Biografpremierer uge 48

Sidste uge ankom hele syv nye film i de danske biografer. Denne uge er lidt roligere.

Ugens store premiere er filmatiseringen af det danske computerspil Hitman. Filmen Hitman har Timothy Olyphant i hovedrollen som lejemorderen Agent 47. Spillet blev udviklet af danske IO Interactive, og blev udgivet til Windows i år 2000. Siden er der kommet tre efterfølgere, som også er blevet udgivet til Playstation og Xbox konsollerne. Filmen havde premiere i USA sidste uge, og indspillede for omkring 100 millioner kroner i den forlængede Thanksgiving weekend.

To mindre film og en dokumentarfilm skal konkurrere med Hitman i de danske biografer i denne uge. Kenneth Branagh har instrueret Dobbeltspil, der er en nyopdateret version af filmen med samme navn fra 1972, der havde Laurence Olivier og Michael Caine i hovedrollerne. Michael Caine er tilbage i denne nye filmatisering af Anthony Shaffers skuespil. Denne gang i rollen som Laurence Oliver havde i den oprindelige film, mens Jude Law i den nye film spiller rollen som Michael Caine havde i 1972 versionen.

Der er også premiere på Gus Van Sants Paranoid Park, som tilbage i maj måned var med i konkurrencen om de Gyldne Palmer i Cannes, og makkerparret bag Dan Turèll dokumentarfilmen Onkel Danny: Portræt af en Karma Cowboy, der kom for nogle år siden, har nu lavet dokumentarfilmen Words of Advice: William S. Burroughs on the Road, om forfatteren William S. Burroughs.

En anmeldelse af Hitman er klar her på Filmhjørnet i løbet af weekenden, og anmeldelser af alle ugens nye film kan findes på CinemaZone.dk.

Biografpremierer uge 47

Der er masser af film i de danske biografer i uge 47. Foruden alle dem der går i forvejen, har hele syv nye film premiere.

Sidste uge bød på årets vinder af de Gyldne Palmer i Cannes, den rumænske 4 Måneder, 3 uger & 2 dage. I denne uge kommer endnu en rumænsk film til Danmark. Det er filmen 12:08 Øst for Bukarest, der sidste år vandt priserne for bedste film og bedste manuskript på Copenhagen International Filmfestival.

Der er ny dansk film på programmet i form af Simon Stahos Daisy Diamond, der er fyldt til randen med stjernenavne. Bl.a. Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Dejan Cukic, Thure Lindhardt og Bent Mejding, bare for at nævne en enkelt håndfuld. Der er også lidt dansk over Robert Zemeckis' performance-capture animationsfilm Beowulf, der er baseret på det angelsaksiske heltekvad af samme navn, og bl.a. foregår i et dansk kongerige.

For Bob Dylan fans kommer der en lækkerbidsken i form af Todd Haynes' I'm Not There. Det specielle ved filmen er, at hele seks forskellige personer spiller en variation af Bob Dylan i forskellige stadier af hans liv og karriere. Det skal nok blive interessant. Todd Haynes stod for fem år siden bag mesterværket Far From Heaven, og I'm Not There er hans første film siden den.

Gyserfans kan se frem til filmen 30 Days of Night, der foregår om vinteren i en lille by i Alaska, hvor der er 30 dages konstant mørke når solen står lavest på himlen. Et paradis for vampyrer!

Danny Huston som vampyren Marlow i 30 Days of Night (copyright: Columbia Pictures/Nordisk Film)

I en lidt anden genre kommer komedien Hot Rod, omhandlende en amatørstuntman, og for de mindste (og alle vi barnlige sjæle) er der sjov og ballade i Surf's Up, en animationsfilm om surfende pingviner!

Så der er nok at vælge mellem i denne uge. Anmeldelser af ugens premierefilm kan læses på CinemaZone.dk.

Biografanmeldelse: Elizabeth: The Golden Age

Elizabeth: The Golden Age

instruktion: Shekhar Kapur.
med bl.a.: Cate Blanchett, Geoffrey Rush, Clive Owen, Abbie Cornish, Samantha Morton, Rhys Ifans.





