Biografanmeldelse: Che: Argentineren

Che: Argentineren

instruktion: Steven Soderbergh.
med bl.a.: Benicio Del Toro, Demián Bichir, Rodrigo Santoro, Catalina Sandino Moreno, Julia Ormond.





Da Steven Soderberghs Che havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival sidste år, var det en film der var over 4 timer lang. Men siden er den blevet delt op i to film. Den første, Che: Argentineren, fortæller om Che Guevaras kamp mod Fulgencio Batistas styre i Cuba i slutnigen af 1950'erne, mens del nr. 2, Che: Guerillalederen, fortæller om Guevaras tid i Bolivia, hvor han også skulle møde sit endeligt. Del 2 har premiere i Danmark senere på sommeren.

Che: Argentineren tager udgangspunkt i den tale Guevara holdte i FN bygningen i New York i 1964, og via tilbageblik ser vi hvordan Che i Mexico bliver overtalt til at tage med Fidel Castro til Cuba for at starte en revolution. Vi følger de efterfølgende kampe i den cubanske jungle og senere i de cubanske byer, som blev erobret en efter en, mens oprørerne for det meste blev mødt med jubel. Argentineren Ernesto "Che" Guevara bliver lidt efter lidt et større og større symbol på den cubanske revolution, men for ham var det ikke nok at vinde hovedstaden Havana, hvor vennen og kampfællen Fidel Castro skulle komme til at sidde på magten indtil han sidste år formelt overgav den til sin bror. For vi ser også den rastløse Che. En mand der siger, at krigen er slut, men revolutionen skal først til at begynde, og dermed afsløres hans ønske om at føre revolution over hele latinamerika.

Che Guevara er en person der deler vandene. Hos mange bliver han stadigvæk den dag i dag betegnet som en revolutionær helt, mens andre anser ham som en gemen morder. Men som med så meget andet i denne verden, så skal sandheden nok findes et sted midt imellem. Instruktør Steven Soderbergh har været lidt kryptisk i sine svar omkring sin egen holdning til Che Guevara, men hovedrolleindehaver Benicio Del Toro har udtalt, at han set udfra datidens samfund, sagtens kan sætte sig ind i Ches kamp.

Benicio Del Toro vandt i 2008 prisen for bedste skuespiller på Cannes Film Festival for sin præstation som Che Guevara, og det var ganske fortjent. Del Toro fylder utrolig godt i rollen, men faktisk er han i nogle scener ved at blive overskygget af den mexicanske skuespiller Demián Bichir, der spiller rollen som Fidel Castro. Der er i bogstaveligste forstand høj cigarføring, og det er skuespil når det er allermest potent.

(copyright: Wild Bunch/Scanbox)

Filmen portrætterer ikke Che som en decideret helt, men der er heller ikke skyggen af den brutale og mørke side af Guevara, der omkring den periode filmen foregår i, ellers kom frem i fuldt flor, da han var involveret i det tribunal der dømte og henrettede politiske modstandere i det berygtede La Cabaña fængsel. Men betyder det så, at Che: Argentineren kun er for Che-støtter og sympatisører? Nej, overhovedet ikke. Og det er fordi filmen overordnet set er overraskende upolitisk.

Der bliver ikke dvælet ret meget ved de politiske bevæggrunde for oprøret, andet end den generelle modstand mod Batista, og det er faktisk godt for filmen, at den ikke bliver sovset ind i alt for mange politiske dundertaler, for det giver plads til, at filmen kan fortælle sin historie uden at hverken ophøje eller dæmonisere. Det kan man så mene er at stikke hovedet i busken, men det fungerer godt fordi filmen dermed ikke bliver en kommentar om en person set i historiens lys, men simpelthen bare en film om en person i sin egen tid. Det er ikke myten, helten eller skurken. Det er manden.

Man kan flere steder godt ane, at filmen kun er første del. Der bliver brugt meget lang tid på opbygningen, og når de virkelige dramatiske højdepunkter kommer, er vi 3/4-del henne i filmen, hvor underlægningsmusikken bliver mere og mere ildevarslende, mens vi bliver vidne til en omgang imponerende iscenesat gadekrig i byen Santa Clara, der skulle blive sidste store forhindring på vejen mod Havana.

Lige fra de sort/hvide grynede billeder i New York, hvor den politiske Che viser sit ansigt, til scenerne i junglen, hvor det mere er de menneskelige reflektioner der er til stede, og hvor den revolutionære Che ansporer sine mænd, har Soderbergh et enormt overskud og overblik som fortæller. Che: Argentineren er en detaljerig og visuelt flot, men samtidig lille og intim film. En stor filmoplevelse fra en af vor tids mest innovative filmskabere.

