også, at den mandlige halvdel af befolkningen måske godt alligevel kan bruges til noget fornuftigt. Hvis bare man finder den rette.

Man skal følge godt med, hvis man vil holde styr på alle personerne i Han er bare ikke vild med dig. Gigi er ved at gå ud af sit gode skind over at Conor ikke har ringet til hende efter deres date, men Conors ven Alex har et par sandheder at fortælle Gigi om fyre. Conor er mere interesseret i Anna, som møder og forelsker sig i den gifte Ben. Bens kone Janine har travlt med at sørge for, at ombygningen af deres hus bliver præcis som det skal være, og på arbejdet må hun lytte til Gigis problemer med kærligheden, og Beths irritation over, at Neil, kæresten gennem syv år, ikke vil giftes. Som et puslespil der lidt efter lidt afslører det store billede, fører Han er bare ikke vild med dig os gennem sorger og glæder over den svære kærlighed, som måske, måske ikke, kan løses når puslespillet er færdigsamlet.

(copyright: New Line Cinema/SF Film)

De store navne som Ben Affleck, Drew Barrymore, Scarlett Johansson, Jennifer Aniston og Jennifer Connelly er alle seværdige i større og mindre roller i filmen, men det er dog den stadigvæk forholdsvis ukendte Ginnifer Goodwin der stjæler billedet i rollen som den optimistiske og kærlighedshungrende Gigi. Hvordan man bare ikke kan være vild med hende, er noget af en gåde! Gigis mere og mere desperate søgen efter den rette, er filmens klart stærkeste side, og her får vi det meste af den humor, som filmen ellers ind imellem tilsidesætter til fordel for nogle mindre vellykkede forsøg på at dramatisere forholdet mellem nogle af personerne.

Det er svært at jonglere med mange historier på én gang. Vi ser det igen og igen, og det mislykkes oftere end det lykkes til perfektion. Men der er også det midt imellem, og her stiller Han er bare ikke vild med dig sig. Filmen formår fint at få de forskellige figurers personligheder frem, og selvom vi kun kommer lige ind under overfladen, så er det dog et yderst professionelt stykke manuskriptarbejde. Dissse ægte ensemble-film med masser af hovedpersoner, hvor historien på fin vis formår at flette de forskellige figurers historier ind i hinanden, er skam interessante nok, men man skal holde tungen lige i munden, for faren er, at man får publikum til involvere sig mere i en persons historie end en andens. Og det er noget Han er bare ikke vild med dig desværre ikke kan sige sig fri for.

Når alt kommer til alt er Han er bare ikke vild med dig dog en herlig film om det svære kærlighedsliv. Den er ikke mere end den giver sig ud for at være, og den prøver aldrig på at være belærende eller lade som om den har alle svarene. Pointerne om den satans kærlighed leverer den med et glimt i øjet, og det klæder den.

Nyt i biografen - uge 6

I denne uge får vi den nyeste Disney-film til Danmark. Det drejer sig om den vidunderlige Bolt, som også bliver vist i 3D i tre jyske biografer.

Fra USA kommer den stjernespækkede romantiske komedie Han er bare ikke vild med dig, spændingsfilmen Operation Valkyrie med Tom Cruise i hovedrollen, og Will Smith dukker op i dramaet Syv liv, hvor han genforenes med instruktøren Gabriele Muccino, som instruerede Smith til en Oscar-nominering for Jagten på lykke for et par år siden. Ugens sidste amerikanske film er Twilight, om en ung pige der forelsker sig i en vampyr. Filmen er baseret på en succesfuld roman, og skal nok blive et hit i Danmark også.

Ugens nye danske film er en børnfilm. Karla og Katrine efterfølger den vellykkede Karlas kabale fra 2007, og den nye i rækken er også en ganske dejlig film.

Jeg har anmeldt Karla og Katrine på FilmNet.dk. Den anmeldelse kan læses lige her, og der kommer flere anmeldelser af ugens nye film her på Filmhjørnet meget snart. Og husk, at der til højre her på siden altid er links til alle mine seneste biografanmeldelser.

Besøg også FilmNet.dk eller CinemaZone.dk for anmeldelser af ugens nye film.

