31 December 2007

Filmåret 2007 - Top 10 m.m.

Endnu et filmår er overstået, og snart kan et nyt begynde. Men før det sker, er det som sædvanlig tid til at gøre status over året der er gået. Jeg har set 101 af de omkring 230 film der kom op i de danske biografer i løbet af 2007, og jeg føler, at jeg har været godt igennem året. Jeg ved hvad jeg kan lide, så selvfølgelig er der noget der bliver fravalgt, for selvom jeg gerne vil se alt, så kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre! Der er da også enkelte film som jeg er ked af at have misset, og af film som jeg har store forventninger til, men som jeg ikke har fået set endnu, er denne håndfuld mest iøjenfaldende: 4 måneder, 3 uger & 2 dage, Dykkerklokken og sommerfuglen, Gone Baby Gone, I'm Not There og Michael Clayton. Kan de alle fem komme i betragtning til denne liste? Jeg ved det ikke. Det vil tiden vise når jeg får dem set på DVD.

Det mest bemærkelsesværdige for mig i år 2007 var, at jeg ikke gav én eneste topkarakter! Det er aldrig sket før! Nr. 1 og 2 på min liste kunne komme i betragtning til en topkarakter, hvis jeg ikke måtte give halve stjerner. Men realistisk set, så er det faktisk nok kun nr. 1 på listen jeg ville kunne give fuldt hus ved et gensyn. Men ok, jeg plejer kun at ligge på en eller to topkarakterer pr. år, så at der måske ikke var nogen i år, behøver jeg nok ikke tage som et udtryk for at jeg er blevet mere mavesur og kynisk...

Kynismen breder sig dog når talen falder på dansk film. For tredje år i træk synes jeg vi har haft et sløjt år for dansk film. Bevares, der var da enkelte interessante danske film, men noget rigtig godt kom der efter min mening ikke.

Men ikke mere snak. Et nyt år begynder snart, så lad os komme til sagen. Først 10 boblere, som lige netop ikke klarede at komme ind i årets top 10, og derefter min top 10 for filmåret 2007 i de danske biografer:

-Boblere (alfabetisk orden):
2:37, Apocalypto, Death Proof, Fortryllet, Half Nelson, Hollywoodland, Inland Empire, Knocked Up, Letters from Iwo Jima, Little Children

-Biografåret 2007 - Top 10:

10. Notes on a Scandal

Elegant engelsk film med Judi Dench og Cate Blanchett i topform i hovedrollerne. Dench som den gamle støvede skolelærer Barbara, og Blanchett som Sheba, den unge lærer og håbefulde idealist på samme skole. En begivenhed bringer dem tæt sammen, men da Barbaras begær går over i besættelse, eskalerer tingene. Judi Dench er fantastisk i rollen som Barbara, og hun fik helt fortjent en Oscarnominering for dette der efter min mening er hendes bedste præstation til dato.


9. Shortbus

Fem år skulle der gå fra instruktør John Cameron Mitchell vandt den prestigefyldte "New Generation Award" fra filmkritikerne i Los Angeles for sin debutfilm Hedwig and the Angry Inch, til hans næste film kom. Shortbus fortæller om menneskeskæbner i New York, og det paradoks, at så mange er ensomme og har svært ved at finde sig selv i en af verdens største og mest multikulturelle storbyer. John Cameron Mitchell beviser med Shortbus, at han er en af de mest kompromisløse og originale amerikanske filmskabere i dag.


8. Zodiac

Der skulle ligeledes gå fem år mellem David Finchers to seneste film. Han følger op på Panic Room fra 2002 med Zodiac, en meget stemningsmættet film om efterforskningen af virkelighedens "Zodiac-morder" i San Francisco i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne. Filmen byder på fine præstationer fra Jake Gyllenhaal, Mark Ruffalo og Robert Downey Jr., og Fincher viser endnu engang hvilken fornem sans han har for at skabe nogle flotte og stemningsfulde billeder i sine film.


7. The Bourne Ultimatum

Matt Damon vendte i år tilbage for tredje gang som Jason Bourne. De tre Bourne-film repræsenterer hver for sig noget af det bedste action-genren har budt på i de senere år, og med Paul Greengrass i instruktørstolen på 2. og 3. del, fik serien en barsk og krads realisme. The Bourne Ultimatum lægger sig perfekt i slipstrømmen på de to første film i serien, og den er årets klart bedste actionfilm.


6. Eastern Promises

Igen en meget flot og seværdig film fra instruktør David Cronenberg, og igen med Viggo Mortensen som frontfigur. Mortensen er Nikolai, ansat hos et familieoverhoved i Vory v Zakone, den brutale russiske mafia. Jeg kan godt lide den mere traditionelle vej Cronenberg er gået med sine to seneste film, og Cronenberg og Mortensen fortsætter her det samarbejde de satte i gang med A History of Violence fra 2005. Det har været godt for dem begge.


5. Ratatouille

Endnu en animationsperle fra Pixar-studiet. Denne gang en historie om Remy som drømmer om at komme til Paris og blive kok på en fornem restaurant. Men der er lige ét enkelt lillebitte problem - Remy er en rotte..! Ratatouille er en næsten fejlfri film som er fyldt med opfindsomme påfund, og Peter O'Toole lægger stemme til en af årets bedste karakterer på film - Madanmelderen Anton Ego. I sandhed en film-gastronomisk smagsoplevelse af de store!