Elizabeth: The Golden Age er opfølgeren til instruktør Shekhar Kapurs 7 dobbelte Oscarnominerede film Elizabeth fra 1998. Han står igen bag kameraet, og Cate Blanchett brillierer igen i hovedrollen som dronning Elizabeth d. 1 af England. Det undrer mig meget, at denne film har fået så generelt dårlige anmeldelser af de amerikanske filmanmeldere, som det har været tilfældet. Bevares, Elizabeth: The Golden Age er ikke noget mesterværk. Langt fra. Men den fortjener meget mere end de 34% positive anmeldelser den pt. har på Rotten Tomatoes.com.

Den første film fortalte om den unge Elizabeths vej til tronen. Elizabeth: The Golden Age foregår flere år senere, hvor Elizabeth er blevet en garvet dronning i spidsen for et stort og stolt rige. Men England er presset fra syd. Elizabeth selv er protestantisk dronning i et land hvor omkring halvdelen af befolkningen er katolikker, og ikke anerkender hende som retmæssig dronning. Det udløser spændinger, og i det katolske Spanien sidder kong Philip d. 2 parat til at sende sin enorme armada mod England for at vælte Elizabeth, og bane vejen for hendes katolske kusine Mary Stuart, som sidder i husarrest i Skotland.

Præcis som i den første film er Cate Blanchett filmens store oplevelse på skuespilsiden, men især Geoffrey Rush er også rigtig god. Han gentager rollen som dronningens højre hånd Sir Francis Walsingham, men jeg synes, at han bærer rollen bedre i denne film, end han gjorde i den første, hvor han dog også var god. Det australske stjernefrø Abbie Cornish er også god i rollen som Elizabeths hofdame Bess, men Clive Owens Walter Raleigh og Samantha Mortons Mary Stuart formår desværre ikke at efterlade et varigt indtryk.

(copyright: Universal/UIP)

Cate Blanchett fik sit internationale gennembrud i Elizabeth i 1998, og fik bl.a. en Oscarnominering for sin præstation. Nu ni år senere gentager hun rollen i Elizabeth: The Golden Age. Og hun gør den denne gang ligeså godt. Der var måske lidt mere kød på rollen i den første film, men hun går alligevel igennem så mange facetter i sit skuespil i denne film, at man bliver fuldstændig blæst væk. Der har været en del snak om filmen vil blive "glemt" til årets Oscaruddeling på grund af de dårlige anmeldelser, og om det eventuelt kan koste hende en Oscarnominering. I mine øjne er der ikke noget at tage fejl af. Hvis Cate Blanchett ikke bliver nomineret for denne rolle, så vil det være en ligeså stor skandale, som det var, at hun ikke vandt Oscaren for den første film!

Elizabeth: The Golden Age er en fantastisk flot film. Ingen tvivl om det. Kulisserne og kostumerne er af høj kvalitet, men da filmen var færdig, sad jeg lidt med følelsen af, at de enkelte dele stod stærkere end helheden. Især i filmens første halvdel er der alt for mange usammenhængende scener. Vi får mange informationer ind via hurtige scener, og det kan altså godt virke forvirrende. Men det bliver bedre, og når vi går fra den personlige fortælling om Elizabeth og hendes hof, og over til konflikten og intrigerne mellem England og Spanien, tager filmen fart, og især i filmens sidste halve time spiller instruktør Shekhar Kapur simpelthen på alle tangenter. Det er storladent, det er svulstigt og det er i den grad pompøst. Elizabeth: The Golden Age er på flere måder en ujævn film, men jeg vil alligevel sige, at hvis man kan lide de historiske storfilm, så er dette en film man ikke må snyde sig selv for.

DVD-anmeldelse: Kunsten at græde i kor

Kunsten at græde i kor

udgivet d. 20/11-2007 af SF Film.

instruktion: Peter Schønau Fog.
med bl.a.: Jesper Asholt, Jannik Lorenzen, Julie Kolbeck, Hanne Hedelund.