Biografanmeldelse: Milk

Milk

instruktion: Gus Van Sant.
med bl.a.: Sean Penn, Josh Brolin, James Franco, Emile Hirsch, Diego Luna.






Næsten hele USA jublede i starten af november sidste år, da Barack Obama vandt det amerikanske præsidentvalg. At landet for første gang havde fået en afro-amerikansk præsident, var et tegn på, at tiderne med diskrimination havde ændret sig. Og det var da også til dels rigtigt, men samme dag blev diskriminationen af en anden gruppe mennesker intensiveret. Det var bare ikke rigtig noget der fik mediernes opmærksomhed midt i euforien.

De californiske vælgere skulle samtidig med præsidentvalget stemme om homoseksuelles rettigheder til ægteskab, og den såkaldte "Proposition 8", som indskrænker netop de rettigheder, blev vedtaget samme dag som Obama fik sin historiske sejr. Set i det lys kommer en film som Milk på det rette tidspunkt. Filmen fortæller historien om politikeren og borgerrettighedsforkæmperen Harvey Milk, som var den første folkevalgte politiker der var åben omkring sin homoseksualitet - og betalte for det med sit liv.

Vi er i San Francisco i begyndelsen af 1970'erne. Harvey Milk og hans unge kæreste Scott er netop flyttet til byen. Inspireret af den kamp der foregår for homoseksuelles rettigheder, beslutter Milk sig for at stille op til byrådsvalget, og efter flere forsøg lykkes det for ham at blive valgt. Det sker netop som et lovforslag vil gøre det ulovligt for homoseksuelle at være skolelærere, så Milk får sin sag for med det samme. I byrådsmedlemmet Dan White finder Milk i første omgang en mulig allieret til sine mærkesager, men det viser sig hurtigt, at White er en tidsindstillet bombe, som truer med at gå af, hvis tingene ikke går hans vej...

(copyright: Focus Features/SF Film)

Sean Penn er en skuespillermæssig naturkraft i sin præstation som Harvey Milk. Hans portræt af den energiske politiker står som en af de mest fremragende skuespilspræstationer filmåret 2008 bød på, og det er fuldt fortjent, at han er en af favoritterne til at vinde en Oscar. I givet fald vil det være Penns anden Oscar, og præstationen i Milk er endnu bedre end det han viste i Clint Eastwoods Mystic River, som han vandt en Oscar for i 2004.

Skuespillet i Milk er i det hele taget virkelig i top over hele linien, og ligeledes Oscar-nominerede Josh Brolin spiller rollen som Dan White med stor ro og overblik. I rollen som Scott ses James Franco, og han er mindst ligeså fremragende. Forholdet mellem Harvey og Scott er en af filmens fortællermæssigt mest interessante dele, og Penn og Francos dedikation til deres roller, er med til at få tilskueren til at være interesseret i forholdet og det tætte bånd de to får knyttet.

Milk er en typisk biografisk film, hvor der er lagt et stort arbejde i at portrættere et virkeligt menneske. Manuskriptforfatter Dustin Lance Black har skabt et meget vidtfavnende manuskript, og det er al ære værd, for man kan tydeligt mærke, at han har noget på hjertet. Men det er også næsten for omfattende. Der er skiftevis fokus på Milks politiske liv og hans problematiske kærlighedsforhold, og det er en af filmens få svagheder, at den skifter så meget fokus, for det gør, at det ene bliver lidt forsømt, og især synes jeg, at det førnævnte forhold mellem Scott og Harvey mangler noget opmærksomhed.

Instruktør Gus Van Sant formår heldigvis med sin tilgang til materialet, at tilføre filmen så meget, at den i den grad vinder på hans enorme opmærksomhed på folks holdninger i Harvey Milks tid. Milk er ikke bare en biografisk film, det er ligeså meget et dokudrama, og Van Sant krydrer sin film med rigtige optagelser fra San Francisco i 70'erne. Van Sant fokuserer ikke kun på en karismatisk mand, men der ligger også en dyster sky over filmen, fremkaldt af den skæbne der gik denne mand i møde, og sjældent har man set en så smuk slutning på en tragisk hændelse. Et bevis på, at Milk er meget mere, end en historie om kun én mands håb.