4. Pans labyrint

Flot og uhyggelig film fra Guillermo del Toro, om pigen Ofelias oplevelser med sin svage gravide mor og hendes nye mand, den sadistiske kaptajn Vidal. Den spanske borgerkrig er slut, men oprørere kæmper stadigvæk mod det fascistiske styre, og midt i dette finder Ofelia vejen til et magisk og farligt underjordisk land, der måske rummer nøglen til hendes skæbne. Pans labyrint er en unik og usædvanlig eventyrfilm, der bestemt ikke er for de mindste.


3. Dreamgirls

Fremragende musical som næsten ikke giver en lov til at få pusten mellem de mange stort opsatte musiknumre, hvor især Eddie Murphy, Beyoncé Knowles og Jennifer Hudson simpelthen giver den på alle tangenter. Dreamgirls er fuld af power og fanden-i-voldskhed, og det er en film som hele vejen igennem byder på meget fornemt filmhåndværk, flotte musiknumre, fremragende præstationer fra de medvirkende, og bare er fyldt til randen med ufiltreret soul.


2. Children of Men

Året er 2027. Menneskeheden har ikke kunne forplante sig i snart to årtier, og hele verden er ved at bukke under. Den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón har lavet en fantastisk flot film, der tegner et uhyggeligt billede af en verden der virker bekendt, men som nærmer sig undergangen med hurtige og ubarmhjertige skridt. Children of Men er et skræmmende billede at menneskehedens sidste krampetrækninger. En historie om hvor vigtigt det er at huske medmenneskeligheden, selv når civilsationen er ved at bryde sammen. En af årets bedste og mest bemærkelsesværdige filmoplevelser.


1. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

I 1881 var den 34 årige Jesse James en superstjerne. Han havde på det tidspunkt levet et liv på kant med loven i mere end 10 år. Jesse James var frygtet og hadet - og elsket og romantiseret på samme tid. Der blev skrevet tegneserier og bøger om ham og hans bande. Som en slange sniger Robert Ford sig ind på livet af Jesse. Helt ind i det private hjem, hvor Jesse James skal møde sit endeligt, og hvorefter Robert Ford for evigt vil blive kendt som "Manden der skød Jesse James".

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er en af de flotteste og mest poetiske film i år. Brad Pitt som Jesse James og Casey Affleck som Robert Ford troner over alle andre oppe på lærredet. De spiller begge deres roller med stor ro og troværdighed, og filmens rolige og afdæmpede fortællerstemme er næsten med til at hypnotisere os ind i det nærmest insisterende langsomme tempo, hvorefter man pludselig bliver revet ud af døsen, og smidt ind i den brutale virkelighed filmen fortæller om. Der er flere scener i filmen, der vil forfølge en lang tid efter man er gået ud af biografen. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er film når det er allerbedst og mest udfordrende.

Hele min anmeldelse af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford kan læses her.

- - - - -

Årets bedste skuespiller:
Forest Whitaker - The Last King of Scotland

Årets bedste skuespillerinde:
Judi Dench - Notes on a Scandal

Årets bedste instruktør:
Andrew Dominik - Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

Årets bedste manuskript:
Guillermo del Toro - Pans labyrint

Årets bedste danske film:
Hvid nat, instrueret af Jannik Johansen.

Robert-nomineringerne 2007

Danmarks Film Akademi har offentliggjort nomineringerne til årets Robert-priser, og det er et stort år for Ole Bornedal. Han er selv nomineret til bedste film, instruktør og manuskript for Kærlighed på film, og hans anden film fra 2007, Vikaren, har fået i alt 10 nomineringer. Samme antal som Kærlighed på film. Om Bornedal og hans film kommer til at få nogle priser med hjem, vil tiden vise.

10 nomineringer er det også blevet til Kunsten at græde i kor, som nok må betegnes som den store favorit i feltet, og De fortabte sjæles ø, mens Ekko følger lige efter med 9 nomineringer.

Robert-festen finder sted den 3 februar 2008.

De nominerede i de store kategorier er:

Årets danske spillefilm:
Daisy Diamond
Ekko
Hvid nat
Kunsten at græde i kor
Kærlighed på film

Årets mandlige hovedrolle:
Anders W. Berthelsen - Kærlighed på film
Kim Bodnia - Ekko
Lars Brygmann - Hvid nat
David Dencik - Uden for kærligheden
Søren Pilmark - Hvordan vi slipper af med de andre

Årets kvindelige hovedrolle:
Rikke Louise Andersson - Hvid nat
Bodil Jørgensen - Hjemve
Julie Kolbeck - Kunsten at græde i kor
Noomi Rapace - Daisy Diamond
Paprika Steen - Vikaren

Årets mandlige birolle:
Jesper Asholt - Kunsten at græde i kor
Morten Grunwald - Hvid nat
Kristian Halken - Karlas kabale
Nikolaj Lie Kaas - Kærlighed på film
Ulrich Thomsen - Vikaren

Årets kvindelige birolle:
Trine Dyrholm - Daisy Diamond
Charlotte Fich - Kærlighed på film
Hanne Hedelund - Kunsten at græde i kor
Ellen Hillingsø - Karlas kabale
Karen Lise Mynster - Uden for kærligheden

Årets instruktør:
Nikolaj Arcel - De fortabte sjæles ø
Ole Bornedal - Kærlighed på film
Peter Schønau Fog - Kunsten at græde i kor
Anders Morgenthaler - Ekko
Simon Staho - Daisy Diamond

Årets manuskript:
Peter Asmussen & Simon Staho - Daisy Diamond
Ole Bornedal - Kærlighed på film
Bo Hr. Hansen - Kunsten at græde i kor
Mette Heeno & Anders Morgenthaler - Ekko
Anders Thomas Jensen & Jannik Johansen - Hvid nat

Se alle årets Robert-nomineringer på Filmakademiets hjemmeside: http://filmakademiet.dk/

24 December 2007

Biografanmeldelse: Fortryllet

Fortryllet - Et moderne eventyr i New York

instrueret af: Kevin Lima.
med bl.a.: Amy Adams, Patrick Dempsey, James Marsden, Timothy Spall, Susan Sarandon.