Kunsten at græde i kor er baseret på forfatteren Erling Jepsens selvbiografiske roman af samme navn fra 2002. Vi er i 70'ernes Sønderjylland, hvor 11 årige Allan prøver at holde sammen på sin lille familie. Far truer hele tiden med at begå selvmord. Han har "psykiske nerver", som Allan siger. Men der er en ting far er god til, og det er at holde begravelsestaler så rørende, at hele forsamlingen bryder ud i gråd. Det giver anerkendelse i det lille samfund, og for en kort stund "glemmer han at tage livet af sig - og så er vi en helt normal familie", konstaterer Allan. Og når far er glad, så slipper storesøster Sanne også for at skulle gå ned i stuen til far og "ligge med ham", for at få ham i bedre humør.

Instruktør Peter Schønau Fog får med Kunsten at græde i kor sin debut som spillefilmsinstruktør, og han gør et rigtig godt og meget professionelt stykke arbejde. Schønau Fog er selv opvokset på Fanø, så man må gå ud fra, at han ved hvad der rører sig i den sønderjyske muld, og filmen byder da også på nogle gode miljøbeskrivelser af et Danmark som man desværre ikke ser alt for tit på film. Man har også formået at indfange 70'erne på fornem vis, og nostalgien er total, når der kommer en Jolly Cola på bordet!

Unge Jannik Lorenzen er i front hele filmen igennem, og han er fremragende. Man kan godt være bange for, at det bliver Jesper Asholt i rollen som med medlidenhedssøgende far, der vil stjæle overskrifterne til årets Bodil- og Robertuddelinger. Han fortjener helt sikkert opmærksomhed, for han er god, og det er modigt at tage sådan en rolle, men Jannik Lorenzen er bare det bedre i hovedrollen som Allan. De ukendte skuespillere i de andre roller gør det også godt, med Julie Kolbeck i rollen som Allans storesøster som den bedste.

Kunsten at græde i kor er en god film. Den er flot instrueret, fantastisk spillet og har noget vidunderligt underlægningsmusik. Men når den ikke når helt op på en højere karakter, så er det fordi jeg synes, at den har det problem, at den ikke formår at finde den rette balance mellem det tragikomiske og det alvorlige. Det behøver naturligvis ikke være et problem i sig selv, men filmen indeholder mange barske scener, og jeg føler, at den af og til er for distancerende til de ting der foregår, og derfor kommer det ikke til at gøre rigtig ondt.

DVD'en:
Det er en skam, at der næsten ikke er noget at komme efter på denne DVD. Udover filmens trailer er der et lille program kaldet "Interview med Erling Jepsen". I de små 20 minutter programmet varer, når Jepsen at få en masse fortalt om baggrunden for filmen, men man mangler ærlig talt mere. Et kommentarspor med instruktøren og Erling Jepsen selv ville have været en god mulighed for at komme ind under huden på denne meget personlige fortælling. Men sådan skulle det altså ikke være.

Film: 4/6 stjerner.
DVD: 2/6 stjerner.

Biografanmeldelse: We Own the Night

We Own the Night

instruktion: James Gray.
med bl.a.: Joaquin Phoenix, Mark Wahlberg, Eva Mendes, Robert Duvall.






Bobby Green er manager af natklubben El Caribe i Brooklyn. Her er fest og farver og han lever det vilde liv sammen med kæresten Amada. Men Bobby bærer på en hemmelighed, som kun kæresten kender til. Han kommer fra en familie, hvor både hans far og bror er højt rangerede politibetjente. En af stamgæsterne på natklubben er russeren Vadim, nevø til Bobbys chef, ven og mentor. Vadim står bag narkosmugling i stor stil, og da han kommer i politiets søgelys, må Bobby beslutte, om han skal vælge side, eller vende det blinde øje til...

We Own the Night er instruktør James Grays tredje spillefilm - og selvom det ikke er nogen fantastisk film, så er det dog hans bedste. Debuten kom tilbage i 1994 med den interessante Little Odessa, der præcis som We Own the Night foregår i det russiske miljø i og omkring Brooklynbydelen Brighton Beach.