Biografanmeldelse: Revolutionary Road

Revolutionary Road

instruktion: Sam Mendes.
med bl.a.: Leonardo DiCaprio, Kate Winslet, Kathy Bates, Michael Shannon.






Da den engelske teaterinstruktør Sam Mendes i 1999 fik sin filmdebut, gravede han dybt ned under overfladen i den amerikanske forstad, og blev belønnet med flere af branchens store priser for sit arbejde. Bl.a. en Oscar. Filmen var American Beauty, og efter at have besøgt gangstere i 30'ernes Chicago og marinesoldater i Golfkrigen, er Mendes nu tilbage i forstadsmiljøet. Denne gang dog i 1950'erne, hvor det at have et kønt lille hus med en pæn have, var statussymbolet over alle, men ikke altid vejen til lykke.

Frank og April Wheeler lever et tilsyneladende perfekt liv i en lille stille forstad i 1950'ernes USA. Frank tager på arbejde i byen hver morgen, og April går hjemme og passer huset. På overfladen lever Wheeler-parret det perfekte liv, men der mangler noget. Frank ser mest af alt sit arbejde som meningsløst, og April sukker efter et andet liv hver dag når hun går derhjemme og kigger længselsfuldt ud gennem vinduerne. En dag beslutter de at droppe det hele, og flytte til Paris, hvor Frank havde været udstationeret under krigen. Men kan denne beslutning være med til at finde lykken for dem, eller er de simpelthen bare vokset fra hinanden og det liv de har besluttet at leve?

(copyright: DreamWorks Pictures/UIP)

I bund og grund er Revolutionary Road en film om at finde sig selv. Den illustrerer meget godt hvad samfundet krævede i 50'erne, og det er tydeligt for enhver, at Frank og April ikke fungerer godt sammen, men man forlod ikke bare hinanden på den tid. De prøver at få deres liv til at komme på rette spor igen, og deres søgen efter noget andet kan måske virke desperat, men det dilemma de befinder sig i beskrives godt da April siger; "jeg så en anden fremtid, og jeg kan ikke holde op med at se den". Hun lever stadigvæk med en forestilling om hvordan hun ønskede livet skulle udfoldes, og øjnene bliver ved med at være rettet mod den forestilling, i stedet for at omfavne det gode der trods alt er.

Revolutionary Road er i mange scener et typisk kammerspil, og sådan noget fungerer kun hvis skuespillerne lever op til deres allerbedste. Og det gør Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i den grad. Det er elleve år siden de to var med til at skabe historie i hovedrollerne i James Camerons gigant-hit Titanic, og de har begge udviklet sig som skuespillere i de år der er gået. Flere scener i Revolutionary Road er så intime og intense, at man får billeder af Elizabeth Taylor og Richard Burtons skænderier i Mike Nichols' Who's Afraid of Virginia Woolf? frem. Det er en stor sammenligning, men DiCaprio og Winslet kan bære den på deres skuldre, for de er intet mindre end eminente som Frank og April Wheeler.

Det høje niveau som Sam Mendes ramte med mesterværkerne American Beauty og Vejen til Perdition kommer han ind imellem også op og nå i den elegante Revolutionary Road, men filmen har et par fortællermæssige problemer der gør, at den ikke formår at blive deroppe. Bl.a. virker det lidt forceret, at en birollefigur bruges som katalysator for at få fortalt Frank og April nogle sandheder, og parrets to børns tilstedeværelse i filmen er ikke særlig godt optegnet. Især her kan man se, at filmen er baseret på en meget omfattende bog, som har længere tid til at definere sin fokus, end en film har. Dette skal dog ikke tage alt for meget væk fra filmens kvaliteter, for Revolutionary Road står som en af årets store filmoplevelser.

Robert-vinderne

Henrik Ruben Genz' Frygtelig lykkelig, baseret på Erling Jepsen roman af samme navn, blev aftenens store vinder, da det danske filmakademi søndag aften uddelte deres Robert-statuetter. Hele 7 stk. vandt Frygtelig lykkelig, bl.a. for bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste mandlige og kvindelige hovedrolle.

En anden af aftenens favoritter, Ole Christian Madsens Flammen & Citronen, var også godt med, og gik hjem med 5 priser i de tekniske kategorier. Én mere end Niels Arden Oplevs To verdener, som vandt både bedste mandlige og kvindelige birolle.