Giselle bor i tegnefilmslandet Andalasien. Hun drømmer om prinsen på den hvide hest, og drømmen går i opfyldelse, da Giselle i bogstaveligste forstand falder ned på en hvid hest med en prins siddende på..! Det er kærlighed ved første blik, og prinsen og Giselle skal selvfølgelig giftes med det samme. Det er prinsens onde stedmor dog ikke meget for, da det vil betyde, at hun mister tronen til Giselle. Så hun lokker Giselle hen til en magisk brønd, og skubber hende derned i. Brønden viser sig at være en port til et sted hvor "ingen lever lykkeligt til deres dages ende". Det er vores verden! Nutidens Manhattan. I denne skræmmende nye verden føler Giselle sig hurtigt fortabt, men da hun møder den enlige far Robert og hans datter Morgan, ser tingene pludselig lidt lysere ud. Og mens Giselle prøver at finde ud af hvad der er sket med hende, er prinsen på den hvide hest på vej for at hjælpe hende - sammen med det frygtløse jordegern Pip!

Fortryllet starter som traditionel tegnefilm når vi er i Andalasien, og fortsætter som rigtig film da Giselle kommer til vores verden, og begge steder er Amy Adams, ja undskyld det oplagte ord, fortryllende i rollen som Giselle! Amy Adams fik for to år siden sit gennembrud i den lille film Junebug, der gav hende en Oscarnominering for bedste kvindelige birolle, og hvis der er nogen retfærdighed til, så bliver hun Oscarnomineret igen i år. Hun er simpelthen bare fantastisk i denne rolle, og det er ikke alle og enhver der ville kunne spille en lyslevende Disney-prinsesse så overbevisende som Adams gør det i denne film. Og selv når filmen bliver lidt for fjollet, hvilken den desværre gør et par gange for meget (inkl. en alt for overdrevet slutning), så holder Amy Adams fast i troværdigheden.

(copyright: Buena Vista)

Det vrimler med referencer til andre Disney-film i Fortryllet, og på den måde er den ligeså meget rettet mod alle os barnlige sjæle, som den er rettet mod børn. Meget apropos i denne tid, så giver det nærmest julelys i øjnene at sidde og kigge efter alle de små finurlige hentydninger der er til Disney-klassikere som bl.a. Snehvide, Askepot og Den lille Havfrue. Også på musiksiden er der skrevet Disney ud over det hele med store bogstaver. Alan Menken står for musikken og sangene til Fortryllet, og han har i karrieren vundet hele 8 Oscars for sine kompositioner til diverse Disney-film. Han har endnu engang lavet noget musik der går lige i hjertet, og det er lige før man rejser sig op fra biografsæddet og synger med, når hele Central Park bryder ud i sang og dans!

Fortryllet er en af de mest opfindsomme og uimodstålige film Disney-studierne har spyttet ud i mange år, og det er sådan en film hvor man opdager, når lyset tændes i biografen igen, at man bare sidder med et fjollet grin over hele fjæset. Det kan godt være, at jeg er i ekstra julehumør, og giver denne film en halv til en hel stjerne mere end hvad et gensyn vil kunne holde til. Men så skidt. Engang imellem må man tage paraderne ned og overgive sig. Det er jo kun jul én gang om året, og denne film er bare ren magi og i sandhed en fortryllende oplevelse.

22 December 2007

Biografpremierer uge 51 og 52

Fredag plejer at være den dag de nye film kommer ud i biograferne, men her i julen er filmene spredt lidt ud over forskellige dage, så dette overblik over ugens nye film byder på to uger på én gang.

Onsdag d. 19 var der premiere på Disney-filmen Fortryllet: Et moderne eventyr i New York. Amy Adams spiller Giselle. Hun lever i et tegnefilmsland, men pludselig kommer hun til vores rigtige verden! Og fredag d. 21 vendte så den lille frække Hugo tilbage, i Jungledyret Hugo 3: Fræk, flabet og fri.

1. juledag er julens store premieredag for nye film i biograferne, og der er noget for enhver smag. For de mindste er der animationsfilmen Bee Movie: Det store honningkomplot, og for dem med hang til hæsblæsende action dukker Will Smith op i I Am Legend. Der er drama i den islandske Children, der vandt hovedpræmien på årets Copenhagen International Filmfestival, og Ben Afflecks instruktørdebut Gone Baby Gone, der fornylig fik premieren i England udskudt, fordi historien i filmen minder (for?) meget om sagen om den forsvundne engelske pige Madeleine.

Casey Affleck i storebror Bens instruktørdebut Gone Baby Gone (copyright: Miramax/Buena Vista)
I den mere lette ende er Scarlett Johansson barnepige hos et rigt New York-par i The Nanny Diaries, og der er nye skæve og underfundige påfund fra Wes Anderson i hans The Darjeeling Limited.

Jonatan Spang dukker op som Erik Nietzsche i De unge år, skrevet af Lars von Trier, og baseret på mange af de oplevelser han havde i sine egne unge år på den danske filmskole.

For børn i alle aldre er der 1. juledag re-premiere på en af de mest eventyrlige film der nogensinde er set; Troldmanden fra Oz. En fantastisk film, der er perfekt at se her i julen.