Nyt i biografen - uge 19

Svenske Lukas Moodysson imponerede med sin debutfilm Fucking Åmål for 11 år siden, og han fulgte op med et par meget vellykkede film, men siden har hans film mere eller mindre delt både anmeldere og publikum. Hans nyeste, Mammut, har i denne uge premiere i landets tre største byer, og meget tyder på, at den vil gøre det samme.

I København, Århus og Odense kan man også se Steven Soderberghs Che: Argentineren. Det er første del af Soderberghs film om Che Guevara. 2. del, Che: Guerillalederen, kommer senere på sommeren.

Over størstedelen af landet er der premiere på Hannah Montana-filmen, hvor teenagestjernen Miley Cyrus får sin succesfulde Tv-serie til biograflærredet. Den skal nok blive en succes. Det samme er tilfældet med Star Trek, hvor Lost-skaberen J.J. Abrams giver Star Trek-universet nyt liv. Filmen har fået fornemme anmeldelser, og formår at tale til både fans af serien og science fiction-fans generelt.

Og apropos science fiction-fans, så er der denne uge også premiere på Fanboys, der foregår for 10 år siden, og handler om en gruppe nørder der sætter sig for at se den nye Star Wars-film før alle andre.

Ugens sidste nye film er den danske dokumentarfilm En stemme for livet, der følger Herning Kirkes drengekor. Filmen kan ses i en række jyske biografer.

Anmeldelser af de nye film kan som altid læses på bl.a. CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: 17 Again

17 Again

instruktion: Burr Steers.
med bl.a.: Zac Efron, Matthew Perry, Thomas Lennon, Leslie Mann.






At en person i en film pludselig smides ind i en ny krop og en ny alder, er ikke en ny idé. Det er set mange gange før, og nok mest kendt i hittet Big fra 1988 med Tom Hanks i en rolle der gav ham sin første Oscar-nominering. I de senere år har vi bl.a. set en pige blive voksen i 13 Going on 30, og mor og datter bytte krop i Freaky Friday, en genindspilning af en film fra 70'erne, så isoleret set er der ikke noget nyt under solen i komedien 17 Again.

Men et velkendt scenarie gør heldigvis ikke, at resultatet ikke kan blive seværdigt, og det beviser 17 Again til fulde. Livet er ved at falde sammen om hovedet på 37-årige Mike O'Donnell. En lovende basketball-karriere da han gik i high school blev ofret da kæresten Scarlett blev gravid, men de to er nu 20 år senere ved at gå fra hinanden. Mike bor hos vennen Ned, har svært ved at tale med sine to teenagebørn Maggie og Alex, og bliver overset af sin unge og lidt for smarte chef på arbejdet. Det hele er surt, og Mike er ved at ønske, at han kunne gå tilbage i tiden og lave tingene om. Og det er lige præcis det der på forunderlig vis sker. Eller det vil sige næsten. For Mike kommer ikke tilbage i tiden - han bliver bare 20 år yngre!

17 Again er en overraskende vellykket teenagekomedie. På papiret er der ikke meget at komme efter, men alligevel fungerer filmen på et plan der gør den virkelig seværdig. Teenagestjernen Zac Efron gør det godt i sin første rigtig store filmhovedrolle, og alle de unge piger der blev vilde med ham på Tv-skærmen i de to første High School Musical-film, og var med til at gøre 3'eren i serien til et stort biografhit, skal nok få det de kommer efter.

(copyright: New Line Cinema/SF Film)

Det er helt troværdigt når Efron i rollen som 17-årige Mike, som nu kalder sig Mark, opfører sig og taler som 37-årige Mike, og foran en måbende skoleklasse fortæller om hvor fantastisk det er at blive far, og bl.a. kommer med formaninger til sine egne børn, hvilket de selvfølgelig finder som en dybt mærkværdig opførsel af ham de tror er deres nye skolekammerat. Desuden viser Efron i flere scener også en god komisk timing, især sammen med vennen Ned, som nu må udgive sig for at være Mikes far.

Mike har det dog ikke helt nemt som ung igen, og han opdager ting om sine børn, som han nok helst ville have været uvidende om. Alex blive mobbet på det groveste, og Maggie bliver forelsket i Mark, altså sin fars unge jeg, og opfører sig på en måde som en far ikke har lyst til at se. Det ville hurtigt kunne blive upassende, men instruktør Burr Steers er god til at holde filmen på et plan hvor komikken hele tiden dukker op til overfladen på de rette tidspunkter.