Komedien Blå mænd, som blev lavet uden støtte fra filminstituttet og blev en kæmpe succes i biograferne i sensommeren 2008, modtog publikumsprisen, og priserne til bedste amerikanske film og bedste ikke-amerikanske film gik til henholdsvis Coen-brødrenes Oscar-vinder No Country for Old Men og den svenske Maria Larssons evige øjeblik.

Tidligere Bogart-vært Ole Michelsen modtog en æres-Robert, og journalist Ebbe Iversen en Jubilæums-Robert i anledningen af Roberts 25 års jubilæum.

-Robert-vinderne, filmåret 2008:

Årets film:
Frygtelig lykkelig

Årets mandlige hovedrolle:
Jakob Cedergren - Frygtelig lykkelig

Årets kvindelige hovedrolle:
Lene Maria Christensen - Frygtelig lykkelig

Årets mandlige birolle:
Jens Jørn Spottag - To verdener

Årets kvindelige birolle:
Sarah Boberg - To verdener

Årets instruktør:
Henrik Ruben Genz - Frygtelig lykkelig

Årets manuskript:
Dunja Gry Jensen & Henrik Ruben Genz - Frygtelig lykkelig

Årets børne- og ungdomsfilm:
Max Pinlig

Årets fotograf:
Jørgen Johansson - Frygtelig lykkelig

Årets klipper:
Anne Østerud - To verdener

Årets kostumier:
Manon Rasmussen - Flammen & Citronen

Årets scenograf:
Jette Lehmann - Flammen & Citronen

Årets sminkør:
Sabine Schumann & Jens Bartram - Flammen & Citronen

Årets lyd/sound-designer:
Hans Møller - Flammen & Citronen

Årets special effects:
Hummer Højmark, Jonas Drehn & Thomas Busk - Flammen & Citronen

Årets score:
Jeppe Kaas - Kandidaten
og
Jakob Groth - To verdener

Årets sang:
"Riders of the Freeway", af Kira - Frygtelig lykkelig

Årets amerikanske film:
No Country for Old Men

Årets ikke-amerikanske film:
Maria Larssons evige øjeblik (Sverige)

Publikums-prisen:
Blå mænd

Jubilæums-Robert:
Ebbe Iversen

Æres-Robert:
Ole Michelsen

Årets lange fiktion/animation:
En forelskelse

Årets korte fiktion/animation:
Cathrine

Årets lange dokumentar:
Burma VJ

Årets korte dokumentar:
Lille voksen

Nyt i biografen - uge 5

Sidste weekend i januar byder på en række rigtig gode filmoplevelser.

For de mindste og deres forældre er der sjov og ballade i Hundehotellet, men det er så også det sjov der er i denne uge, for resten er mere alvorligt.

Den polske mesterinstruktør Andrzej Wajdas Katyn kommer op i Gloria biografen i København, og der er tale om en barsk fortælling fra 2. verdenskrig om russernes forbrydelser i det besatte Polen.

Det bliver ikke mindre barsk herhjemme i Danmark, når det drejer sig om debutanten Manyar I. Parwanis Himlen falder, en film der er delvist baseret på den såkaldte Tønder-sag, hvor to små piger blev groft misbrugt.

Fra USA kommer Milk, Gus Van Sants dokudrama om den homoseksuelle borgerrettighedsforkæmper Harvey Milk, som blev dræbt i 1978. Sean Penn er Oscar-værdig i hovedrollen.

Ugens sidste nye film er Oscar-vinderen Sam Mendes' mesterlige Revolutionary Road, et drama om et problematisk parforhold, hvor Leonardo DiCaprio og Kate Winslet leverer eminent skuespil.

Jeg har anmeldt den ganske underholdende Hundehotellet på Filmnet.dk, og den anmeldelse kan læses lige her. Jeg har også set Katyn, Milk og Revolutionary Road, og jeg håber, at jeg får anmeldt alle tre film her på Filmhjørnet i den kommende uge.

Anmeldelser af ugens nye film kan som altid læses på bl.a. CinemaZone.dk og Filmnet.dk.

Biografanmeldelse: Benjamin Buttons forunderlige liv

Benjamin Buttons forunderlige liv

instruktion: David Fincher.
med bl.a.: Brad Pitt, Cate Blanchett, Taraji P. Henson, Julia Ormond, Tilda Swinton.