Joaquin Phoenix var også med i James Grays forrige film The Yards, og han spiller i We Own the Night hovedrollen som Bobby med stor kontrol. Phoenix har udviklet sig rigtig meget som skuespiller gennem årene, og han er god til at spille karakterer der gemmer på mere end det man lige kan se på overfladen. Robert Duvall er også fremragende som Bobbys far. Det er ikke skuespil på højt plan, men fra en som Duvall kan mindre også gøre det, og han har en aura over sig som gør, at han tiltrækker opmærksomhed i hver scene han er med i. Mark Wahlberg og Eva Mendes er også gode, men mere anonyme som henholdsvis Bobbys bror og Bobbys kæreste. Dog er specielt forholdet mellem Amada og Bobby rigtig godt. Det er ikke det klichéfyldte forhold hvor pigerne hænger på en populær natklubejer og kun er der for spændingen og stoffernes skyld, men der er et tæt bånd mellem de to, og det står tidligt klart, at der skal meget modgang til for at skille dem.

(copyright: Columbia Pictures/Sandrew Metronome)

Men når alt kommer til alt er materialet i We Own the Night ikke speciel originalt. Det er set mange gange før, men det handler ofte også mest om hvordan man behandler materialet, og det ved James Gray godt. We Own the Night er på ingen måder en uforglemmelig eller perfekt kriminalfilm, men den har en nerve og kant over sig, der bringer minderne frem om 70'ernes grå og hårdkogte amerikanske kriminalfilm. F.eks. en biljagtscene der foregår i øsende regnvejr er fremragende lavet.

Det største problem jeg har med We Own the Night er slutningen, og her beviser den, at det ikke er en film der er lavet i de kompromisløse 70'ere. I stedet for at slutte på det tidspunkt der ville give mest mening, skal vi lige have lidt mere med, og filmens sidste par scener er fuldstændig unødvendige. Og set ud fra hvordan personen Bobby Green har været igennem hele filmen, virker slutningen faktisk lidt utroværdig. Denne ellers udmærkede film, skulle have sluttet få minutter før den gør, og dermed ville den have efterladt et meget stærkere indtryk.

Biografpremierer uge 46

Fredag er som altid dagen hvor de nye film kommer op i biograferne, og de danske biografer byder på noget for enhver smag her i uge 46.

I 1998 var Cate Blanchett stadigvæk et forholdsvis ukendt navn, men hendes kraftpræstation som den engelske dronning Elizabeth d. 1 i Elizabeth, gav genlyd over hele verden, og hun blev nomineret til en Oscar for rollen. Her 9 år senere kommer fortsættelsen så; Elizabeth: The Golden Age. Igen med Blanchett i hovedrollen og indiskfødte Shekhar Kapur i instruktørstolen.

Cate Blanchett i Elizabeth: The Golden Age (copyright: Universal/UIP)

Gyseren 1408 har John Cusack og Samuel L. Jackson i hovedrollerne. Svenske Mikael Håfström har instrueret filmen, der er baseret på en novelle af Stephen King. Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg er brødre i dramaet We Own the Night. Robert Duvall spiller deres far i filmen, der i maj måned var med i hovedkonkurrencen i Cannes. Og fra Rumænien kommer i denne uge så årets vinder af de Gyldne Palmer i Cannes, Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger & 2 dage, mens der fra Holland kommer familiefilmen Winkys hest.

Anmeldelser af alle ugens premierefilm kan læses på CinemaZone.dk, og man kan forvente anmeldelser af Elizabeth: The Golden Age og We Own the Night her på Filmhjørnet i den kommende uge.

DVD-anmeldelse: Planet Terror

Planet Terror (2 Disc Special Edition)

udgivet d. 13/11-2007 af SF Film.

instruktion: Robert Rodriguez.
med bl.a.: Rose McGowan, Freddy Rodríguez, Josh Brolin, Marley Shelton, Michael Biehn, Jeff Fahey, Naveen Andrews, Bruce Willis.



