22 November 2009

Nyt i biografen - uge 47

Ugens mastodont i de danske biografer i uge 47 er film nr. to i Twilight-sagaen; New Moon. Den første film i serien blev som forventet en kæmpe succes, og denne skal også nok få alle fansene af bøgerne i biffen.

Dokumentaristen Michael Moores nyeste film har også premiere i denne uge. I Kapitalismen: En kærlighedshistorie tager han verdensøkonomiens kollaps under kærlig behandling.

Den franske film Første dag i resten af dit liv har premiere i København, og københavnske Cinematekets "månedens film" er denne gang dramaet Frozen River. Den er iøvrigt allerede udkommet på DVD, og jeg har anmeldt filmen her. Det er anden gang Cinemateket vælger en film der allerede er udkommet på DVD i dette ellers glimrende koncept med at give biografpremiere til små film, som ikke før har været i dansk biografdistribution, og jeg forstår det ikke. Der er så mange andre film som slet ikke er tilgængelige her i landet, som man ellers kunne vælge, i stedet for en som folk bare kan gå hen i den lokale Blockbuster efter. Men lad det nu ligge...

Besøg CinemaZone.dk for anmeldelser af de nye film.

14 November 2009

Biografanmeldelse: 2012

2012

instruktion: Roland Emmerich.
med bl.a.: John Cusack, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Zlatko Buric, Woody Harrelson, Amanda Peet, Danny Glover.





Man kan ikke beskylde den tyske instruktør Roland Emmerich for at være den mest diskrete filmmager i Hollywood. Om det er invasion fra rummet i Independence Day eller klimakatastrofer i The Day After Tomorrow, kan man være sikker på, at få serveret enorme og larmende brag af nogle filmiske udstyrsstykker. De katastrofer Emmerich før har bragt til det hvide lærred, er dog intet imod hvad der venter hele verden i 2012. Vi taler denne gang ganske enkelt om menneskehedens endeligt.

Det hele begynder i 2009, hvor forskeren Dr. Helmsley opdager, at ekstra stærke strålingsudbrud fra solen er ved at koge jordens indre, og det vil på et tidspunkt betyde, at alle jordens tektoniske plader vil forskyde sig og forandre hele jordklodens landmasser. Det kan blive menneskehedens undergang som vi kender det fra bibelens armageddon. Dommedag. I præcis det år, som flere civilisationer og kulturer har forudsagt i århundreder! I al hemmelighed sætter verdens regeringer planer i gang, der skal sørge for, at højtstående personer og andet godtfolk der har råd til at betale milliarder af kroner, får en plads i de speciel konstruerede arker man begynder at bygge i Kinas bjerge.

Tre år senere lever det meste af jordens befolkning stadig i lykkelig uvidenhed om det der venter dem, og da den fraskilte Jackson Curtis skal på en campingtur i Yellowstone nationalparken med sine to børn, er der ikke lang tid til at den lurende katastrofe bliver til virkelighed. På turen møder han den halvskøre radiovært Charlie, som tilsyneladende ved hvad der snart skal ske, og da jordens plader begynder at forskyde sig, og USA og resten af verden begynder at blive opslugt af enorme vulkanudbrud, gigantiske jordskælv og efterfølgende kilometerhøje tsunamier, har Jackson kun for øje at få familien afsted mod Kina, hvor de takket være Charlie ved, at redningen måske befinder sig.

(copyright: Columbia Pictures/Sony Pictures-Disney DK)

At denne lille familie gang på gang kan overleve det de gør, mens millioner af mennesker dør omkring dem, er bare én af de ting man ikke skal bekymre sig alt for meget om, for man må aflevere sine hjerneceller ved indgangen til biografsalen når man går ind til en film som 2012, der hverken har naturens eller fysikkens logikker med sig, og når man skal sidde og undre sig over noget så simpelt, som hvorfor det er aften på samme tid i både Washington D.C. og Rom, så er der mange spørgsmål der indfinder sig i løbet af filmens oppustede 2½ time lange spilletid.