Livet kan være en forunderlig størrelse, og det er netop det forunderlige, ikke bare ved selve essensen af livet, men selve begrebet liv, der er i fokus i David Finchers poetisk skønne fabel og 13-dobbelte Oscar-nominerede Benjamin Buttons forunderlige liv.

Det er en ny vej instruktør David Fincher her er gået. Lige fra debutfilmen Alien 3 har Fincher fokuseret på de mørke sider af mennesket i film som bl.a. Se7en og Zodiac, men meget af pessimismen der har præget flere af hans film, er her lagt på hylden til fordel for en optimisme omkring selv de sværeste hindringer i livet.

Benjamin Button kommer ind i livet med store forhindringer foran sig. Hans mor dør i barselseng, og hans far efterlader ham på et dørtrin, chokeret over den tilstand hans nyfødte søn er i. Benjamin er nemlig ikke som andre. Han er født gammel, og ældes ikke, men bliver derimod yngre for hver dag der går. Han vokser op på det alderdomshjem hvor hans plejemor bor og arbejder, og Benjamin passer godt sammen med de gamle mennesker. Men på et tidspunkt ændrer det sig selvfølgelig, og Benjamin vil gerne ud og opleve verden.

Det er en speciel historie Benjamin Buttons forunderlige liv byder på, og en af de ting filmen gør så godt er, at den aldrig lader som om Benjamin er noget særligt. Jo, selvfølgelig er han ikke "normal" som andre, men hans tilstand bliver accepteret uden spørgsmål fra omverden. "Hvor gammel er du?", bliver Benjamin spurgt om, og siddende i sin rullestol svarer han, "Syv. Men jeg ser meget ældre ud", og det svar er fyldestgørende nok. Det er en fabel i sin reneste form, og vi skal som tilskuer acceptere denne historie for at overgive os helt til den.

(copyright: Warner Bros./Paramount/Sandrew Metronome)

Historiemæssigt halter Benjamin Buttons forunderlige liv dog en smule, og filmen føles simpelthen for lang. Manuskriptforfatter Eric Roth har haft god gang i fantasien, da han opgraderede F. Scott Fitzgeralds novelle af samme navn til dette filmmanuskript, men man kunne godt have droppet noget, for især første halvdel af filmen snegler sig afsted ind imellem. Men det gode overskygger det mindre gode, og Benjamin Buttons forunderlige liv er et teknisk vidunder af en film. De bedste visuelle effekter er dem man ikke lægger mærke til, og dem har filmen i massevis af, både når Brad Pitt er gjort gammel og ung i rollen som Benjamin Button. Produktionsmæssigt er filmen også en fryd for øjet, og man har skabt et flot billede af 30'erne og 40'ernes New Orleans, som fotograf Claudio Miranda fanger med en overdådig flot og stemningsfyldt fotografering.

Brad Pitt er netop blevet Oscar-nomineret for rollen som Benjamin Button, og hans præstation står i stærk kontrast til den anden rolle han har været Oscar-nomieret for, nemlig rollen som den psykotiske Jeffrey Goines i Terry Gilliams mesterlige 12 Monkeys fra 1995. Pitts Benjamin Button er en passiv figur. Han observerer i en meget stor del af filmen hvad der sker omkring ham, og gør det meget grundigt, før han involverer sig.

Benjamin lærer tidligt pigen Daisy at kende, og fra første sekund er der et usynligt bånd mellem de to. Drengen i den gamle mands krop, og den lille pige. Som årene går mødes de nu og da, han som yngre og yngre, og hun som ældre og ældre, og da det rette tidspunkt opstår, har livet ført dem begge til det punkt hvor de endelig kan være sammen. Brad Pitt og Cate Blanchett som spiller Daisy, har en overbevisende kemi sammen, og når Benjamin og Daisy mødes på halvvejen i livet, fyldes filmen med poetiske øjeblikke af stor skønhed. Idéen om to mennesker der hele livet venter på at de kan mødes i et kort stykke tid, hvor de passer perfekt sammen, er både smuk og hjerteskærende. Benjamin Buttons forunderlige liv er i sandhed en forunderlig film.