En anmeldelse af Fortryllet skulle gerne dukke op her på Filmhjørnet i løbet af weekenden, og min top 10 over årets biograffilm er klar inden nytår. Indtil da - God jul til alle.

Anmeldelser af alle julens film kan læses på CinemaZone.dk.

20 December 2007

Screen Actors Guild nomineringer 2007

Årets Screen Actors Guild nomineringer er netop blevet offentliggjort:

Bedste mandlige hovedrolle:
George Clooney - Michael Clayton
Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood
Ryan Gosling - Lars and the Real Girl
Emile Hirsch - Into the Wild
Viggo Mortensen - Eastern Promises

Bedste kvindelige hovedrolle:
Cate Blanchett - Elizabeth: The Golden Age
Julie Christie - Away From Her
Marion Cotillard - Spurven
Angelina Jolie - A Mighty Heart
Ellen Page - Juno

Bedste mandlige birolle:
Casey Affleck - Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford
Javier Bardem - No Country for Old Men
Hal Holbrook - Into the Wild
Tommy Lee Jones - No Country for Old Men
Tom Wilkinson - Michael Clayton

Bedste kvindelige birolle:
Cate Blanchett - I'm Not There
Ruby Dee - American Gangster
Catherine Keener - Into the Wild
Amy Ryan - Gone Baby Gone
Tilda Swinton - Michael Clayton

Bedste Cast:
3:10 to Yuma
American Gangster
Hairspray
Into the Wild
No Country for Old Men

Æres pris:
Charles Durning

Selve Screen Actors Guild prisuddelingen bliver afholdt d. 27 januar 2008.

Man kan læse mere om Screen Actors Guild Awards, og også se nomineringerne i Tv-kategorierne, på deres officielle hjemmeside.

18 December 2007

Satellite Awards 2007

Søndag aften afholdte International Press Academy deres årlige "Satellite Awards". No Country for Old Men og Juno vandt priserne for bedste film i kategorierne for henholdsvis bedste drama og bedste komedie/musical.

Juno blev aftenens topscorer med 3 priser, mens Dykkerklokken og sommerfuglen, Elizabeth: The Golden Age og No Country for Old Men fik 2 priser hver.

Der bliver hvert år også uddelt Satellite Awards i en række Tv-kategorier. I år vandt serien Dexter for både bedste dramaserie, bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle, og der var også priser til bl.a. America Ferrera og Vanessa Williams fra serien Ugly Betty.

Man kan læse meget mere om Satellite Awards på International Press Academys officielle hjemmeside.

-Satellite Awards vinderne 2007 (filmkategorierne):

Bedste film - drama:
No Country for Old Men

Bedste film - komedie/musical:
Juno

Mandlige hovedrolle - drama:
Viggo Mortensen - Eastern Promises

Kvindelige hovedrolle - drama:
Marion Cotillard - Spurven

Mandlige hovedrolle - komedie/musical:
Ryan Gosling - Lars and the Real Girl

Kvindelige hovedrolle - komedie/musical:
Ellen Page - Juno

Mandlige birolle:
Casey Affleck - Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford
og
Tom Wilkinson - Michael Clayton

Kvindelige birolle:
Amy Ryan - Gone Baby Gone

Instruktion:
Ethan Coen og Joel Coen - No Country for Old Men

Manuskript (originalt):
Diablo Cody - Juno

Manuskript (baseret på andet materiale):
Christopher Hampton - Atonement

Animationsfilm/mixed media:
Ratatouille

Dokumentarfilm:
Sicko

Udenlandske film:
Lust, Caution (Taiwan)

Ensemble-skuespil:
Before the Devil Knows You're Dead

Filmfotografering:
Janusz Kaminski - Dykkerklokken og sommerfuglen

Filmklipning:
Pietro Scalia - American Gangster

Originale musik:
Alberto Iglesias - Drageløberen

Originale sang:
Clint Eastwood, Carole Bayer Sager - Grace is Gone

Art direction & production design:
Elizabeth: The Golden Age

Kostumer:
Elizabeth: The Golden Age

Lydmix/klip:
The Bourne Ultimatum

Visuelle effekter:
300

Auteur Award:
Julian Schnabel - Dykkerklokken og sommerfuglen

Mary Pickford Award:
Kathy Bates

Tesla Award:
Dennis Muren

16 December 2007

AFI top 10 2007

Det amerikanske filminstitut har udvalgt 10 film, som efter deres mening er årets bedste amerikanske film. Deres top 10 ser i alfabetisk orden således ud:

Before the Devil Knows You're Dead
Dykkerklokken og sommerfuglen
Into the Wild
Juno
Knocked Up
Michael Clayton
No Country for Old Men
Ratatouille
The Savages
There Will Be Blood



Som så ofte før, så er filminstituttets valg op til diskussion. De plejer gerne at vælge forskellige film fra forskellige genrer, så en animationsfilm som Ratatouille var vel nok 100% sikker på en plads. Det var også forventet, at komedien Juno ville få en plads, men det var ikke forventet, at sommerens store komediehit Knocked Up ville komme med. Den blev i sidste uge forbigået ved Golden Globe nomineringerne, men filminstituttet mente altså, at den fortjente at blive nævnt i deres top 10 for 2007. Næsten ligeså overraskende var det, at der også blev plads til det lille komedie/drama The Savages. Mange havde forventet, at det store hit American Gangster med superstjernerne Denzel Washington og Russell Crowe ville få en plads, men det blev i stedet den 83 årige veteran Sidney Lumets Before the Devil Knows You're Dead, en film i lidt samme genre, der fik pladsen.