Steers fik for nogle år siden sin debut med den skæve og sarkastiske Igby Goes Down, men han når dog ikke samme højder med 17 Again. For på trods af filmens gode takter, så mangler den også meget, og manuskriptet er ind imellem meget ufokuseret på Mikes omgivelser. Hvis ikke filmen fortalte os det, så ville vi aldrig vide, at Alex og Maggie var søskende, for der er simpelthen ingen interaktion mellem de to karakterer.

At Zac Efron og Friends-stjernen Matthew Perry, der spiller Mike som 37 årig, slet ikke ligner hinanden af hverken statur eller kropsholdning, er åbenbart heller ikke noget man skal tænke nærmere over. Men måske er det også omsonst, at lede efter logik i en film om en mand der pludselig bliver 20 år yngre? Ja, selvfølgelig er det det. 17 Again fungerer fint ud fra de præmisser den selv sætter op i historien om at prøve at gøre sit eget liv bedre igen, og Mikes kamp er både morsom og charmerende at være vidne til.

Nyt i biografen - uge 18

Den første premiere i uge 18 kom onsdag aften, og det var actionbraget X-Men Origins: Wolverine med Hugh Jackman i hovedrollen som Wolverine, en rolle han også har spillet i de tre X-Men-film fra 2000 til 2006.

I denne uge, hvor vi fredag gik ind i maj måned, dukker Julia Roberts op i sin første hovedrolle siden 2004s Closer, og det sker i den frække komedie Duplicity, hvor hun spiller overfor Clive Owen. De to skabte også gnister sammen på lærredet i netop Closer, og de er begge som skabt til en renpoleret film som Duplicity.

De danske biografdistributører er på det seneste begyndt at hente den japanske animationsmester Hayao Miyazakis ældre værker til landet, og hans Porco Rosso fra 1992 følger nu de to af hans 80'er film der fik premiere for et par år siden. Filmen kører fra denne uge i flere biografer i Københavns-området og i Århus, Odense og Aalborg.

I samme byer kan man finde første del af den franske actionfilm Public Enemy No. 1. Del nr. 2 har premiere senere på måneden.

Også i begrænset premiere i København, Århus og Odense finder vi den israelske film Citronlunden, som er instrueret af Eran Riklis. Han stod sidst bag den fremragende The Syrian Bride, som blev vist på Copenhagen International Film Festival i 2005.

Ugens sidste nye film er den svenske Kongen af Ping Pong, som vises i Gloria biografen i København.

Og ja, jeg ved det godt, der har været meget stille herinde på Filmhjørnet på det sidste, og der er heller ikke ligefrem liv og glade dage på vej igen - endnu - men jeg har da fået skrevet en enkelt ny biografanmeldelse. Det er Nicolas Cage-filmen Knowing, og anmeldelsen af den kan læses her.

Biografanmeldelse: Knowing

Knowing

instruktion: Alex Proyas.
med bl.a.: Nicolas Cage, Rose Byrne.







"Tallene er nøglen til alt" siger Nicolas Cage i Knowing i rollen som John Koestler, en universitetsprofessor der via en række tilsyneladende tilfældige tal på et stykke papir, opdager en lille piges evner til at se ind i fremtiden.

Det er meget svært at gå ind i præcis hvad Knowing handler om, for man kan hurtigt komme til at afsløre noget der burde holdes ude indtil man har set filmen. Knowing er mange ting på én gang. Det er en katastrofefilm med gyser, thriller og science fiction-elementer, og det er videnskab og religion smeltet sammen til en helhed. Man føler sig faktisk flere steder hensat til et afsnit af Tv-serien The X-Files.

Filmen begynder i 1959, hvor en skoleklasse skal lave tegninger til en tidskapsel der skal sænkes i jorden og åbnes 50 år senere. En pige laver dog ikke en tegning, men sidder og skriver en lang række tal ned på et stykke papir. 50 år senere åbnes tidskapslen, og drengen Caleb får papiret med tallene på. Hans far er professor på det ansete Massachusetts Institute of Technology, og nærmest ved et tilfælde opdager han, at tallene er datoer på alle store katastrofer der er sket i de sidste 50 år. Og de tre sidste datoer kommer inden for de nærmeste dage..!