Robert Rodriguez' Planet Terror er en del af den hyldest, som han og Quentin Tarantino har lavet til de film der blev vist i de såkaldte "Grindhouse" biografer, der især i 60'erne og 70'erne havde deres storhedstid. Mange af disse biografer havde dobbeltforestillinger med to film på én aften, og trailers for kommende film før og mellem filmene. Genren på disse film kan bedst beskrives ved at tage fat i titlen på Palle Strøms hedengangne DR program; Kult, kitsch og B-film.

Rodriguez' Planet Terror og Tarantinos Death Proof (som blev udgivet på dansk DVD i sidste måned) kom samlet ud i de amerikanske biografer under titlen Grindhouse, endda med falske trailers for film der slet ikke eksisterer, lavet til lejligheden af bl.a. Eli Roth. Manden der også står bag Hostel og DVD aktuelle Hostel II. Men Grindhouse-oplevelsen blev en stor økonomisk fiasko for filmselskabet, som besluttede, at de to film skulle selvstændigt ud i resten af verden.

Der er ingen grund til at tænke nærmere over handlingen i Planet Terror. Det er ren skæg og ballade. Et virus er løs, og snart begynder byens indbyggere at æde hinanden med hud og hår, mens blodet sprøjter til alle sider! Vi møder en hel masse forskellige mennesker i filmen, som alle prøver at kæmpe mod denne zombieagtige trussel. Bl.a. stripperen Cherry Darling, som bliver genforenet med ekskæresten Wray. Så er der lægeægteparret Block, og de to brødre, hvor den ene er sherif i byen, og den anden ejer en snasket restaurant, hvor han bruger al sin tid på at lave den perfekte barbecuesovs.

Hvis vi kun kigger på det med at lave en hyldest til Grindhouse-filmene, med alt hvad det indebærer af skrammer og ridser i billedet, manglende filmruller o.s.v., så er Planet Terror en langt mere gennemført film end Death Proof. Men som enkeltstående film, synes jeg, at Death Proof vinder en kneben sejr. Nu er jeg så heller ikke verdens største splatterfan, og splat, det er Planet Terror i den grad!

Præcis ligesom Death Proof, så er Planet Terror på mange måder en meget indforstået film, for folk som kender disse film der bliver hyldet. Men slet ikke så meget, at man ikke også kan nyde filmen for det den er. Et blodsjaskende voldsorgie, lavet af en af amerikansk films største legebørn.

DVD'en:
Planet Terror kommer på DVD i en 2 disc udgivelse. De to discs byder sammenlagt på omkring 1½ times ekstramateriale + et kommentarspor. På disc 1 er selve filmen, hvor man kan vælge at lytte til et kommentarspor med instruktør Robert Rodriguez. På disc 1 er der også et program fra San Diego Comic Con 2006, hvor Robert Rodriguez og Quentin Tarantino fortæller om planerne med deres Grindhouse-film. På disc 2 er resten af ekstramaterialet, i form af forskellige programmer der tager os med bag kameraet og fortæller om skuespillerne i filmen og filmens special effects. Planet Terror er udgivet i samme design som Death Proof, der også kom i en 2 disc udgivelse på DVD, så de to film passer perfekt sammen på hylden. Begge film kommer med et DTS lydspor, der virkelig giver smæk for skillingen!

Film: 4/6 stjerner.
DVD: 5/6 stjerner.

Valgaften

Nej, bare rolig. Denne blog er ikke til for at diskutere politik. Men vi kan ikke komme udenom, at det i aften er valgaften. Skal regeringen fortsætte med støttepartiet Dansk Folkeparti? Eller får Ventre og Konservative mulighed for at tage imod en håndsrækning fra Ny Alliance? Eller skal vi have et regeringsskifte, der vil betyde, at Danmark for første gang i historien får en kvindelig statsminister?

Senere i aften er vi allesammen meget klogere...

Jeg har selvfølgelig også brugt min ret til at stemme, og da dette ikke er nogen politisk blog, vil jeg naturligvis holde for mig selv, hvor mit store fede kryds blev sat. Men dette indlæg handler ikke om politik. Det er en opfordring til at benytte lejligheden til at se Anders Thomas Jensens Oscarvinder. Kortfilmen Valgaften.

Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som Peter. Han har glemt at stemme, og på valgaftenen farer han gennem Københavns gader, for at nå valglokalet i tide. På sin vej møder han både den danske taxachauffør, som ikke kan lide indvandrere, og den udenlandske taxachauffør, som ikke kan lide japanerne og deres sushibarer. Peter er selv en meget åbensindet mand, og han gider ikke deres racistiske kommentarer. Men da han endelig når valglokalet, tager hans aften en drejning han ikke lige havde regnet med.

Valgaften formår at trykke på de helt rigtige knapper, så man sidder forundret, foraget og forbløffet tilbage. Det er i sandhed en finurlig lille perle af en film.

Ulrich Thomsen i Valgaften (copyright: M&M Productions)

Valgaften kan lånes på DVD og VHS på landets biblioteker. Iøvrigt sammen med Anders Thomas Jensens to andre Oscarnominerede kortfilm; Ernst & lyset og Wolfgang.

Biografanmeldelse: Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

instruktion: Andrew Dominik.
med bl.a.: Brad Pitt, Casey Affleck, Sam Rockwell, Jeremy Renner, Paul Schneider, Sam Shepard, Mary-Louise Parker, Zooey Deschanel.




I 1881 var den 34 årige Jesse James en superstjerne. Han havde på det tidspunkt levet et liv på kant med loven i mere end 10 år. Men lovens lange arm er kommet tættere og tættere på ham. Pinkertons detektivbureau har målrettet været på jagt efter Jesse James og hans bande i flere år, og James og familien må ofte flytte og leve under falsk navn. Jesse James var frygtet og hadet - og elsket og romantiseret på samme tid. Der blev skrevet tegneserier og bøger om ham og hans bande, og en af hans "fans" er den 19 årige Robert Ford. Han har siden barnsben været vild med Jesse James, og er nu sammen med sin storebror Charley blevet en del af den nye bande, der skal hjælpe Jesse James og hans bror Frank med endnu et togrøveri. Som en slange sniger Robert Ford sig ind på livet af Jesse. Helt ind i det private hjem, hvor Jesse James skal møde sit endeligt, og hvorefter Robert Ford for evigt vil blive kendt som "Manden der skød Jesse James".

Det har været en lang vej for den New Zealandskfødte instruktør Andrew Dominik, at få Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford ud i biograferne. Optagelserne til filmen fandt sted i efteråret 2005, og filmen var planlagt til at få premiere sidste år. Den plan holdt dog ikke, og så sent som i maj i år arbejdede man stadigvæk ved klippebordet for at få filmen tilpasset, så både instruktør, producenter og filmstudie var tilfreds. Når en film er så lang tid undervejs, så er det tit et tegn på, at tingene ikke fungerer på skærmen. Men det er bestemt ikke tilfældet med denne film.

copyright: Warner Bros./Sandrew Metronome

Selvom filmen byder på flere gode birollepræstationer fra bl.a. Sam Rockwell, Jeremy Renner, Paul Schneider og Sam Shepard, så er det Brad Pitt som Jesse James og Casey Affleck som Robert Ford, der troner over alle de andre oppe på lærredet. De spiller begge deres roller med stor ro og troværdighed, og det er for tilskueren nemt at se, hvorfor Robert starter med at se op til Jesse, og ligeså nemt at se, hvad det er der gør, at hans beundring lidt efter lidt går over i harme og vrede. Når Brad Pitt portrætterer Jesse James siddende rank i en stol i baghaven, mens han roligt ryger på en cigar, er man ikke i tvivl om at dette er Jesse James. Man ser det vindende væsen, de sociopatiske tendenser, og de tiltagende paranoide tanker. Men man aner også noget andet. Måske ikke en decideret anger over fortidens synder, men tankerne om hvordan livet kunne have været anderledes, hvis han havde valgt en anden vej. Casey Affleck er fremragende i rollen som Robert Ford. En knægt som er for ung og umoden til at indse konsekvenserne af det han er ved at rode sig ud i. Hele tiden lurende i baggrunden, med et udtryk i ansigtet, som man ikke rigtig kan tolke. Lige fra det drengede og fjogede, til det ildevarslende. Ville Robert Ford være ligeså stor som Jesse James, eller ville han være større end Jesse James? Hvad fik ham til at forråde og dræbe manden som han i mange år havde set op til?