Der havde op til filminstituttets offentliggørelse været tvivl om Dykkerklokken og sommerfuglen, instrueret af amerikaneren Julian Schnabel, men delvist fransk produceret, ville være nok amerikansk til at komme i betragtning. Men det viste sig altså, at det var den, og den er nu ved at stå meget stærkt til årets Oscarnomineringer der bliver offentliggjort d. 22 januar 2008. Det samme gør især No Country for Old Men og There Will Be Blood, og til dels også Into the Wild og Michael Clayton som runder listen af. Det var forventet, at alle disse fire film ville være at finde på filminstituttets top 10. Og sådan blev det altså også.

Men når alt kommer til alt, så skal vi ikke længere tilbage end til sidste år, for at få beviset for, at man ikke altid kan tage denne top 10 for pålydende. Sidste år havde de ikke fundet plads til Martin Scorseses The Departed, som få måneder senere vandt Oscaren for årets bedste film!

Læs mere om det amerikanske filminstituts top 10 her: http://www.afi.com/tvevents/afiawards07/default.aspx

14 December 2007

Biografpremierer uge 50

En stille uge hvad angår nye film i de danske biografer. To nye film ankommer. En dansk og en tysk.

Fighter er nyeste film fra Natasha Arthy, og den er noget så specielt som dansk socialrealisme, blandet med asiatisk kampsportsscener, koreograferet af kineseren Xian Gao, som også har arbejdet på Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul.

Den tyske film På himlens kant er instrueret af tysk/tyrkiske Fatih Akin, og filmen har allerede vundet flere priser. Bl.a. bedste manuskript på Cannes Filmfestival, og fornylig fik den også prisen for bedste manuskript ved årets European Film Awards.

Anmeldelser af ugens nye film kan læses på CinemaZone.dk.

13 December 2007

Kritikerpriser fra New York og Los Angeles

Prisuddelingssæsonen er i fuld gang, og de store kritikersammenslutninger i New York og Los Angeles har i den forgangne uge annonceret deres priser for filmåret 2007. I New York var Coen-brødrenes No Country for Old Men den store vinder, med priser for bl.a. bedste film, instruktion og manuskript, mens There Will Be Blood blev den store vinder i Los Angeles, med priser for bl.a. bedste film og bedste instruktion til Paul Thomas Anderson.

I både New York og Los Angeles vandt Daniel Day-Lewis prisen for bedste mandlige hovedrolle for netop There Will Be Blood. De to nuværende favoritter til årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle fik en pris hver. Julie Christie vandt i New York for Away From Her, mens franske Marion Cotillard vandt i Los Angeles for Spurven.

Den 83 årige instruktør Sidney Lumet, som fik sin debut som spillefilmsinstruktør for 50 år siden, og som i år har en ny film ude!, modtager en ærespris fra begge kritikersammenslutninger.

Både New York Film Critics og Los Angeles Film Critics er to af sværvægterne blandt de mange amerikanske kritikersammenslutninger. New York Film Critics har givet priser siden 1935, og store filminstruktører som John Ford og John Huston gav i deres aktive karriere begge udtryk for, at de anså prisen fra New York kritikerne som en af de største priser i branchen. Los Angeles Film Critics er en meget yngre gruppe, og har kun eksisteret siden 1975, men med deres placering midt i den amerikanske filmbranches hjerte, opnåede de hurtigt en stor betydning.

-Alle priserne fra New York Film Critics:












Bedste film:
No Country for Old Men

Bedste mandlige skuespiller:
Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood

Bedste kvindelige skuespiller:
Julie Christie - Away From Her

Bedste mandlige birolle:
Javier Bardem - No Country for Old Men

Bedste kvindelige birolle:
Amy Ryan - Gone Baby Gone

Bedste instruktør:
Joel Coen og Ethan Coen - No Country for Old Men

Bedste manuskript:
Joel Coen og Ethan Coen - No Country for Old Men

Bedste animationsfilm:
Persepolis

Bedste dokumentarfilm:
No End in Sight

Bedste udenlandske film:
De andres liv (Tyskland)

Bedste debutfilm:
Sarah Polley - Away From Her

Bedste fotografering:
Robert Elswit - There Will Be Blood

Special pris:
Charles Burnett - Killer of Sheep

Æres pris:
Sidney Lumet

Læs mere om New York Film Critics på deres officielle hjemmeside.

-Alle priserne fra Los Angeles Film Critics:












Bedste film:
There Will Be Blood

Bedste mandlige skuespiller:
Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood

Bedste kvindelige skuespiller:
Marion Cotillard - Spurven

Bedste mandlige birolle:
Vlad Ivanov - 4 måneder, 3 uger & 2 dage

Bedste kvindelige birolle:
Amy Ryan - Gone Baby Gone og Before the Devil Knows You're Dead

Bedste instruktør:
Paul Thomas Anderson - There Will Be Blood

Bedste manuskript:
Tamara Jenkins - The Savages

Bedste animationsfilm:
Persepolis og Ratatouille

Bedste dokumentarfilm:
No End in Sight

Bedste udenlandske film:
4 måneder, 3 uger & 2 dage (Rumænien)

New Generation Award:
Sarah Polley - Away From Her

Bedste fotografering:
Janusz Kaminski - Dykkerklokken og sommerfuglen

Bedste production design:
Jack Fisk - There Will Be Blood

Bedste musik:
Glen Hansard og Marketa Irglova - Once

Special pris:
Pedro Costa - Colossal Youth

Æres pris:
Sidney Lumet

Læs mere om Los Angeles Film Critics på deres officielle hjemmeside.