2012 er ofte medrivende, men jeg ville ønske, at produktionsselskabet bag filmen havde skåret bare en brøkdel i budgettet til special effects, og brugt de småpenge det ville have været, på at hyre en filmklipper! Det er som om filmen gentager sig selv alt for mange gange, uden synlige formål, og alt for meget virker som fyld. Ikke bare én, ikke to, men flere gange, og det er allerede inden kursen er sat mod Kina, er det lige ved og næsten for vore venner, mens jorden buldrer og brager under dem, og selv den ellers meget nervepirrende og meget velfungerende slutning føles unødvendig langstrakt.

Destruktion i stor stil er selvfølgelig denne genres mål, men alligevel kan man godt gøre sig lidt mere umage for at pakke det ind i en mindre tåkrummende indpakning, og selvom alle skuespillerne gør det godt og troværdigt, så har de ikke meget at arbejde med når det ikke lige involverer et forsøg på at redde sig fra naturens rasen. "Jeg føler, at noget trækker os væk fra hinanden", siger Jacksons ekskones nye mand til hende midt i en mindre personlig krise mellem de to i et supermarked, og sekundet efter ryster jorden og sprækker lige midt imellem dem. Det er præcis så øretæveindbydende som det lyder.

Heldigvis er der også øjeblikke der er mere menneskelige ægte, hvor skuespillerne får lov at gøre deres arbejde uden at blive tynget af manuskriptets af og til kitschede indhold, og inden man når at blive alt for irriteret over de momenter der bliver krampagtigt komiske, kører Emmerich hele sit arsenal i stilling, og man føler, at han som en anden dirigent står foran lærredet og råber: "Mere! Mere! Mere!". Hvis man ikke bliver afskrækket af 2½ time med dette, så kan man med sindsro indløse billet til hans ekstravagante ødelæggelsestrip, og være vidne til jordens undergang fra første parket.

12 November 2009

Nyt i biografen - uge 46

Jorden går under!!!

Men endnu sker det kun på film... Tyske Roland Emmerich kommer i denne uge med sit nyeste brag, katastrofefilmen 2012, hvor hele menneskeheden i den grad er på spanden.

Helt så voldsomt er det ikke i den japanske animationsmester Hayao Miyazakis Ponyo på klippen ved havet, eller i den amerikanske romantiske komedie 500 Days of Summer.

Sidste nye film i denne anden uge i november er det tyske politiske drama Hannahs valg. En film som danske Zentropa iøvrigt er med på som produktionsselskab.

Anmeldelser kan som altid findes hos CinemaZone.dk.

Nyt i biografen - uge 44 & 45

Onsdag i uge 44 var der verdenspremiere på dokumentarfilmen Michael Jackson's This Is It. Kongen af pop, Michael Jackson, døde i slutningen af juni måned, og filmen består af optagelser fra prøverne til den række af koncerter han skulle have spillet i London her i løbet af efteråret.

To danske film havde også premiere i uge 44. Den romantiske komedie Simon & Malou med Dejan Cukic og Tuva Novotny i hovedrollerne, og Anders Morgenthalers animationsfilm Æblet & Ormen, som bl.a. Frank Hvam og Sidse Babett Knudsen lægger stemmer til.

Der var desuden premiere på den amerikanske spændingsfilm Nådeløs hævn, og Steven Soderberghs komedie-drama The Informant!, hvor Matt Damon er i topform i hovedrollen. Ugens sidste nye film kom fra Sverige og hedder De ufrivillige. Filmen er iøvrigt Sveriges bud i kampen om en Oscar-nominering i kategorien bedste ikke-engelsk sprogede film.