copyright: Warner Bros./Sandrew Metronome

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er en af de flotteste og mest poetiske film i år, men den mangler også lige det sidste, for at kunne få den sidste halve til hele stjerne, og komme helt op på en topkarakter. Nogle af scenerne virker nemlig desværre lidt for usammenhængende. Det er underligt at sige det om en film der varer lige over 2½ time, men man kunne sagtens have brugt længere tid på at beskrive nogle af filmens karakterer. For på trods af filmens længde, så er den ikke et minut for lang. Instruktør Andrew Dominik har sammen med fotograf Roger Deakins skabt en film med et meget fascinerende udtryk. Nogle gange er filmens billeder sløret i kanterne, så man næsten føler, at man sidder indenfor og kigger ud af et gammelt slidt vindue. Lurende og observerende. Ventende på det rette tindspunkt til at slå til på. Præcis som kujonen Robert Ford.

Filmens rolige og afdæmpede fortællerstemme, er næsten med til at hypnotisere os ind i det nærmest insisterende langsomme tempo, hvorefter man pludselig bliver revet ud af døsen, og smidt ind i den brutale virkelighed og kyniske levevej filmen fortæller om. Der er flere scener i filmen der vil forfølge en lang tid efter man er gået ud af biografen, og når vi når til scenen som hele filmens titel fortæller om, så er det en intens, uhyggelig og nervepirrende scene, der udspiller sig i fuldt dagslys. I Jesse James eget hus, hvor hans kone er i soveværelset, og hvor hans børn løber rundt og leger udenfor. Manden der har levet et brutalt liv, og i sin blodrus har revet mange mennesker væk fra deres kære, møder nu en ligeså brutal skæbne i form af kujonen Robert Ford.

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er film når det er allerbedst og mest udfordrende.

Biografanmeldelse: Ekko

Ekko

instruktion: Anders Morgenthaler.
med bl.a.: Kim Bodnia, Villads Milthers Fritsche, Stine Fischer Christensen, Peter Stormare.






Den første biografanmeldelse her på Filmhjørnet, er af den kommende danske film Ekko, som jeg så til afslutningen på Nordisk Filmfestival i Frederikshavn. Ekko har premiere i de danske biografer den 7 december.

Simon ankommer sammen med sin lille søn Louie til et sommerhus ude på landet. De to ser ud til at hygge sig midt i sommeridyllen, men vi aner hurtigt, at der er et eller andet galt. Det viser sig, at Simon har kidnappet sin egen søn. Han er ved at miste forældreretten, og har altså taget dette sidste desperate skridt. Louie ved dog ikke noget. Han elsker sin far, og aner ikke uråd om at der er noget galt. Men snart ændrer tingene sig. Simon begynder at se syner, og han har tvangstanker og uhyggelige mareridt. Hvad sker der? Har Simon og dette sommerhus noget med hinanden at gøre? Simons oplevelser er som et ekko fra fortiden. Et ekko af skjult angst der kommer op til overfladen igen...

Anders Morgenthaler er nok mest kendt som satiretegner fra bl.a. Wulffmorgenthaler, men han er også uddannet på den danske filmskole, og fik sidste år sin spillefilmsdebut som instruktør, med den meget lovende Princess. Han følger nu op med Ekko. Ikke helt så god en film som Princess (også en meget anderledes film, så sammenlignes helt kan de selvfølgelig ikke), men bestemt en film der viser, at Morgenthaler har meget i sig som filmmager.

copyright: Zentropa/Nordisk Film

I hovedrollen som Simon ses Kim Bodnia. Første gang det store publikum fik øje på Bodnia, var for tretten år siden i Ole Bornedals Nattevagten. Han har siden optrådt utallige gange som den hårde hund der lader næverne tale. I de sidste par år har han været en del med i udenlandske film, og det er tre år siden han har haft en hovedrolle i en dansk film, så det er godt, at se ham tilbage. Endda i en rolle der er ret atypisk i forhold til meget af det vi har set ham i før. Og han gør det rigtig godt. Selvom Simon på overfladen er en god og kærlig far, så gemmer der sig en vrede og afmagt inde i ham, og dette formår Bodnia på flot vis at få frem.