Golden Globe nomineringer 2007

De var tidligt oppe i Los Angeles i dag. Lidt efter kl. 5 lokal tid blev årets Golden Globe nomineringer offentliggjort, og nomineringerne i de store kategorier ser således ud:

-Bedste film (drama):
American Gangster
Atonement
Eastern Promises
The Great Debaters
Michael Clayton
No Country for Old Men
There Will Be Blood

-Bedste film (komedie/musical):
Across the Universe
Charlie Wilson's War
Hairspray
Juno
Sweeney Todd


-Mandlige hovedrolle (drama):
George Clooney - Michael Clayton
Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood
James McAvoy - Atonement
Viggo Mortensen - Eastern Promises
Denzel Washington - American Gangster

-Mandlige hovedrolle (komedie/musical):
Johnny Depp - Sweeney Todd
Ryan Gosling - Lars and the Real Girl
Tom Hanks - Charlie Wilson's War
Philip Seymour Hoffman - The Savages
John C. Reilly - Walk Hard: The Dewey Cox Story

-Kvindelige hovedrolle (drama):
Cate Blanchett - Elizabeth: The Golden Age
Julie Christie - Away From Her
Jodie Foster - The Brave One
Angelina Jolie - A Mighty Heart
Keira Knightley - Atonement

-Kvindelige hovedrolle (komedie/musical):
Amy Adams - Fortryllet
Nikki Blonsky - Hairspray
Helena Bonham Carter - Sweeney Todd
Marion Cotillard - Spurven
Ellen Page - Juno

-Mandlige birolle:
Casey Affleck - Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford
Javier Bardem - No Country for Old Men
Philip Seymour Hoffman - Charlie Wilson's War
John Travolta - Hairspray
Tom Wilkinson - Michael Clayton

-Kvindelige birolle:
Cate Blanchett - I'm Not There
Julia Roberts - Charlie Wilson's War
Saoirse Ronan - Atonement
Amy Ryan - Gone Baby Gone
Tilda Swinton - Michael Clayton

-Instruktion:
Tim Burton - Sweeney Todd
Joel Coen & Ethan Coen - No Country for Old Men
Julian Schnabel - Dykkerklokken og sommerfuglen
Ridley Scott - American Gangster
Joe Wright - Atonement

-Manuskript:
Diablo Cody - Juno
Joel Coen & Ethan Coen - No Country for Old Men
Christopher Hampton - Atonement
Ronald Harwood - Dykkerklokken og sommerfuglen
Aaron Sorkin - Charlie Wilson's War

-Ikke-engelsk sprogede film:
4 måneder, 3 uger & 2 dage (Rumænien)
Dykkerklokken og sommerfuglen (Frankrig/USA)
Drageløberen/The Kite Runner (USA)
Lust, Caution (Taiwan)
Perespolis (Frankrig)

Alle årets Golden Globe nomineringer (inkl. Tv-nomineringerne) kan ses her.

Årets topscorer blev Atonement med 7 nomineringer, efterfulgt af Charlie Wilson's War med 5 og Michael Clayton, No Country for Old Men og Sweeney Todd med 4 hver.

Selve Golden Globe uddelingen finder sted d. 13 januar 2008 på Beverly Hilton Hotel i Los Angeles.

07 December 2007

Biografpremierer uge 49

Første uge i december byder bl.a. på en ny dansk film, en ny stor satsning i fantasy-genren og en 22 år gammel amerikansk lavbudgets film!

Ugens store udenlandske premiere er Det gyldne kompas, baseret på første bog i Philip Pullmans Det gyldne kompas-trilogi. Om alle tre bøger i trilogien bliver filmatiseret, vil tiden vise, men det kræver sikkert at filmen her, der bl.a. har Daniel Craig og Nicole Kidman på rollelisten, bliver en stor økonomisk succes.

Den nye danske film er Anders Morgenthalers Ekko. Ekko er spillefilm nummer to fra Morgenthaler, som nok er mest kendt som satiriker fra Wulffmorgenthaler. Fra Frankrig kommer der to film i denne uge. Barbet Schroeders dokumentarfilm Djævlens advokat og den amerikanske instruktør Julian Schnabels Dykkerklokken og sommerfuglen, som i maj måned vandt prisen for bedste instruktion på årets Cannes Filmfestival. En anden festivalvinder er den kinesiske Stille liv. Den vandt sidste år Guldløven på Venedig Filmfestival, og bliver vist i Århus og København.

Og så er vi tilbage ved den 22 år gamle amerikanske film. Det er instruktør Gus Van Sants debutfilm Mala Noche, som fra i dag bliver vist i Grand Teatret i København. Van Sants nyeste film, Paranoid Park, havde forøvrigt dansk biografpremiere i sidste uge.

Ekko er allerede blevet anmeldt her på Filmhjørnet. Anmeldelsen af den kan læses her, og anmeldelser af ugens nye film kan findes på Cinemazone.dk.

06 December 2007

National Board of Review vinderne 2007

Priserne fra gruppen National Board of Review bliver traditionelt set betegnet som starten på prisuddelingssæsonen, og de annoncerede deres priser onsdag aften dansk tid. Coen-brødrenes No Country for Old Men blev valgt som årets bedste film.

George Clooney blev kåret til bedste mandlige skuespiller for sin præstation i filmen Michael Clayton, og Julie Christie blev udnævnt til bedste kvindelige skuespiller for Away From Her, hvori hun spiller en kvinde der lider af Alzheimers sygdom. Birollepriserne gik til Casey Affleck og Amy Ryan for henholdsvis Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (anmeldt på Filmhjørnet her) og Gone Baby Gone.

