Nyt i biografen - uge 38 & 39

Ca. 1 million mennesker så Mænd der hader kvinder i de danske biografer i foråret, og de fleste skal sikkert også ind og se efterfølgeren, Pigen der legede med ilden, som var den store premiere i uge 38. Filmen var først tænkt som en Tv-serie sammen med film nr. 3, Luftkastellet der blev sprængt, men på grund af den store succes med filmatisering nr. 1 i forfatter Stieg Larssons trilogi, besluttede man at sende de to andre ud i biograferne også. Luftkastellet der blev sprængt har premiere d. 27 november.

I uge 38 kom også Eddie Murphy-komedien Imagine That, den franske Zaïna: Rytteren fra Atlasbjergene, og i Cinematekets nye tiltag med biografpremierer, kaldet "månedens film", var valget af film ganske besynderligt. Jonathan Demmes Rachel Getting Married er en fremragende film, men den udkom på DVD i Danmark for fem måneder siden! Cinemateket viser ofte både ældre og nyere film i deres forskellige serier, og det er godt, men hvis deres ellers gode idé med at sætte en premierefilm op hver måned skal holde vand, så må de altså finde film der ikke er i dansk distribution i forvejen. Som de gjorde sidste måned med den kazakhstanske Tulpan. Det hele gøres i øvrigt endnu mere bizart af, at den kopi Cinemateket har fået af Rachel Getting Married, er med svenske undertekster(!), og det altså på trods af, at filmen allerede er udgivet i Danmark. Bedre held næste gang...

Her i uge 39 er den mest markante premiere den danske Applaus af debutanten Martin Zandvliet. Paprika Steen spiller hovedrollen, og vandt tidligere på året prisen for bedste skuespillerinde på film festivalen i Karlovy Vary i Tjekkiet for sin præstation, der uden tvivl også vil få hende nomineret til både Bodil og Robert til vinter.

Den canadiske publikumsprisvinder fra festivalen CPH: PIX, Det er ikke mig.. jeg sværger! bliver sat op i enkelte biografer i denne uge. Det samme gør en ny opera-filmatisering af Puccinis berømte La Bohéme, og den amerikanske dokumentarfilm The September Issue, omhandlende modemagasinet Vogue.

Sidste nye film i denne uge er komedien Dance Flick. En "spoof" film der er spillefilmsdebut for instruktør Damien Wayans, nyeste generation i Wayans-familien, hvor hans onkler Keenen Ivory, Marlon og Shawn før har stået bag bl.a. Scary Movie-filmene.

Anmeldelser af de nye film kan læses på CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Inglourious Basterds

Inglourious Basterds

instruktion: Quentin Tarantino.
med bl.a.: Brad Pitt, Christoph Waltz, Mélanie Laurent, Eli Roth, Diane Kruger, Michael Fassbender, Daniel Brühl, Til Schweiger, B.J. Novak.




Lige siden han i 1992 som 28 årig tog Sundance Film Festival med storm med debutfilmen Reservoir Dogs, og to år senere vandt Guldpalmen i Cannes med Pulp Fiction, har den ene instruktørspire efter den anden prøvet at overgå stilen som den selvlærte Quentin Tarantino, der gik i sin helt egen filmskole ved at arbejde i en videobiks i de glade 80'ere, har lagt for dagen. Men en efter en har de fejlet, og med Tarantinos nyeste filmepos, der fortæller en lige så skamløs historie, som den er skamløst voldelig og underholdende, er Tarantino endnu engang kommet tilbage for at bevise, at der kun findes én som ham.

Inglourious Basterds foregår under 2. Verdenskrig, hvor vi i Frankrig møder en gruppe amerikansk/jødiske soldater, anført af løjtnant Aldo Raine. De har valgt at gå deres egne veje, med målet om at dræbe så mange nazister som muligt, og inspireret af Raines indianerblod, skalpere dem bagefter! Samtidig er Hans Landa på farten. "Jøde-jægeren" er han kendt som. Nogle år tidligere besøgte han i sin jagt et lille bondehus, hvor han og hans mænd mejede en jødisk familie ned. Datteren Shosanna formåede dog at flygte, og nu driver hun, under falsk identitet, en biograf i Paris. Da Goebbels propagandaministerium beslutter at holde premieren på en ny film om en ægte tysk krigshelt i hendes biograf, begynder hun at planlægge den ultimative hævn over Landa og hele det tredje rige, og Aldo Raine og hans mænd ser også filmpremieren som en gylden mulighed for at få skovlen under så mange nazister som muligt.