Selvom vi kun er i begyndelsen af november måned, så er der åbenbart nogle der mener, at vi allerede nu skal have et par julefilm! I uge 45 var der premiere på Robert Zemeckis' motion-capture 3D filmatisering af Dickens klassikeren A Christmas Carol, og også den danske film Julefrokosten havde premiere. Filmen er dog ikke en genindspilning af den danske komedieklassiker med samme navn fra 1976. Rasmus Heide, som sidste år stod bag kæmpehittet Blå mænd, har instrueret.

Sidste nye film i uge 45 var den japanske Oscar-vinder Departures, som havde premiere i København og Århus.

Klik ind på CinemaZone.dk og læs anmeldelser af alle de nye film.

Biografanmeldelse: Zombieland

Zombieland

instruktion: Ruben Fleischer.
med bl.a.: Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Emma Stone, Abigail Breslin, Bill Murray.






Gyser-genren har i mange år haft en undergenre, hvor frådende zombier æder alt på deres vej. Allerhelst os velsmagende mennesker. Men selvom zombierne kan være ganske modbydelige at se på når make-up effekterne er godt udført, så er det ofte ikke selve zombierne der er det uhyggelige i filmene, men mere den stemning der skabes af en instruktør som ved hvad han laver.

Så en ironisering over de af og til dvask udseende levende døde ligger lige til højrebenet, og det hylende morsomme britiske makkerpar Edgar Wright og Simon Pegg tog skridtet fuldt ud, da de i 2004 lavede zombie-komedien Shaun of the Dead, og nu er amerikanerne så kommet med Zombieland, der selvom den ofte er ustyrlig morsom, ikke helt kan nå de samme satiriske højder som Shaun of the Dead.

Kun et par måneder efter det der skulle blive Patient 0 tog første bid af den hamburger der bar en dødbringende zombie-virus, har verden ændret sig, og der er ikke mange mennesker tilbage som ikke er blevet til kødædende kannibal-zombier. USA er blevet til Zombieland, og de få overlevende kendes under navnet på den by de stammer fra. Columbus er en ung mand som prøver at overholde et sæt regler for at overleve, og han klarer det ganske godt. Ifølge ham selv hjælper det meget, at han allerede inden folk blev til zombier, holdte alle andre mennesker på afstand som om de var zombier!

(copyright: Columbia Pictures/Sony Pictures-Disney DK)

Columbus beslutter sig for at drage mod sin hjemby i Ohio, for at prøve på at få vished om sin familie, men på vejen møder han den humørfyldte Tallahassee, og da de bliver godt og grundigt snørret af pigerne Wichita og Little Rock, og hører, at Ohio er ryddet for mennesker, ændrer planerne sig. Sammen drager de fire i stedet mod vestkysten, hvor der eftersigende skulle være en lille zombie-fri oase.

Zombieland har en meget løssluppen stemning over sig, lige fra den fremragende introduktion hvor Columbus fortæller os hvordan man bedst overlever i Zombieland, og til det blodbad firkløveret af nye venner oplever tværs over det tidligere USA. Derfor er det ekstra synd, at filmen på et tidspunkt næsten febrilsk prøver at finde en mere menneskelig vinkel og en tragisk menneskelig historie for et par af vore venner, som vi udmærket godt kan regne ud, at de alle fire må have. Men filmen gør dette meget halvhjertet, og giver ikke sig selv tid til at dvæle ved de skrækkelige oplevelser der er gået forud for den historie der fortælles, og det gør, at dette mere alvorlige element i filmen ikke rigtig fungerer.

Derfor går dampen ind imellem af uhyrlighederne, og bl.a. da vi ankommer til skuespilleren Bill Murrays hus i Hollywood, og får serveret en række scener der dog isoleret set er meget vellykkede, går filmen altså for meget i stå. Med en spilletid på under halvanden time er det dog til at leve med, og da vi når til en rutsjebanetur af en finale i en forlystelsespark, hvor vore venner må slå zombier ihjel i både - ja, faktisk en rutsjebane - og et spøgelseshus, finder Zombieland sig selv igen som den overdrevne og underholdende splatterkomedie den er.