(copyright: Summit Entertainment/Nordisk Film)

Instruktør Alex Proyas har før imponeret med mindre film som The Crow og Dark City, og i hans forrige film var det den berømte forfatter og videnskabsmand Isaac Asimovs skriverier om robot-teknik han gav liv i Will Smith-filmen I, Robot. Med Knowing har han igen sat det store produktionsapparat i gang, og filmen byder på mange meget, meget flotte scener med nogle utrolig vellykkede special effects. Filmteknisk set viser Proyas også en godt håndelag, og særligt imponerende er en scene hvor de blodige og voldsomme følger af et flystyrt følges i én lang glidende kameraindstilling.

Stadigvæk uden at afsløre noget om hvilken retning filmen går i, så skal det nævnes, at jeg føler, at filmens slutning bliver en tand for bombastisk, og den meget storladne symbolik i filmens allersidste billede er ikke til at tage fejl af. Om man falder for det eller ej, er uden tvivl meget individuelt, men Knowing er en meget ambitiøs film, og den stiller store spørgsmål om meningen og formålet med selve begrebet liv. Den er dog samtidig også lidt uklar, for man får aldrig rigtig en fornemmelse af hvad det præcis er folkene bag filmen vil. Er det det ekstravagante udstyrsstykke som Knowing filmmæssigt er, eller er der noget dybere i filmens meget gennemarbejdede og også ret veludførte præmis, der bl.a. går så langt som til at lade filmens hovedpersoner have navne der kan føres tilbage til historie, religion og videnskab?

At finde svaret må være op til den enkelte, men som velproduceret katastrofefilm er Knowing en underholdende og stemningsfyldt film, mens den på det mere dramatiske menneskelige plan har nogle fejl og mangler, bl.a. fordi den er meget påtrængende og højtidelig i sin symbolik.

Nyt i biografen - uge 17

Nyeste film i Biografklub Danmark kom til landet i uge 17, og det er den tyske Baader Meinhof komplekset. Den Oscar-nominerede film om 70'ernes terrorgruppe Rote Armee Fraktion, skal nok få mange folk i biograferne i det næste stykke tid.

Men det var bare en af mange nye film der kom op i biograferne denne uge. Teenage-idolet Zac Efron har hovedrollen i komedien 17 Again, hvor en mand får sin ungdom igen, og i en helt anden genre finder vi katastrofefilmen Knowing med Nicolas Cage, mens gyseren Underworld: Rise of the Lycans byder på varulve og vampyrer.

For de små er der tegnefilm med Mumitroldene: Farlig midsommer, og det modne publikum kan nyde engelsk kostumedrama med The Duchess eller dansk socialrealisme i Heidi Maria Faissts spillefilmsdebut Velsignelsen.

Besøg CinemaZone.dk eller Filmnet.dk for anmeldelser af de nye film.

Nyt i biografen - uge 14, 15 & 16

En række nye film kom op i biograferne i dagene omkring påskeferien, og der var lidt for enhver smag.

For børnene kom DreamWorks' nyeste animationsfilm Monsters mod Aliens, som også kom op i 3D i landets største byer, og der var eventyr i filmen Inkheart, hvor figurer fra nogle helt specielle bøger kommer ind i vores verden.

De unge kunne gå ind og se nyeste actiondrøn i The Fast and the Furious-serien. Vi er nået til film nr. 4, som kort og godt bare hedder Fast & Furious.

Den engelske film Boy A kom i første omgang kun op i København, men filmen om en ung mand der begik mord som dreng, og nu kommer ud i friheden, er helt sikkert et kig værd for dem der har muligheden.

Påskens danske film var Ole Bornedals Fri os fra det onde. En tung skæbnefortælling fra det vestjyske, som har filmdebutanterne Lasse Rimmer og Lene Nystrøm i hovedrollerne, samt Jens Andersen, der for nogle år siden blev landskendt som Polle fra Snave.

Alle disse film havde premiere om fredagen i uge 14, og onsdag i uge 15 var der en enkelt premiere. Den Oscar-nominerede The Reader. Kate Winslet fik i februar måned en Oscar for sin præstation i filmen, og instruktør Stephen Daldry var nomineret til bedste instruktør. Hans tredje film - og tredje Oscar-nominering for bedste instruktør! Ret imponerende.

I uge 15 uge fik vi Clint Eastwoods 29. spillefilm som instruktør. Gran Torino hedder filmen, hvori Eastwood selv spiller hovedrollen. Fra USA kom også dramaet Biernes hemmelige liv, baseret på bogen af samme navn, og fra England fik vi komedien The Boat That Rocked, instrueret af Richard Curtis, som også stod bag succesen Love Actually. Uge 15s danske film var dokumentarfilmen De vilde hjerter, som kom op i enkelte biografer landet over.

Anmeldelser af alle de nye film kan som altid fanges på bl.a. CinemaZone.dk.