(copyright: The Weinstein Company/UIP)

Når man går ind til en film som Inglourious Basterds, så skal man have med i tankerne, at Tarantinos film ikke nødvendigvis foregår i den virkelige verden som vi kender den. Det bliver klart fra begyndelsen, da ordene; "Der var engang... i det nazi-besatte Frankrig" toner frem på skærmen, at dette ikke er som andre 2. Verdenskrigsfilm. Eventyr er måske så meget sagt, men det er en film-verden, hvor alting er karikeret, og netop derfor bliver det voldelige og groteske i filmen mere spiseligt. Det er markant i Tarantinos bagkatalog, men Inglourious Basterds er på mange måder alligevel den af hans film hvor det er allermest tydeligt, at Tarantino ser verden gennem et filmkamera, og det smitter af på personerne i filmen, som bl.a. en af de britiske soldater der er filmanmelder i det civile liv og ekspert i tysk ekspressionisme.

Skuespillet i Inglourious Basterds er fremragende, af og til på kanten af overspil, og Brad Pitt ser ud til at more sig gevaldigt i rollen som bastardernes leder, men på trods af filmens titel (begge ord er i øvrigt bevidst stavet forkert, men Tarantino har ikke givet en endegyldig forklaring på dette), så er "The Basterds" faktisk kun en lille del af filmen, og hvis vi skal lede efter de egentlige hovedkarakterer, så er det Hans Landa og Shosanna og deres historie som både begynder og afrunder filmen. Og det er ganske fint, for det er Christoph Waltz og Mélanie Laurent i de to roller der stjæler billedet. Waltz vandt prisen for bedste skuespiller på årets Cannes Film Festival, og er godt på vej til en Oscar-nominering for sit portæt af denne psykopatiske og sociopatiske nazist, mens Laurent med sit ansigtsudtryk fornemt viser sin figurs ar på sjælen og tørst efter hævn.

(copyright: The Weinstein Company/UIP)

Flere af Tarantinos filmiske kendetegn går igen i Inglourious Basterds, og filmen byder på mange lange dialogscener, hvor det ved første øjekast virker som om personernes samtale ingen vegne fører, men så pludselig kommer pointerne frem i de intense og foruroligende scener. Desværre skærer Tarantino også for ofte tingene ud i pap i løbet af filmen, med bl.a. en fortællerstemme der dukker op et par gange, og han bruger også nogle nærmest ironiske tekster der pludselig står midt i billedet med navnet på forskellige personer i filmen. Så god en historiefortæller og manuskriptforfatter som Tarantino er, burde det slet ikke være nødvendigt at gøre sådan noget, der egentlig virker lidt klodset.

"Dette er muligvis mit mesterværk", siger Aldo Raine efter at have skåret endnu et hagekors ud i panden på endnu en nazist, og man kan ikke undgå at føle, at ordene er Tarantinos helt egne om sin egen film. Det har han dog efter min mening ikke ret i, men hvis han selv mener det, et det muligvis bare én af grundene til at Inglourious Basterds er så fræk, underholdende, og forrygende intens for os andre.

Nyt i biografen - uge 37

I denne uge får vi to nye danske film. Den ene er dokumentarfilmen Migranterne, hvori instruktør Niels Boel fortæller om fattige bolivianere der prøver lykken andre steder. Den anden er H.C. Andersen filmatiseringen De vilde svaner, der gør sig bemærket ved at selveste Dronning Margrethe står bag filmens scenografi via sine meget flotte decoupager.

Ugens to andre nye film er det franske drama Sommertid og det amerikanske actionbrag Gamer.

Anmeldelser af de nye film kan læses på CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Headhunter

Headhunter

instruktion: Rumle Hammerich.
med bl.a.: Lars Mikkelsen, Henning Moritzen, Charlotte Munck, Flemming Enevold.






I de senere år har vi fået en del meget velpolerede danske spændingsfilm, som ikke har lagt skjul på, at de har fundet inspiration i det amerikanske, hvor genren har haft gode vilkår i mange år efterhånden. Men at instruktøren bag noget så dansk som Otto er et næsehorn skulle gå hen og skabe en spændingsmættet film om den kyniske erhvervsverden, var der nok ikke mange der havde set komme. Men det er ikke desto mindre hvad Headhunter er.