Tim Burton vandt prisen for bedste instruktør for hans filmatisering af Stephen Sondheims Broadwaymusical Sweeney Todd. Prisen for bedste originale manuskript bliver delt mellem Diablo Cody for Juno og Nancy Oliver for Lars and the Real Girl, mens Ethan Coen og Joel Coen får prisen for bedste manuskript baseret på andet materiale for No Country for Old Men, som er baseret på Cormac McCarthys mesterlige roman af samme navn.

Der er priser for bedste gennembrud til Emile Hirsch for Into the Wild og Ellen Page for Juno, og Ben Affleck får prisen for bedste instruktørdebut for Gone Baby Gone. Michael Douglas modtager årets ærespris.

National Board of Review bliver af mange regnet som en af de fem store kritikergrupper, men mange har dog også et lidt anstrengt forhold til dem, og anser dem ikke for en af de rigtige kritikersammenslutninger, da en stor del af deres medlemmer ikke er professionelle filmkritikere som medlemmerne i de andre store kritikersammenslutninger (New York Film Critics, Los Angeles Film Critics, National Film Critics og Broadcast Film Critics) er. National Board of Review er den ældste af disse grupper, og blev stiftet helt tilbage i 1909. De begyndte allerede i 1929 at offentliggøre deres årlige top 10 over årets bedste film, og de har også stået bag flere filmtidsskrifter.

Alle årets vindere vil blive hædret ved en galaaften i New York d. 15 januar 2008, og man kan læse mere om National Board of Review på deres officielle hjemmeside, eller se alle årets National Board of Review vindere her.

02 December 2007

European Film Awards 2007

Årets European Film Awards blev lørdag d. 1 december afholdt i Berlin, og det blev en triumf for den rumænske film 4 måneder, 3 uger & 2 dage, som tidligere på året vandt de Gyldne Palmer i Cannes. 4 måneder, 3 uger & 2 dage blev nemlig kåret til årets bedste europæiske film.

Cristian Mungiu, filmens instruktør, fik prisen for bedste instruktion, men det blev dog ikke til et hattrick for Mungiu, som også var nomineret til bedste manuskript, for manuskriptprisen gik til tysk/tyrkiske Fatih Akin og hans På himlens kant.

Helen Mirren vandt i sidste prisuddelingssæson stort set alt der var at vinde, for sin præstation som den engelske dronning Elizabeth d. 2 i The Queen, og Mirren måtte igen have takketalen frem, da hun modtog prisen for årets bedste skuespillerinde. Bedste skuespiller gik til Sasson Gabai for den israelske film The Band's Visit, som i september måned i år vandt både juryens special pris og publikumsprisen på Copenhagen International Film Festival.

Det Europæiske Filmakademi valgte at give årets "Discovery Award", en pris der gives til en ny instruktør som har vist noget helt særligt, til Eran Kolirin, instruktøren af netop The Band's Visit. Der var ærespriser til den franske instruktør Jean-Luc Godard og den tyske filmfotograf Michael Ballhaus, og publikumsprisen gik lidt overraskende til italienske Giuseppe Tornatore og hans Den ukendte kvinde.

Se alle aftenens vindere på det Europæiske Filmakademis officielle hjemmeside.

"Award season 2007/08" - Prisuddelingssæsonen er i gang

Den traditionelle "Award season", årets prisuddelingssæson, er så småt ved at være over os igen, og her følger et overblik over de ting der er sket i den sidste uges tid.

Startskuddet til årets sæson gik med de små priser i front. Tirsdag kom nomineringerne til Independent Spirit Awards, som er en prisuddeling for de mindre og uafhængigt producerede amerikanske film. Her blev filmene The Diving Bell and the Butterfly, I'm Not There, Juno, A Mighty Heart og Paranoid Park nomineret til årets bedste film. Man kan se alle nomineringerne ved at gå ind på Indpendent Spirit Awards officielle hjemmeside. Selve prisuddelingen finder sted d. 23 februar 2008. Dagen før Oscaruddelingen.

Tirsdag blev sæsonens første prisuddeling også afholdt. Det var Gotham Awards i New York, der præcis som Independent Spirit Awards er en uddeling for de mindre film. Ved årets Gotham Awards vandt Into the Wild, som er instrueret af skuespilleren Sean Penn, prisen for årets bedste film. Jeg var overrasket over, at Into the Wild blev forbigået ved Independent Spirit Awards nomineringerne, men det viste sig, at dens budget er for højt til deres kriterier.

Gotham Awards uddeler ikke de gængse priser som bedste skuespiller, skuespillerinde og instruktør, men har derimod en pris for bedste skuespilsgennembrud og bedste instruktørgennembrud. Skuespilsprisen gik til Ellen Page for komedien Juno, mens Craig Zobel fik instruktionprisen for sin debutfilm Great World of Sound. Der var en pris for bedste dokumentarfilm til Michael Moores Sicko, og special priser til bl.a. skuespiller Javier Bardem, filminstruktør Mira Nair og filmanmelder Roger Ebert.

Hos Variety kan man læse om alle vinderne, og den officielle hjemmeside for Gotham Awards er her.

Så er vi kommet til onsdag, hvor det var englændernes tur. The British Independent Film Awards blev uddelt i London, og her vandt halvdanske Viggo Mortensen prisen for årets bedste skuespiller.