11 November 2009

Biografanmeldelse: Funny People

Funny People

instruktion: Judd Apatow.
med bl.a.: Adam Sandler, Seth Rogen, Jason Schwartzman, Jonah Hill, Leslie Mann, Eric Bana.







Der har været masser af succes i de sidste ti år for instruktør og manuskriptforfatter Judd Apatow. Efter at have arbejdet på forskellige Tv-shows brød han for alvor igennem som med-skaber af Tv-serien Freaks and Geeks, der efter min mening er den vel nok bedste og mest ægte ungdomsserie den lille firkantede skærm har set. Serien fik en meget dedikeret fanskare, men blev af forskellige årsager taget af programfladen efter kun 18 afsnit.

Instruktørdebuten på film kom for Apatow i 2005 med hittet The 40-Year-Old Virgin, og et par år senere tjente hans næste film Knocked Up endnu flere penge. Med Funny People har Apatow fået det helt store budget at gøre godt med i sin fortælling om komiker- og stand-up miljøet i Los Angeles, men ironisk nok er det blevet den første af hans film der ikke rigtig har fået fat i publikum.

George Simmons er en populær og succesfuld stand-up komiker og filmskuespiller. Han lever det søde liv med penge og smukke kvinder, men en dag får han en besked fra sin læge. Simmons er alvorlig syg med en form for leukæmi, og fremtiden for ham er meget uvis. Sygdommen kan være dødelig, og han bliver langsomt tappet for kræfter af den medicin han skal til at tage. Han hyrer derfor den unge håbefulde stand-up'er Ira Wright som sin assistent. Ira skal bl.a. hjælpe med at skrive materiale til George, og de to får et specielt venskab, mens George begynder at tage sit liv med alt for mange fejltagelser op til overvejelse.

(copyright: Universal Pictures/UIP)

Det er en helt speciel og reflekterende komedieform Funny People lægger ud med. Det kan lyde meget klichéfyldt med en mand der pludselig ser sit liv i et andet lys fordi han bliver syg, men filmen bliver i sig selv ikke en kliché, for den er så klog, at den ikke har som mål at lade tårerne stømme ud efter endnu en egoistisk mand har fundet det ægte i livet.

Judd Apatow har selv en fortid i stand-up miljøet, og det kan ses på filmen der tegner et meget ubesværet portræt af denne form for live-komik, som kræver meget af den der optræder. Adam Sandler giver en af karrierens bedste præstationer som George Simmons, der nærmest kan ses som et alter-ego for Sandler selv og den form for komik der har gjort ham berømt, og som Ira er Seth Rogen som sædvanlig i hopla i en type rolle som han har udført rigtig godt, rigtig mange gange. Desuden byder filmen på en næsten uendelig perlerække af komikere der dukker op i cameo-roller som sig selv.

Funny People har dog bare ét altafgørende problem, og det er, at den simpelthen er alt, alt for lang. Der er nok stof til to film, og det går desværre meget ud over helhedsindtrykket. Især filmens første time er ganske enkelt fremragende, og efter halvanden time er vi kommet så meget rundt omkring disse personer, at man godt kunne have afrundet historien.

Men det gør Apatow ikke. Istedet får vi næsten en hel time ekstra med en selvstændig historie om Georges forsøg på at vinde sin eks-kæreste tilbage, og i denne sidste del mister filmen al den underliggende melankoli, som den på så fornem vis har lagt for dagen op til da. Denne nye drejning på historien er aldeles ordinær, og hvis jeg skal være hård, så vil jeg gå så langt som til at sige, at det er det mest uinteressante og ligegyldige Apatow har skrevet. Det er en skam, for han har med dele af Funny People lavet det bedste han endnu har opnået som filminstruktør, og derfor er det endnu mere ærgeligt, at han er lige ved at tabe det hele på gulvet og leverer Funny People som en alt for ujævn film, der kun lige redder sig op på en karakter over middel på grund af den første meget vellykkede del.