Stine Fischer Christensen, sidste års Bodil-vinder for bedste kvindelige birolle for sin præstation i Efter brylluppet, gør det også udmærket i en mindre rolle, der bliver lidt større som filmen skrider frem, men det ellers godt skrevne manuskript, giver hende ikke ret meget at arbejde med. Filmens store stjerne er dog knægten med det fantastiske navn Villads Milthers Fritsche. Han spiller Simons søn Louie, og der kommer det ene guldkorn efter det andet ud af munden på ham. Han er virkelig et fund.

Ekko er på mange måder en meget minimalistisk film. I og med den udelukkende foregår i og omkring et sommerhus, er det ikke mange andre indtryk man får ind. Og det er både en fordel og en ulempe. Der er tid til at fordybe sig i dette menneske, som prøver at holde sandheden skjult for sin søn, og samtidig må kæmpe med fortidens dæmoner. Men det er også en ulempe, fordi der er så mange ubesvarede spørgsmål ved at filmen kun foregår dette ene sted. Filmen virker med sine små 80 minutter overhovedet ikke for lang, men jeg sad alligevel med en fornemmelse af, at denne historie kunne have været fortalt på meget kortere tid. Så hvorfor ikke også have noget af forhistorien med i filmen? Grunden til Simons handling. Hvad er der sket i hans liv derhjemme, der fører til denne desperate handling?

Det filmiske udtryk i Ekko fejler intet, og det er tydeligt, at Morgenthaler er gået et skridt længere siden Princess. Der er til tider nogle meget urolige kamerabevægelser, hurtige klip, og mange nærbilleder, og det er på den måde en meget interessant film at se på. Også musikken er aldeles fremragende og stemningsfyldt, og godt hjulpet på vej af det psykologiske aspekt i portrætteringen af Simon, formår Morgenthaler op til flere gange, at få publikum til at hoppe i sædet af chok. Så filmen er helt sikkert seværdig, men den mangler bare lige det sidste, for at blive en film man tager med sig ud af biografen.

Velkommen til Filmhjørnet!

Efter nogle op(ud?)fordringer fra mennesker hvis mening jeg sætter højt, har jeg nu besluttet mig for at springe ud i "bloggeriet".

Som titlen på denne blog siger, så vil dette dreje sig om film. Det er ingen hemmelighed for dem der kender mig, at jeg er lidt af en gal filmnørd. Jeg ser rigtig mange film i biografen, og derfor vil de fleste filmanmeldelser på denne blog højst sandsynligt dreje sig om netop nye/nyere biograffilm. Men jeg vil sikkert også skrive om andre film fra tid til anden. F.eks. ældre film jeg ser i mit eget personlige filmhjørne i hjemmet, nyheder om kommende film jeg glæder mig til, og også snak om Oscar og andre filmpriser kan man forvente sig.

Filmhjørnet vil ikke være en sæbekasse hvorfra jeg vil stå og tale om alt muligt mellem himmel og jord. Men selvom jeg ikke kan udelukke, at der vil snige sig nogle andre ting ind hist og pist, så vil det for det meste dreje sig om film.

Hvis nogen skulle forvilde sig herind i mit filmhjørne, så skriv endelig en kommentar hvis du/I har noget på hjerte omkring det jeg har skrevet. Men husk nu, at alle upassende indlæg vil blive fjernet med hård hånd af den diktatoriske ejer af Filmhjørnet. Mig!

Så med disse ord, vil jeg sige velkommen til Michael W's Filmhjørne.