Lars Mikkelsen spiller Martin Vinge. Han er såkaldt "Headhunter". En der finder de bedst egnede til store poster i erhvervslivet. En dag bliver han kontaktet af den kæmpestore Sieger-koncern. Den gamle leder N.F. Sieger vil have Martin til at finde sin efterfølger, da han ikke mener sønnen kan klare at overtage firmaet. Koncernen hjælper med lægehjælp til Martins alvorligt syge søn, og han har derfor svært ved at sige nej. Men det skulle han måske have gjort, for da Siegers søn Daniel forsøger at overbevise Martin om, at den gamle Sieger er senil og ikke ved hvad han laver, bliver Martin pludselig viklet ind i et farligt dobbeltspil, hvor han ikke aner hvem han kan stole på.

(copyright: Nordisk Film)

Skuespillet i Headhunter er med til at løfte filmen op på et plan, hvor det meget konstruerede plot bliver sat lidt til side. Lars Mikkelsen er fremragende som Martin Vinge. En forsagt mand, som har svært ved at komme i kontakt med de følelser han har ved at se sin søn ligge i sygesengen. Han kan ikke tale med sine nærmeste om det, og prøver at slippe væk ved at lade eks-konens nye mand adoptere sønnen, og de bedste stunder i Mikkelsens præstation kommer i de scener hvor han ikke siger noget, men udtrykker figurens mange følelser med sit ansigt.

Som N.F. Sieger ses Henning Moritzen, i det han selv har udtalt nok er hans sidste rolle. 81-årige Moritzen har en næsten 60 år lang karriere i dansk film bag sig, med bl.a. 3 Bodil-statuetter til følge, og hvis alt går som det burde, kan han i det mindste tilføje en nominering mere. Moritzen har fuld kontrol over rollen som Sieger. En gammel svag mand og en stærk strateg på samme tid, som kynisk taler om "den nye moral" i branchen.

Headhunter er strukturmæssigt skruet gedigent sammen, men det gennemgående far/søn tema som findes i portrættet af både Vinge og Sieger, bliver lige lovlig udpenslet engang imellem, hvor man for åbenlyst fremhæver ligheder mellem de tre mænd Martin, N.F. Sieger og Daniel, og deres egne far/søn forhold. Plottet er også enkelte gange ved at gå ud på et overdrev, hvor man sidder og tænker ved sig selv, om der ikke ville have været en lidt mindre voldsom og mindre kynisk måde at ordne tingene på.

Men Headhunter gør mange ting godt, og instruktør Hammerich bruger sine lokationer i København helt perfekt til ikke bare at skabe den distance og kulde, som den verden han beskriver byder på, men også det mere jordnære, som når Sieger som en anden Godfather sidder i det ydmyge baglokale i en restaurant. Det er atmosfære, og det har Headhunter rigtig meget af.

Nyt i biografen - uge 36

Her 40 år efter den berømte Woodstock-festival fandt sted, kommer filmen Taking Woodstock, der bl.a. omhandler planlægningen af festivalen. Den alsidige Ang Lee har instrueret.

Desuden byder uge 36 på to andre amerikanske film. Komedien The Ugly Truth og krigsfilmen The Hurt Locker, og vi får også den danske komedie Camping.

Jeg har anmeldt den fremragende The Hurt Locker på Filmnet.dk, og den anmeldelse kan læses lige her.

Læs også anmeldelser hos CinemaZone.dk.

Nyt i biografen - uge 33, 34 & 35

De sidste tre uger har budt på meget forskelligt nyt i biograferne. En stor film som G.I. Joe: Rise of the Cobra, baseret på det populære legetøj, har haft premiere, og den sydafrikanske science fiction film District 9 har henrykket anmeldere og publikum. Der har været gys i My Bloody Valentine, en genindspilning af filmen med samme navn fra 1981 (den nye er dog i 3D hvis det skulle interessere nogen), og romantik i komedien The Proposal.

For børnene har der været sjov og ballade i G-Force, hvor små nuttede marsvin er superhelte, og der er kommet en lang række både større og mindre film fra forskellige dele af verden. Spanske Pedro Almodóvars nye hedder Brudte favntag og har Oscar-vinder Penélope Cruz i hovedrollen. Fra Italien er der politiske intriger i Il Divo, og fra Tyskland kom den flotte Når kirsebærtræerne blomstrer. I USA kunne vi smage på vin i Bottle Shock, og Somers Town er typisk engelsk socialrealisme. Københavnske Cinemateket markerede sig desuden som premierebiograf med den kazakhstanske Tulpan.

I uge 35 var de to store film den danske Headhunter med Lars Mikkelsen og Henning Moritzen, og Quentin Tarantinos 2. Verdenskrigs-epos Inglourious Basterds.

Anmeldelser kan som altid læses hos bl.a. CinemaZone.dk.