Filmen Control, om Joy Divison forsangeren Ian Curtis, var den film der havde flest nomineringer til aftenens British Independent Film Awards, og Control blev da også aftenens store vinder, og vandt bl.a. prisen for bedste film. Den hollandskfødte tidligere musikvideoinstruktør Anton Corbijn har med Control fået sin debut som spillefilmsinstruktør, og han vandt både prisen for bedste instruktør og bedste debutinstruktør. Sam Riley, som spiller hovedrollen i filmen, fik prisen for bedste nye navn, og Toby Kebbell vandt for samme film prisen for bedste birolle (BIFA giver i øvrigt kun én birolle pris).

Bedste mandlige hovedrolle gik altså til Viggo Mortensen for Eastern Promises, mens Judi Dench vandt bedste kvindelige hovedrolle for Notes on a Scandal. En rolle hun også var Oscarnomineret for tidligere på året, og efter min mening hendes bedste præstation til dato. Manuskriptprisen gik til Patrick Marber for Notes on a Scandal, den tyske film De andres liv vandt for bedste udenlandske film, og der var special priser til Ray Winstone og Daniel Craig.

Man kan gå ind på British Independent Film Awards officielle hjemmeside og læse meget mere.

Torsdag blev nomineringerne til årets Satellite Awards offentliggjort. Bag denne prisuddeling står gruppen International Press Academy. 3:10 to Yuma, Away From Her, Before the Devil Knows You're Dead, Eastern Promises, The Lookout og No Country for Old Men er filmene der er nomineret til bedste film (i drama kategorien. Satellite Awards har også en komedie/musical kategori), mens Ethan & Joel Coen, David Cronenberg, Olivier Dahan, Ang Lee, Sidney Lumet og Sarah Polley er nomineret til bedste instruktion. Nomineringstopscoreren blev den franske Edith Piaf film Spurven med 7 nomineringer, efterfulgt af Eastern Promises og No Country for Old Men med 6 nomineringer, mens Atonement, Det gyldne kompas og The Lookout fik 5 hver. Man skal dog ikke lægge alt for meget i disse nomineringer. Satellite Awards er hvert år "all over the place", som man siger, og i år er der da også flere mystiske nomineringer. Så i det store hele betyder de ikke ret meget. Men sjove er de da... Alle nomineringerne til Satellite Awards kan ses i denne artikel fra Variety.

I går aftes - lørdag d. 1 december - blev der så afholdt European Film Awards i Berlin, og en nyhed om det kommer senere i dag.

Næste punkt på den travle prisuddelingssæsons dagsorden, er priserne fra gruppen National Board of Review, som bliver offentliggjort onsdag d. 5 december. Mere om det følger naturligvis.

01 December 2007

Biografanmeldelse: Hitman

Hitman

instrueret af: Xavier Gens.
med bl.a.: Timothy Olyphant, Dougray Scott, Olga Kurylenko, Robert Knepper, Ulrich Thomsen, Henry Ian Cusick.





Agenten med nummeret 47 er lejemorder for en verdensomspændende hemmelig organisation. Han lever et ensomt liv, får sine ordre, og udfører dem på perfekt vis. En nådesløs dræber. Men da han får til opgave, at myrde den russiske præsident Mikhail Belicoff (spillet af danske Ulrich Thomsen), går noget galt. Nogen er ude på at forråde 47, og med diverse efterretningstjenester og lejemorderkollegaer efter sig, må han nu se i øjnene, at han står foran sit livs måske sværeste opgave. At holde sig i live!

Hitman er baseret på computerspillet med samme navn. Udviklet af danske IO Interactive, og udgivet til Windows i år 2000. Siden har det fået tre efterfølgere, som foruden til PC også er blevet udgivet til Playstation og Xbox konsollerne, og spillet har nydt stor popularitet over hele verden. Nu kan det så tilføjes listen over computerspil der er blevet filmatiseret. En liste der bl.a. tæller spil/film som Street Fighter, Mortal Kombat, Final Fantasy og Resident Evil. Jeg har aldrig spillet Hitman-spillet, så jeg har ingen forventninger til hvordan en filmatisering burde være, og hvad filmen skal indeholde for at leve op til spillets verden. Men hvis filmen og spillet er af samme kvalitet - så er jeg ikke gået glip af ret meget, for som selvstændig actionfilm byder Hitman ikke på noget uforglemmeligt eller originalt.

Timothy Olyphant er udmærket som 47. Man tror på ham i rollen som denne kolde, kyniske og navnløse dræber, og det er selvfølgelig vigtigt. Jeg ved ikke om det ville passe ind i spillets univers, men i filmen savner jeg, at vi hører mere til hans fortid, og når man har valgt at sætte den obligatoriske skønne og mystiske kvinde ind i historien, så er det ret underligt, at man ikke bruger hende noget mere. Kvinden er Nika, som 47 tager med sig på sit togt, da hun har en forbindelse til Belicoff. Filmen fungerer faktisk bedst når agent 47 og Nika deler lærredet, og selvom 47 forbliver afvisende overfor hendes sensuelle fremtræden, så er der et fint samspil og en god kemi mellem Timothy Olyphant og underskønne Olga Kurylenko, som hele filmen igennem kun har så tilpas meget tøj på, at hun lige kan holde varmen i det kolde Rusland hvor meget af filmen foregår...

(copyright: 20th Century Fox)

Der er enkelte fine actionscener i Hitman, især en i begyndelsen af filmen, hvor 47 flygter fra et hotel, men mange af actionscenerne virker ind imellem lidt for konstruerede, og filmen har en forfærdelig monoton musikside, som gør de af og til forcerede actionscener mere anstrengende end de egentlig er. Da jeg som sagt ikke kender til spillet, er det svært at bedømme hvordan fans af spillet vil tage imod filmen. Men som actionfilm er den banal og kun mildt underholdende.